Hjælp, jeg har telefonfobi

Angsten for at tale i telefon er ikke anderledes end angsten for edderkopper, åbne pladser eller noget helt tredje. Og man kan slippe af med angsten.

(© colourbox)

Jeg lider af, hvad jeg vil kalde telefon-fobi. Jeg får voldsom hjertebanken, svedperler på panden, rystende hænder og bævrende stemme, hver gang min telefon ringer, samt når jeg selv er nødsaget til at ringe til andre. Det beskrives bedst som en følelse af panik.

Jeg kan ikke formulere mig ordentligt, får ikke lyttet ordentligt efter (i kampen for at holde sammen på mig selv) og er altid bange for, at føle mig trængt op i en krog, hvor jeg ikke kan sige fra. Jeg forbinder telefonopkald med at have gjort noget forkert, skulle have skæld ud, blive ked af det og lign.

Denne, for mig, stadig uovervindelige barriere, har jeg haft så længe jeg husker i mit snart 33-årige liv, og den skaber selvfølgelig en del problemer i hverdagen. Især da jeg pt. søger arbejde, men ikke tør at tage telefonen og ringe virksomheder op. Og endnu mere fordi, jeg frygter aldrig at kunne varetage et arbejde, hvor telefonen udgør et dagligt arbejdsredskab - for ærlig talt, findes den arbejdsplads?

Til enhver tid sender jeg hellere sms, mails eller møder personligt op. Jeg har fravalgt at have telefonsvarer, for at undgå, at folk lægger besked og beder mig om at ringe til dem.

Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig. Tror du nogensinde, at jeg vil kunne slippe af med denne fobi, og i givet fald, hvordan?

Og der er i følge Psykolog på Lev Nu, Henrik Tingleff, noget at gøre. Han svarer den 33-årige kvinde:

Det kan lykkesJo, begrebet "telefonfobi" - telephonophobia, telephobia - findes. Telefonfobi betragtes som en underkategori af social fobi/social angst.

Der findes ingen officielle danske tal på forekomsten af telefonfobi, men tal fra England viser at 2,5 millioner briter (ca. 4% af befolkningen) menes at lide af telefonfobi. Min dagligdags erfaring i klinikken viser, at en hel del danskere kender problematikken og det har intet med intelligens, sociale færdigheder eller kompetencer i øvrigt at gøre.

Den gode nyhed er, at som en specifik fobi er problematikken forholdsvis simpel at komme af med -når der vel at mærke udføres den rette behandling.

Mange mennesker med simple/specifikke fobier - telefoner, tuneller, ederkopper, duer, elevatorer etc - har tendes til at forfalde til en "alt eller intet"-strategi. Ofte skifter man så mellem disse strategier i perioder.

I visse perioder undgår man alt hvad man over hovedet kan, kommer ikke i nærheden af det man frygter, kigger knap nok på det og forbyder nærmest sig selv at tænke på det. I andre perioder tager man udtrykket "konfronter din angst" 100% bogstaveligt og kaster sig ud voldsomme eksperimenter, køber sig en edderkop, kører gennem de længste tuneller man kan finde - eller tager job som telefonsælger.

Desværre har ingen af strategierne det med at virke.

Kontrolleret eksponeringDet er rigtigt at eksponering - dét at udsætte sig selv for "faren" - er vejen ud af fobien. Men eksponeringen skal for det første foregå både planlagt, struktureret og gentagent OG eksponeringen skal rumme et element at hypotestetestning.

Man skal så at sige gå ind i sin konfrontation med ønsket om at indsamle en meget specifik mængde information og/eller teste en meget konkret forestilling. Efter eksperimentet skal der så evalueres på dette og erfaringerne skal tages med videre til næste, lidt sværere eksperiment.

Hvis man blot "gør det for at gøre det", så har eksponeringen ingen effekt.

Så; telefonfobien er i den grad til at slippe af med, men jeg vil på det kraftigste anbefale at det sker i samarbejde med en dygtig kognitiv psykolog, der kan hjælpe med at registrere de hypoteser der skal testes og designe det helt rigtig eksponeirngsforløb, så det forgå på et niveau og i et tempo der sikrer kontinuerlige sejre og fremdrift.

Der er ikke tale om et langt psykoterapeutisk forløb. 4-6 sessioner burde kunne bringe dig rigtig rigtig langt - og måske endda helt i mål!

Se at få det gjort - der er ingen grund til at en simpel fobi skal begrænse dit liv!

Facebook
Twitter