Hold dig nu fra arbejdsmailen i fritiden

Det er en falsk belønning, når det giver ro at besvare en arbejdsmail i fritiden, siger erhvervs-psykolog.

En undersøgelse viser, at hver tredje tjekker sin arbejdsmail i fritiden mindst én gang om dagen.

Derfor er der behov for nogle fælles spilleregler på området, mener erhvervs-psykolog Majken Matzau:

- Hvis vi altid står til rådighed og har telefonen liggende ved siden af os, så giver det en konstant uro. Der er en dør i vores bevidsthed, der står åben, og så har vi altid et vist alarmberedskab tændt.

- Når vi så tager telefonen og ser, at der er en mail, så skaber det en stress-respons, og så tror vores nerveberedskab, at vi kun kan få den her stress-respons til at gå væk ved at svare på mailen. Og når vi har svaret, får vi jo faktisk også en lille belønning, nemlig ro, forklarer hun.

Men det er lidt som at spise et stykke slik, uddyber Majken Matzau. Vi ved faktisk godt, at det er noget skidt, men alligevel føles det faktisk rart, lige i det vi spiser det.

- Noget af det, jeg hjælper mine kunder med, er faktisk at sidde foran fjernsynet om aftenen sammen med deres kæreste og lade være med at tjekke telefonen konstant.

Få Majken Matzaus gode råd til håndtering af arbejdsmails i interviewet fra Aftenshowet, som du kan se ovenfor.

FacebookTwitter