Hold fast i de sunde vaner året rundt

Det kræver god forberedelse at blive ved med at træne og spise sundt over længere tid.

Find din indre planlægger frem, hvis du vil fastholde de gode vaner over længere tid, anbefaler psykologen hos Lev Nu. (© COLOURBOX)

Mange af os har på et eller andet tidspunkt forsøgt at ændre usunde vaner til sunde vaner.

Og mindst lige så mange af os har sikkert også oplevet, hvor svært det kan være at fastholde de nye vaner.

Onsdag aften blev der sat punktum i DR1-serien 'Rigtige mænd'. I seks uger har vi fulgt de fem deltagere, mens de har trænet og spist sig i form til et større terrænløb.

Næste udfordring bliver så at fortsætte de gode takter. Især når hverdagen begynder at melde sig igen.

Læg en plan for dine nye vaner

Det kan være helt afgørende at lægge en håndgribelig plan for sine nye vaner, hvis de skal holde over længere tid.

- Hvis man for eksempel planlægger én times træning onsdag klokken 16 - 17 og én time lørdag mellem 9 -10, er der langt større sandsynlighed for at lykkes, end hvis man har et uklart mål om bare at fortsætte med at træne. Det forklarer psykolog Henrik Tingleff, faglig direktør i Mindwork Psykologisk Center og ekspert på Lev Nu.

Han peger på, at det også kan være en god idé at få sig en træningsmakker, så man løbende kan minde hinanden om, at man skal huske at træne.

Del dine succeser med andre

Helt generelt øger man sandsynligheden for at holde trit med de sunde vaner, hvis man indvier familie, venner og bekendte i forløbet.

Det kan for eksempel ske via sociale medier som Facebook eller Instagram.

Psykolog Henrik Tingleff forklarer:

- Det har stor betydning, at vi har nogle at stå til regnskab over for og høste ros fra. Mennesket er et socialt væsen. Et flokdyr. Alt, hvad vi foretager os er relateret til vores plads i flokken. Det er der ikke noget galt i. Det er bare meget menneskeligt.

Sådan fastholder du nye vaner

  • Fastlæg dine vaner i tid og sted. Skriv for eksempel i din kalender, at du skal træne onsdag klokken 16 - 17 og lørdag mellem 9 og 10. Vaneændring handler om planlagt, struktureret og gentagen adfærd

  • Del dine succeser med andre for eksempel via Facebook eller Instagram. Det er en motivationsfaktor i sig selv, at andre følger med i processen

  • Motivation handler om værdi og mening. Derfor kan det være en god idé at registrere, hvad man får ud af sin indsats. Det kan for eksempel være, at man oplever at få mere energi i hverdagen eller, at man kan passe sit tøj igen