Hvorfor har mange mænd svært ved at tale om følelser?

Mænd vil hellere klare problemerne over et spil fodbold end at tale om følelser. Men hvorfor kan det være et problem.

Mænd taler nok ikke om følelser i samme udstrækning, som kvinder gør, siger psykologi-professor. (© ColourBox)

For få år siden førte David Williams et liv i overhalingsbanen:

Han starter eget firma. Møder en sød pige. De flytter sammen, og hun bliver gravid. De får en datter året efter. Men så begynder problemerne at melde sig. Det slider, at han arbejder så meget, samtidig med at han skal udfylde rollen som far. Det er svært at finde balancen mellem arbejde og fri, synes han.

Hans kæreste går fra ham og flytter med datteren til Aarhus.

Tilbage i København står David - nu med to virksomheder og endnu mere travlt.

- Der var ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op, arbejde endnu mere og køre i fast rutefart mellem København og Aarhus for at være sammen med min datter. Sådan gik der halvandet år. Hvis folk på det her tidspunkt spurgte mig, hvordan jeg havde det – så lukkede jeg bare af og sagde: Jeg har megatravlt på arbejdet, forklarer David Williams i programmet, 'Kejser', på P1.

- Jeg havde det ikke godt, men talte ikke rigtig med nogen om det.

Så begyndte vi at tale

Men for to år siden går det op for ham, at han ikke længere kan holde til det tempo, han har kørt i i flere år.

Der sker også det, at han møder den store kærlighed, og til hende fortæller han for første gang, hvor hårdt det har været de foregående år. Da han først tager hul på at tale om de følelser, der er forbundet med det liv - ja, så brænder han sammen.

- Der sker også det, at en dag ringer en gammel ven og fortæller, at han lige er blevet skilt efter 12 års ægteskab, og så begynder vi at tale sammen – nærmest hver anden dag om de følelser, der er forbundet med et brud og at skulle være væk fra sine børn.

David er siden flyttet til Aarhus, og han har taget orlov, og først da han gjorde det, begyndte tingene at tage en anden drejning.

Andre kan ikke rumme det

Men hvorfor gik han så langt, før han begyndte at lukke op og tale med andre om, hvordan han virkelig havde det?

- Jeg tror ikke, at andre kan rumme det. Jeg tror, at med den hverdag vi har i dag – der er fart på, sociale medier, venner det kører godt for osv. – jamen så taler man ikke om den slags. Det er mere noget med – skal vi se fodbold i aften? Man har ikke brug for at tale følelser, hvis det går godt. Hvis det ikke går godt, så har en mand det nok bedst med at tale med ligestillede, forklarer David Williams.

Og dét med, at mænd klarer tingene på deres egen måde, det kan Henrik Høgh-Olesen, der er professor i psykologi på Aarhus Universitet, godt genkende. Han forklarer:

- Mænd taler nok ikke om følelser i samme udstrækning, som kvinder gør. Vi forholder os nok til følelser på en lidt anden måde. Mænd er gode til at rumme hinanden på en anden måde. Hvis noget er galt, så kan man godt mærke det på hinanden, men vi taler nok bare ikke så meget om det, men laver noget sammen, som er til glæde for begge parter.

Mænd giver også omsorg

Mænd spiller spil, fodbold, lytter musik eller drikker nogle øl sammen – de er mere praktisk anlagt, siger psykologi-professoren:

- Mænd er mere handlingsorienterede, man giver hinanden noget omsorg ved at lave noget sammen.

- Men hvad er det også, at man skal måle mænd op af? Er det i forhold til kvinder, eller hvor er den standard, der skal afgøre hvorvidt mænd er gode eller dårlige til at have med følelser at gøre. Der er ingen tvivl om, at kvinder har nemmere ved at tale med hinanden om en hel række indgående ting, det er en del af deres socialitet – de hygger sig med at spørge ind til hinanden, forklarer Henrik Høgh-Olesen videre i 'Kejser'.

Mænd er ikke så firkantede

Han mener iøvrigt ikke, at mænd er så firkantede og forstokkede som de mange gange bliver gjort til - blandt andet af kvinder. Han forklarer:

- Det er noget med, at vi har en anden måde at vise vores følelser på. Vi kan sagtens vise omsorg for hinanden. Men det er nogle gange som om, at det, der forlanges af os, er, at følelser skal udtrykkes som at blæse i en trompet. Det skal virkelig udbasuneres. Men man kan altså også vise følelser ved at lave et lille anslag på en triangel. Det kræver så, at de, der lytter, også kan opfange det.

- Jeg tror, at mænd og kvinder er lige følelsesfulde, men vi har forskellige registre at arbejde ud fra – vi ser vores følelser på forskellige måder.

Det moderne liv kræver sin mand

Morten Aagaard er præst i Kirkens Korshær, og han møder mange mænd i varmestuen i Aarhus. Og, som han forklarer, så har han hørt den samme historie tusinde gange:

- Det er den samme historie der går igen og igen. De mænd, der kommer i varmestuen, er vokset op i dårlige familier, med inkompetente forældre, manglende faderfigurer, manglende evne til at tale om vanskelige problemstillinger, og de har været vant til at skulle klare det hele selv.

- Jeg oplever, at mange mænd er handicappede, fordi de ikke evner at indgå i stærke relationer – på alle måder – og det gør, at de kan blive isolerede, og det gør det svært for dem at indgå i det moderne liv.

Morten Aagaard mener, der mangler steder, hvor de her mænd kunne lære empati, indfølingsevne og fleksibilitet osv. - som der skal til for at kunne begå sig i et moderne samfund.

- Der mangler steder, hvor mænd kan tillære sig de her egenskaber, siger han.

Du kan møde de tre ovenstående mænd og høre hele programmet, 'Kejser' - mænd og følelser, her.