Jan Lindhardts søn om sin fars Alzheimers: Man er magtesløs

Sygdommen åd min far bid for bid. Det var som at stå på en tribune og se et skuespil udfolde sig, uden at man kunne gribe ind. Sådan forklarer Frederik Lindhardt, der har udgivet en bog om sin far.

Tidligere biskop Jan Lindhardt døde i 2012 af demenssygdommen, Alzheimers. Det har hans søn nu skrevet en bog om. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Det var som at få en dom. Hvilket det jo også var, da den pensionerede biskop Jan Lindhardt i 2012 fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom.

Således forklarer hans 27-årige søn, Frederik Lindhardt, der har skrevet en bog om sin far, 'Lidt af far', hvori han blandt andet beskriver sin far som lederen og fyrtårnet, der – selvom han til tider kunne være meget distræt – altid var mentalt nærværende, når de to kunne have lange samtaler om livet.

To år efter, at Jan Lindhardt fik stillet diagnosen, døde han, 76 år gammel.

Det begyndte i det små

Men forinden var der gået nogle år, hvor Jan Lindhardts familie havde registreret, at der var noget helt galt.

Det var i alle de små af hverdagens gøremål, at den ellers så travle, men nu pensionerede, biskop for Roskilde Stift, begyndte at ændre adfærd:

Siden kom så diagnosen. Alzheimers. Eller dommen, som sønnen udtrykker det:

- Det var hårdt, og det var enormt uretfærdigt, for hvorfor skulle den sygdom lige ramme min søde far. Sygdommen ramte jo også alle os i sidste ende, og det ramte mig, fordi vi hang jo sammen som far og søn og havde en nær relation.

Faldt sammen bid for bid

Mange gange i forløbet med Alzheimers blev det nærmest uudholdeligt for sønnen at være vidne til sygdommen.

- Andre gange tænkte man ikke så meget over det, fordi man havde travlt med at hjælpe ham: Op at stå, op og gå og til sidst hjælpe ham i kørestolen, som han ikke var ret glad for.

- Når man var i gang med at hjælpe ham, så man det ikke direkte. Så andre gange slog det pludselig ned i én, at min far er jo i virkeligheden dødeligt syg og er i gang med at falde sammen bid for bid. Når forfaldet ind imellem blev skåret ud i pap for én, så var det svært at forholde sig til.

Tilskuer uden indflydelse

I sin bog beskriver Frederik Lindhardt det, som at man var tilskuer – man stod på tribunen og kunne se spillet udfolde sig, uden at have nogen indflydelse på det overhovedet. Og den magtesløshed fyldte meget.

- Han ville egentlig gerne stå frem og fortælle om sin sygdom, for han har altid brugt sig selv meget. Han var jo også stammer, og han brugte det til at blive retoriker – men sin Alzheimers kunne han ikke bruge, for han kunne ligesom ikke holde sammen på tankerne og på pointerne, så det gav mening udadtil, fortæller Frederik Lindhardt.