Jeg vil ikke se min mor længere – men det vil min datter!

Hver tredje af os bærer ifølge en psykolog rundt på familiære konflikter. Det er hårdt, når det knirker i familien, og konflikterne forsvinder ikke bare af sig selv.

mormor og barnebarn
Min datter og mor var meget knyttet til hinanden, men nu har jeg brudt med min mor - så hvad gør vi nu, hvor min datter gerne vil have mormor med til konfirmationen? (© COLOURBOX)

Der kom et langt brev til Lev Nu. Ordlyden er i en kortere og redigeret udgave som følger:

Min mor har i mange år haft et skrøbeligt sind. Igennem min opvækst har jeg til tider passet mine yngre søskende, når min mor ville ud og realisere sig selv, og når verden var hende imod, har jeg været der med trøst.

Den berømte dråbe kom, da min mor fejrede en rund fødselsdag. Op til fødselsdagen havde vi hjulpet med invitationer, pynt, diverse festlige indslag mv. Efterfølgende meddelte min mor i et brev mine søskende og jeg, at hun var utilfreds med vores gave til hende, hun skrev hvilke dårlige børn, hun mente, vi er, og hvor ked af det, hun er på sine børnebørns vegne, at netop vi er deres forældre!

Herefter stoppede jeg og mine søskende forbindelsen til min mor. Jeg er slet ikke i tvivl om, at min mor behøver hjælp, men jeg orker ikke mere.

Mit dilemma er dog nu, at jeg har en datter, der skal konfirmeres i foråret. Jeg ved, at det vil betyde meget for min datter, hvis hendes mormor kommer med til festen.

Jeg vil rigtig gerne gøre min datters fest til en god dag for hende, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal række hånden ud mod min mor. Jeg har ikke lyst til at have hende i mit liv længere, men jeg vil gøre meget for min datters skyld?

Husk de sekundære konflikter

Lev Nu har forelagt brevet for en psykolog, der i mange år har arbejdet med den slags problematikker:

- Mange glemmer, at hvis man bryder med sine voksne forældre, og i det her tilfælde en selvcentreret mor, så er der også en familie rundt omkring det her brud, forklarer psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der sammen med journalist Katrine Krebs har skrevet bogen 'FamilieFred med dine forældre'.

Hun forklarer videre, at flere nye undersøgelser peger på, at hver tredje af os bærer rundt på alvorlige familie-problemer.

- Når man foretager et så voldsomt brud, så vil man efterfølgende støde på de sekundære konflikter, der altid vil komme i forbindelse med familien rundt om konflikten.

- Datteren forklarer, at hun føler, hun har fundet fred med sin beslutning om et brud – men det har hun jo så alligevel ikke, for hun fortæller samtidig, at det efterlader hendes datter i et tomrum, forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard

Sæt selv rammerne

Camilla Carlsen Bechsgaard kender den ovenstående problematik fra sin egen praksis, ligesom hun også holder mange foredrag for voksne børn om forholdet til deres voksne og aldrende forældre.

Hun forklarer, at hendes bedste råd til moren, der her søger hjælp, er at tage kontakt til sin mor, men før hun gør det, er det en god idé at gøre sig selv klart, hvordan hun vil gøre det:

- Skriv ned, hvilke rammer du selv ønsker dig, når det handler om kontakten med din mor, råder Camilla Carlsen Bechsgaard, og supplerer, at datteren samtidig kan bruge det som en anledning til at finde ud af, hvilken rolle de skal spille i hinandens liv fremover.

Når det er gjort, kan hun tage kontakt, og de to kan lave en aftale - måske blot om at mødes en time for at drøfte den forestående konfirmation.

- Hun kan så forklare sin mor, at hendes datter rigtig gerne vil have, at mormor kommer med til festen. Så kommer der sikkert først en masse vrede og en masse anklager og alt muligt fuldstændigt ubearbejdet.

Forvent ikke mirakler!

Camilla Carlsen Bechsgaard understreger, at er der konflikter, så skal man ikke regne med mirakler:

- Jeg siger til folk, lad være med at forsøge at lave deres voksne forældre om. En mor, der hele ens opvækst har manglet empati og indlevelse, får det ikke, fordi de voksne børn punker hende. Forvent ikke, at hun i en sen alder pludselig siger: Nej hvor er jeg bare stolt af dig, min skat. Det sker bare ikke!

- Det vil altid blive en kamp om, hvem der har ret – hvis verdensbillede, der er det mest rigtige? Og kunsten er at lære at indleve sig i den andens tanker og følelser. Og sætte sig ud over eget perspektiv. At kunne se hinandens verdensbilleder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk