Jesper Winkelmann tog skridtet fra topchef til rickshaw-kaptajn

Alle har ret til vind i håret, lyder mottoet. Så nu cykler han plejehjemsbeboere ud i det blå.

Jesper Winkelmann får frisk luft, motion og møder nye mennesker i et helt andet miljø, end det han kom fra. Og de gamle kommer ud og se noget nyt og får vind i håret. (© dr)

Der er langt fra et topjob i den finansielle verden til tjansen som rickshaw-chauffør for plejehjemsbeboere. Det er ikke desto mindre det skridt, som 58-årige Jesper Winkelmann har taget.

Han har forladt en stor stilling i pensionsverdenen, hvor han havde ansvar for tusindvis af kunder og rigtig mange pensions-milliarder og bruger nu nogle timer om ugen på at cykle frivilligt rundt med beboere fra plejehjemmet Breelteparken i Hørsholm.

- Ideen kom af, at Breelteparken har hjulpet mig for tyve år siden, da jeg havde en bedstemor, der sad på sjette sal inde i København og stenede væk i en alder af 90. Og hun flyttede til Breelteparken, hvor hun nåede at leve i fem år. Derfor følte jeg, at jeg havde en eller anden form for gæld, fortæller Jesper Winkelmann i Aftenshowet.

- Det er et fantastisk sted, og hun ville ikke have fået de fem år ekstra, hvis ikke det havde været for Breelteparken. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg kunne gengælde, så ville jeg gøre det.

Se hele interviewet med Jesper Winkelmann i Aftenshowet i bunden af artiklen.

Man bliver beriget og ydmyg

Og det frivillige arbejde gør han ikke kun for plejehjemsbeboerne, det er faktisk også en gave til ham selv, fortæller han:

- Når jeg kører sådan en tur et par timer en mandag formiddag, så kører jeg hjem meget beriget, men også ydmyg. For én ting er, at de siger tak, men du kan også se i øjnene på dem, at det her virkelig er noget, der betyder noget. De kommer hjem med fantastisk energi og glæder sig til frokosten, og man kan se, at der er et andet spil.

- Og det gør faktisk, at det er bedre end løn at få den oplevelse. Så simpelt er det.

Fiskefilet på havnen

Selv om han kun har haft sit frivillige arbejde på plejehjemmet i en måneds tid nu, så har Jesper Winkelmann allerede mange gode oplevelser i bagagen.

En dag var han fx ude at køre med en ældre herre fra plejehjemmet, som faktisk kun ligger tre km fra stranden:

- Alligevel sagde han til mig, at han ikke kunne huske, om det var tre eller fem år siden, han havde set vandet. Det gør altså indtryk, at en person bor så tæt på vandet, men aldrig ser det. Det var en fantastisk sommerdag, hvor vi kørte ned på havnen og spiste fiskefiletter.

- Og at date en kvinde på 106 år er altså også en fantastisk oplevelse. Det kan ikke beskrives men skal føles.

Ud i et andet miljø

Jesper Winkelmann håber at udbrede ideen til andre plejehjem andre steder i landet og peger på hjemmesiden cyklingudenalder.dk, hvor der er rig mulighed for at finde et lignende projekt at kaste sig ud i.

Noget af det, han selv har fået ud af sit frivillige arbejde er at komme i et andet miljø.

- Og plejehjemsmiljøet er noget helt andet end den finansielle sektor.

- I det nye år håber jeg at få mulighed for at opsøge andre miljøer, fx opstartsmiljøer, hvor der er unge veluddannede mennesker, der måske kan have brug for én med noget livserfaring. Netop fordi jeg gerne vil have nogle andre input, end jeg har fået de sidste mange år.

Se hele interviewet med Jesper Winkelmann i Aftenshowet i klippet herunder:

Facebook
Twitter