Kan du heller ikke holde på hemmeligheder? Derfor er det så svært

Der er intet unaturligt i at fortælle en hemmelighed videre, fortæller hjerneforsker.

Vi mennesker fungerer i sociale fællesskaber, og vi arbejder hele tiden på at opbygge alliancer med andre. Her kommer hemmeligheder ind i billedet, fortæller hjerneforsker Peter Lund Madsen. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

- Okay, du har det ikke fra mig, men…

Det kan være svært at holde på en hemmelighed. Også selvom du højt og helligt har lovet, at du aldrig vil fortælle den videre til nogen.

Ifølge en måling, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for DR, har 44 procent af danskerne oplevet, at en person har fortalt deres fortrolige hemmelighed videre til andre.

Knap hver fjerde svarer, at de selv har fortalt en hemmelighed, der er blevet fortalt i fortrolighed, videre.

Og det er ikke så underligt, mener læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen.

- Vi mennesker fungerer i sociale fællesskaber, og vi arbejder hele tiden på at opbygge alliancer med andre og indgå i dem. Alliancebyggeri ligger dybt i vores psykologiske struktur og er ikke nogen rationel handling, og det er her, hemmeligheder kommer ind i billedet, siger han.

Skaber intern fortrolighed

Ved at fortælle en hemmelighed videre kan vi for det første få opmærksomhed ved at imponere andre, fortæller Peter Lund Madsen.

- Derudover får vi skabt en intern fortrolighed med en anden person, så en hemmelighed fungerer som en form for handelsgenstand. Der er dog en masse risici ved at fortælle hemmeligheder videre, men det er ikke altid noget, vi tænker på, når vi gør det. Der kan være noget fedt ved at gøre det, siger han.

Der findes dog også mennesker, som er i stand til at holde på en hemmelighed, selvom andre lægger pres på dem.

- Enten er de selv kommet frygteligt galt afsted, eller også har de bare tænkt sig om. For det er jo både amoralsk og dumt at gøre det, da det går ud over den person, som har fortalt hemmeligheden, understreger Peter Lund Madsen.

Er du selv god til at holde på hemmeligheder?

- Jeg er rimelig god til det, men det vil alle nok sige. Jeg synes, det er enormt sjovt at sladre, men jeg har også tænkt meget over konsekvenserne af det, så jeg prøver at styre mig. Men selvfølgelig falder jeg i en gang imellem, siger Peter Lund Madsen.

Sådan har vi spurgt:

  • Har du oplevet, at en person har fortalt din hemmelighed videre, selvom du havde fortalt den i fortrolighed? Ja: 44 %

  • Har du fortalt en anden persons hemmelighed videre, selvom du havde fortalt den i fortrolighed? Ja: 24 %

  • Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af i alt 1.007 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover. Interviewene er indsamlet online på Epinions Danmarkspanel i perioden 8.-13. juni 2016

Facebook
Twitter