Kan du klare dig uden penge i en uge?

Kan det lade sig gøre at leve pengeløst? DR2 Uden Penge gør forsøget i aften.

(© Colourbox)

DR2 Uden kigger nærmere på, hvad der sker, når man tager de ting fra folk, som vi tager for givet i vores dagligdag.

Og i aften drejer det sig en familie fra Næstved, der får til opgave at leve uden penge - i en uge.

Hvor svært kan det være, spørger du måske - men det er faktisk ikke helt nemt, når man lever i et samfund efter princippet om, at hvis du har penge, så kan du alt - men har du ingen penge, så må du undvære.

- Rigtig mange ting i vores samfund er medieret gennem penge. Hvis du ikke har penge, kan du ikke foretage dig særlig meget. Derfor er det spændende at undersøge, hvad man så gør, hvis man pludselig slet ikke har dem, forklarer Lars Højer, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Penge og mad blev inddraget

Lars Højer er aftenens ekspert i DR2 Uden Penge, der besøger familien i Næstved for helt konkret at tage både kontanter og kreditkort fra den.

- De måtte ikke modtage nogen former for penge - løn, støtte eller for andet arbejde. Ligesom vi fjernede deres madlager. De fleste mennesker har jo et lager af madvarer, så man kan klare sig i nogle dage, men her skulle familien begynde helt fra bunden, forklarer Lars Højer videre og supplerer, at man dog ikke rørte familiens betalingsservice i den uge eksperimentet foregik.

Opgaven lød således på, at de ikke havde penge og ikke måtte modtage penge - de skulle klare sig pengeløst.

Slog græs for naboen

Og hvad i alverden stiller man så op?

- Ja, det var jo netop udfordringen. Og selvom det lyder svært, så var det faktisk rimelig let for familien til at begynde med, fordi de har et stort netværk i Næstved, hvor de bor.

- Eksempelvis arbejdede de hos den lokale købmand mod at få varer og slog græs hos naboen mod at få mad, og de blev hjulpet af venner i stor stil.

Efter nogle dage blev skruen strammet yderligere.

- Så måtte de ikke benytte sig af venner og den slags bytte-økonomi, og så blev det en noget større udfordring.

På jagt i Bilkas containere

Hvad kan vi andre lære af aftenens program?

- Vi kan lære, at penge gør livet let for os og at penge gør, at vi kan leve helt anonymt, vi kan handle overalt uden at folk kender os. Men man kan også lære, at penge måske fremmedgør os fra hinanden og gør os i stand til at bytte ting, uden at vi egentlig forholder os til hinanden.

- Og når man bliver tvunget til at leve uden penge, er man måske nødt til at forholde sig til andre mennesker på en anden måde, forklarer Lars Højer og føjer til:

- Og så får vi jo sat vores forbrugsvanvid i perspektiv, for hvis man ikke har penge, kan man jo altid kaste sig over vores "naturlige omgivelser", som bl.a. består af Bilka-affaldscontainere og den overflod af varer, der hele tiden bliver smidt ud.

- Opgaven var rimelig let for familien, men på et tidspunkt skal familien finde ud af, hvordan de eksempelvis skaffer et par rulleskøjter til familiens søn - og hvordan gør man det uden penge?

Se DR2 Uden Penge i aften - og følg med i hvordan familien i Næstved klarer sig uden finanser i en uge og om de får skaffet rulleskøjterne til sønnen. DR2, kl. 20.00.

Facebook
Twitter