Katolsk præst: Nej, du skal ikke nødvendigvis indrømme utroskab

Hvad gør det ved dig at bære rundt på en hemmelighed og den skam, der kan følge med? Og skal du nødvendigvis indrømme det, hvis du har løjet og bedraget?

Medlemmerne af den katolske præst Jesper Fichs menighed har i over 30 år betroet ham deres hemmeligheder og bekendelser. Han opfordrer sjældent folk til at gå til bekendelse over for deres nærmeste, når de har 'betalt' deres bod.

Hemmeligheder kan være små og uskyldige, og de kan være store og tunge.

En af dem, der har hørt sin del af begge slags, er Jesper Fich.

Han er katolsk præst og skiftefader og har været det i 32 år. Han har været i den anden ende af et utal af skriftemål gennem årene og bærer med en absolut tavshedspligt rundt på en hel menigheds bekendelser.

Bekendelserne dækker over ”absolut alt” - lige fra "den daglige opvask" til "hovedrengøring”, som Jesper Fich selv udtrykker det.

- Mange står i en situation, hvor de er enormt forvirrede, og nogle gange kan de have dårlig samvittighed over noget, som de ikke behøver, fortæller han.

- Magtesløshed og dårlig samvittighed er to følelser, der næsten er uadskillelige, og folk forveksler dem meget ofte.

Præsten: Alle kan få brug for en ventil

Skriftemålet er først og fremmest en religiøs handling. Har du forbrudt dig mod andre eller dig selv og Guds vilje, skal du vise anger og bekende, hvorefter du modtager absolution - tilgivelse - og en bod.

Jesper Fich mener, at alle, uanset om de er troende eller ej, kan opleve, at de har brug for en ventil, når de bærer rundt på en hemmelighed og den skam, der kan følge med.

- Det er ikke godt for os, hvis der ikke er nogen, der ser os over skulderen. Det handler ikke om, at vi skal gå rundt og betro os til hinanden i ekstremer. Men det ville da være forfærdeligt, hvis vi ikke vidste, hvor vi skulle hen og bekende os.

Når katolikkerne skal skrifte, er der fire trin: Velsignelsen, bekendelsen, absolution og boden.

Om du er katolik eller ej, er du formentlig bekendt med den traditionelle skriftestol, hvor et gitter adskiller præsten og den skriftende. Men det er sjældent, at den rent faktisk er i brug. Ofte foregår det ansigt til ansigt. Nogle gange kan det være på en gåtur rundt i København.

Efter bekendelsen og absolutionen giver Jesper Fich en bod. Boden afhænger af den konkrete situation og kan være alt fra at bede fadervor, tænde lys og donere penge til velgørenhed til overvejelser om, hvordan du skal gribe din situation an.

Skal du gå til bekendelse over for dine nærmeste?

Men hvad skal du gøre, når absolutionen er givet, og boden 'betalt' – skal du også gå til bekendelse over for den person, du måske har løjet for eller forvoldt skade?

- Det er ikke sikkert. Det opfordrer jeg faktisk utroligt sjældent til. Det skal jo give mening, hvis de skal gøre det, siger Jesper Fich og tilføjer:

- Det kommer også an på, hvad et forhold eller venskab kan rumme. Skriftemålet rører jo også ved de ting, der er uoprettelige og så meget i stykker, at du ikke længere kan bede om tilgivelse. Så må du jo tage action på en anden måde.

Så ved utroskab vil svaret ikke nødvendigvis være at bekende?

- Nej, bestemt ikke. Det må komme an på en konkret vurdering, som man kan prøve at tage sammen.

Præstens opgave er at glemme

En af søjlerne i skriften er skrifteseglet. Jesper Fich har en absolut tavshedspligt – uanset hvad der måtte komme frem, må han ikke videregive oplysningerne.

Jesper Fich ser tilbage på en episode, hvor et barn kom og skriftede, og selvom han havde lyst til at gå videre med historien, gjorde han det ikke.

- Så havde det endnu engang vist sig, at man ikke kan stole på voksne mennesker, siger han.

Selvom han lægger øre til lidt af hvert, er det ikke noget, han tager med sig videre.

- Man er selvfølgelig ikke ligeglad, men man mister nysgerrigheden. Det er min opgave at glemme. Og jeg må aldrig komme tilbage til dig med noget, du har sagt, understreger han.

- Der er noget smukt i at angre

Selvom Jesper Fich har ”mistet sin nysgerrighed”, som han selv siger, kan der stadig være ting, der gør indtryk på eller forbavser ham. En af de første gange, han tog imod skriftemål, var det en bekendt, der sagde ”noget drastisk”.

- Jeg klagede til min mentor, som sagde: ”Lad være med at skabe dig. Glæd dig over, at det langt om længe er blevet sagt”.

Og det at få noget sagt højt er et vigtigt skridt, for ifølge Jesper Fich handler skriftemålet også i høj grad om at være ærlig over for sig selv.

På et tidspunkt ringede en kvinde i en anden forbindelse end skriftemålet og fortalte ham, at hun var begyndt at drikke igen, og at han var den første, hun fortalte det til.

- Jeg sagde: ”Ja, for du har jo ikke engang sagt det til dig selv".

- Det er i den grad væsentligt at få det sagt, så du også hører det selv og står ved det. Det er vigtigt at forstå, at summen af dine ugerningerne ikke er lig med din identitet.

Selvom sognepræsten i første omgang kan tænke ”hold da op”, når folk betror sig til ham, dømmer han ikke. Det er ikke op til ham som præst, understreger han, og han finder tværtimod noget smukt i de mennesker, der kommer og lægger kortene på bordet.

- De mest sympatiske mennesker er dem, der tager opgøret med noget skævt. Der er dem, der er pisseligeglade, og dem, der bare tror, at de ejer verden, og det er forfærdeligt, men folk, der har anger og evnen til at fortryde, har noget smukt i sig.

Jesper Fich

  • 59 år

  • Præst og skriftefader siden 1984

  • Sognepræst, Frederiksberg, Skt. Mariæ

Facebook
Twitter