Klatring er en hjernesport

Du kan lære at træffe beslutninger i pressede situationer ved at klatre. Samtidig er det en hobby med færre skader end andre sportsgrene.

(Foto: © Ulla Abildtrup, DR)

Klatring plejede at være en sportsgren forbeholdt de få, der havde tid og råd til at rejse langt væk og bestige bjerge eller klipper.

I dag strømmer medlemmer til klatresporten, og der er mulighed for at klatre i klubber, på bygninger eller sten de fleste steder i Danmark.

Klatregrebene er i forskellige farver afhængig af sværhedsgraden. (Foto: © Ulla Abildtrup, DR)

En individuel spo rt

- Klatrere ligner surfere og skatere på den måde, at klatring er en individuel sport, du dyrker i fællesskab med andre, siger Esben Seir, der har klatret i 25 år.

Han elsker friheden og anarkiet i klatring – der er ikke en masse regler som i for eksempel fodbold eller tennis.

Du lærer at holde fokus

Esben Seir er sport- og eventmanager i Nordeuropas største klatrehal Københavns Klatrecenter på Refshaleøen.

Centret arrangerer blandt andet teambuilding for virksomheder.

- Generelt synes jeg, folk zapper for meget rundt i deres liv. Som klatrer lærer du at tage beslutninger i pressede situationer, siger Esben Seir.

- Du lærer også at holde fokus, for du kan ikke klatre, hvis du ikke har hjernen med i det.

Særlige klatresko hjælper med at stå fast på væggen - men de klemmer! (Foto: © Ulla Abildtrup, DR)

Få skader

I klatrecentret kan du klatre med reb op til 15 meter op af væggene i det nedlagte skibsværft.

Du kan også boulde, hvor du klatrer uden reb og springer ned på en madras fra 3-4 meters højde.

- Du kan få en hudafskrabning eller en skramme, men der er langt færre skader i klatresporten, og de er meget mindre alvorlige end i andre sportsgrene, siger Esben Seir.

Alle er velkomne

Københavns Klatrecenter er indrettet, så der både er plads til erfarne og nybegyndere, forklarer en af ildsjælene bag stedet, Ola Mattsson.

- Klatring var tidligere en lille sportsgren, fordi vi manglede faciliteter, men på et halvt år har vi fået 1400 brugere.

Alle kan komme i centret – også bare til en kop kaffe i caféen.