Kom med tilbage til 50'ernes folkeskole: Spanskrør og udenadslære

Den amerikanske kultur begyndte så småt sit indtog i Danmark i 1950'erne. Men hvis skoleleverne blev for vilde med rock and roll og Elvis, fik de spanskrøret at smage.

I programrækken 'Mig og Klassen' på DR1 har seerne været på rundtur i den danske folkeskole i forskellige årtier.

Mandag aften var tiden skruet langt tilbage, da Søren Ryge fortalte om sin barndom i den sydslesvigske landsby Agtrup i 1950'erne.

I 1950'erne var det fortsat normalt, at de små landsbyskoler kun havde én lærer til alle klassetrin, men landsbyskolen var under opbrud, og moderne centralskoler skød frem i byerne.

Boede på skolen med familien

Sådan var det dog ikke på den lokale landsbyskole i Agtrup.

Her gik og boede Søren Ryge på den danske skole. Hans far var nemlig netop eneste lærer, og han gjorde en dyd ud af at lære alle skolens elever, hvad de kunne finde i naturen.

Udenadslære og spanskrør

Dermed var der ikke meget rock and roll og Elvis over Søren Ryges opvækst, men andre steder i landet begyndte den amerikanske kultur så småt at vinde indpas.

Moden var at fyrene satte deres hår i en anderumpe og forsøgte at se seje ud i deres læderjakker, mens pigerne brugte hestehale og gik i slacks.

I skolen var der dog endnu ikke plads til alt for nymodens ting. Der blev primært undervist ved tavlen i udenadslære, mens gymnastikundervisningen i højere grad blev rykket indenfor i gymnastiksale.

Og til at holde styr på det hele, havde lærerne spanskrøret.

Få et kig tilbage til 1950'ernes folkeskole i videoen i toppen af artiklen.

Du kan også komme tilbage i tiden her: