Kom og smag - det er gratis

Der er altid kø omkring de gratis smagsprøver, og det er der flere årsager til, siger sociologen.

(© Colourbox)

Måske har du cruiset rundt til nogle af sensommerens mange madfestivaler og har undret dig over, at der er visse steder folk især flokkes om.

Når du kommer tættere på, så forstår du bedre hvorfor: Gratis smagsprøver, selvfølgelig!

Og man skulle da være et skarn, hvis man ikke selv lige napper en lille bid ost eller de små stykker tapaspølse, som står dér og frister. Og hvorfor er det, at vi tilsyneladende elsker de små gratis smagsprøver.

- For det første kan man vist godt slå fast, at vi danskere er nogle suckere for alt, hvad der er gratis, kommenterer madsociolog Jon Fuglsang, Professionhøjskolen Metropol.

Mening med galskaben

Men for visse butikker er der faktisk en mening med galskaben. Eksempelvis hos slagterbutikken Slagter Lund, der har butikker både i Torvehallerne og på Peter Bangs vej i København.

- I vores butik på Peter Bangs Vej har vi i mange år haft smagsprøver på disken - ofte af de forskellige spegepølser og af nylavede flæskesvær, vi laver - om vinteren varme supper eller varme færdigretter, forklarer medindehaver Berit Lund, der er af den overbevisning, at det giver loyale kunder, der har lyst til at komme igen.

Får maven fyldt

Anderledes forholder det sig i slagterens forretning i Torvehallerne, for her oplever man, at flere kommer forbi for nærmest at få fyldt maven:

- Der er mange turister - både fra ind- og udland - som er uden interesse for selve varen eller for at købe den - men kommer forbi for at mærke atmosfæren derinde og for at smage. Så der er meget forskel på, hvilken funktion vores smagsprøver har, forklarer Berit Lund og supplerer, at man flere gange har drøftet om smagsprøverne i Torvehallerne kun skal være der i forbindelse med weekender eller helligdage, fordi de udgør en ikke uvæsentlig post i forretningens budget.

Byder kunderne indenfor

Hos chokoladespecialisten Peter Beier har man en helt speciel filosofi, når det drejer sig om gratis smagsprøver:

- For os er det en selvfølge at byde kunderne indenfor med et tilbud om at smage. Tanken er at give kunderne mulighed for at smage på chokoladen og derefter beslutte sig for at købe eller ej, forklarer direktør Peter Beier.

- Vi lader det ikke stå fremme på disken, men byder helt automatisk på en smagsprøve - ligesom man gjorde det hos ostehandleren i gamle dage. Vi mener det i ærbødighed overfor kunden, som så kan beslutte sig for at handle eller ej. Det handler om, at kunden bliver mødt og føler sig velkommen og godt tilpas.

Brug dine sanser

Smagsprøver har tilsyneladende flere funktioner:

- Når der står smagsprøver på disken, så kan du prøve dig frem, det er uforpligtende at smage, for det er jo gratis. Det er en helt almindelig opfattelse, at hvis du har en madbod eksempelvis, så skal der gratis smagsprøver til, fordi det vækker folks interesse og trækker folk til, forklarer madsociolog Jon Fuglsang, Professionhøjskolen Metropol videre og supplerer:

- For producenten er det også en måde at få folk i tale på - og som kunde kommer du med smagsprøven tættere på produktet, fordi du får brugt dine sanser.

Facebook
Twitter