KOMMENTAR Der er ingen lette løsninger for pårørende til dement

Det er vigtigt, at man finder sine egne veje, der kan holde én oppe, når man er pårørende til alvorligt syge.

Alzheimers ændrer den syges personlighed, og det er så hårdt at skulle håndtere det som de nærmeste pårørende. (© Gettyimages)

En bruger spurgte læge Britta Weyer, hvorfor sygdommen Alzheimers i den grad ændrer den pårørendes personlighed til at være negativ og mistroisk, og hvordan man som pårørende bliver i stand til at leve med det. For hvad nu, hvis man ikke er i stand til at rumme sygdommen, der har ramt det nære familiemedlem?

Psykolog Henrik Tingleff supplerer med følgende råd til samme bruger:

En sådan sygdom kan ikke undlade at sætte en masse tanker i gang hos de ramte pårørende: Hvad skal jeg gøre? Burde jeg gøre noget andet? Burde jeg bare kunne rumme det? Elsker jeg ham ikke nok, siden jeg reagerer sådan her? Hvorfor kan jeg ikke bare tilpasse mig?

Eller måske tanker om den syge: Nu overdriver han da vist også!, Jeg kan ikke have det! Hvad bliver det næste han finder på?

Alle disse tanker bidrager til stress og bekymring - og en masse yderligere tanker om ”hvor god en pårørende man nu er”.

Der er ingen lette løsninger, og der er ingen entydige svar på, hvordan man skal agere som pårørende.

Følg din mave - det er ok

Men der er dog to helt centrale elementer, som man kan hjælpe sig selv til at huske på:

1. Der er ikke én given måde man skal tænke eller handle på. Vi reagerer på den måde, vi nu engang gør. Vi tænker det, vi nu engang tænker. Der er ikke tanker der er ”forkerte”, syn på den syge som er ”ufølsomme” eller for den sags skyld handlinger som er ”forkastelige”. Hvad vi end rammes af, så er det sådan, det er. Og det er OK. Det kan og skal ikke være anderledes.

Begynder vi først at bebrejde os selv - eller tvinge os selv til at ændre - den måde vi reagerer på, så mister vi for alvor overblikket i den i forvejen problematiske situationen. Vi må lytte til hjertet, til mavefornemmelsen - og gøre dét, som de fortæller os.

Hvad er godt for dig!

2. Det er fysisk hårdt at være pårørende. Det er afgørende vigtigt - uanset hvem vi hjælper, og hvad de fejler - at vi sørger for at holde os selv oppe. Det kan være, at vi skal motionere endnu mere nu, se endnu flere af de venner, der giver energi, rejse en ekstra gang - eller hvad det nu er, der ”holder os kørende”.

Det kan også være, at vi skal overveje, hvor meget tid, og hvor mange kræfter, vi skal bruge på den syge. Nogle gange er det bedre at bruge lidt mindre tid - men til gengæld være i stand til at gøre det fast og over en lang periode - end at bruge en masse tid og kræfter og så selv brænde ud. Så hjælper vi slet ikke vores pårørende.

Facebook
Twitter