Kristian fik lykkepiller, da hans far døde: Det var helt skævt

Pillerne fik ham til at glemme faderen og glemme sorgen, så dem stoppede han hurtigt med.

Der var ingen sygdomsperiode eller andre tegn på, at noget kunne være galt, forud for at Kristian Lyngs far døde af en blodprop i hjertet i en alder af 48 år. (© Kristian Lyng)

Den 4. januar 2004 døde Kristian Lyngs far, 48 år gammel. Da var Kristian 16 år. Faderen, der indtil da havde været sund og rask, faldt pludseligt om med en blodprop i hjertet.

- I starten havde jeg det sådan, at ingen skulle vide det, for jeg ville ikke have, at mine venner skulle lave om på den måde, de var over for mig, fortæller Kristian Lyng.

- Så jeg snakkede ikke om det med nogen, og ingen spurgte mig om, hvordan jeg havde det.

Så kom reaktionen

Dén facade kunne Kristian Lyng opretholde et par måneder. Men så begyndte det at krakelere.

- Jeg begyndte at stikke af fra skolen, og jeg begyndte at skære i mig selv. Chokket indhentede mig, kan man sige.

- Jeg følte ikke, jeg havde nogen venner, og jeg var meget ensom. Jeg gik både i en sorggruppe og hos en psykolog, men der var ingen, der fulgte op på det. Ud over de timer, jeg var dér, var der ingen, der tog sig af mig og min sorg.

Fik antidepressiv medicin

Da det blev sommer, havde Kristian Lyng det så slemt, at han forsøgte at begå selvmord. Det blev heldigvis forhindret af moderen til hans daværende kæreste.

- Derefter kom jeg til en samtale på børnepsykiatrisk klinik i Aalborg med en psykiater, som allerede efter et kvarter mente, at lykkepiller ville være det helt rigtige for mig.

Dermed blev Kristian Lyng en del af den nye forskning fra Kræftens Bekæmpelse, der viser, at børn og unge, der mister en forælder, er i markant større risiko for at komme i behandling med antidepressiv medicin end andre.

- Min mor og jeg var så rundt på gulvet, at vi tog imod ethvert godt råd med kyshånd, men efterfølgende tænkte jeg da, at det var helt skævt, at en læge, som havde kendt mig i 15 minutter, kunne vurdere, at jeg – en 16-årig i dyb sorg, fordi jeg havde mistet min far – havde brug for lykkepiller.

Pillerne fik ham til at glemme

Kristian Lyng stoppede allerede efter tre uger behandlingen, fordi han ikke følte, at den gav ham den rette hjælp.

- Pillerne gjorde mig godt nok i bedre humør, men de betød samtidig at jeg glemte min far og glemte at bearbejde sorgen, glemte at være 16-årige Kristian, der havde mistet min far. Og jeg havde ikke behov for at glemme.

- Jeg var bange for, at pillerne bare ville udsætte min sorgbearbejdelse, og hvad så efter to år?, tænkte jeg. Skulle jeg så til at starte forfra med at bearbejde sorgen?

Det værste var tavsheden

Efter at han stoppede med medicinen, indså Kristian Lyng, at vejen frem var at være mere åben om sin sorg og bede om hjælp. Blandt andet fik han en kontaktperson i fritidstilbuddet på skolen, som han kunne tale med, og som kunne træde til, når han kom hjem fra psykologen. Og han talte åbent med venner og familie om sin sorg.

- Det hjalp, at jeg fik fortalt min historie til mine kammerater og fik sagt til dem, at de ikke skulle være bange for at gøre mig ked af det, for uanset, hvad de sagde, så kunne de ikke gøre mig mere ked af det, end jeg var.

- Bare et klap på skulderen, et smil, at de spurgte om jeg ville med over og spille fodbold, vide at de tænkte på mig, det var det, jeg havde brug for. Det var jo ikke 16-årige kammerater, der skulle bearbejde min sorg.

Det værste for Kristian Lyng var, når hans omgivelser ignorerede ham, eller ignorerede at han havde mistet sin far.

- Mit budskab var, at de ikke skulle være anderledes over for mig. Jeg ville hellere have, at de behandlede mig som Kristian fra før.

Savner hjælp i forhold til omgivelserne

Han er ikke i tvivl om, at kombinationen af hans egen tavshed og omverdenens tavshed skubbede til følelsen af at være anderledes og ensom. Men antidepressiv medicin var ikke løsningen i hans tilfælde.

- Min egen tavshed skyldtes jo, at jeg var frustreret og følte mig magtesløs over, at jeg havde mistet min far. Omverdenens tavshed skyldtes vel, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre.

- Jeg fortalte selv mine klassekammerater, at min far var død, og derefter talte de sammen i nogle timer om det. Men ellers var der jo ikke nogen, der tog hånd om, hvordan man tackler at få en kammerat, der mister sin far. Der kunne godt være mere hjælp til det at vende tilbage til gruppen.

Kristian Lyng er 28 år nu og har det godt i dag. Men savnet efter faderen går aldrig væk. (© Kristian Lyng)

Med faderens død var Kristian Lyng blevet anderledes.

- Da jeg mistede min far, blev jeg pludselig voksen meget hurtigt. Jeg kom meget tidligt i livet til at tænke over meningen med livet. Pludselig blev så mange ting i mit liv vigtigere end at være 16 år og teenager.

- Det gav selvfølgelig en afstand til mine kammerater, fordi jeg var et andet sted end dem. Men jeg havde stadig brug for at være 16 år.

Ensomheden rakte også helt ind i Kristian Lyngs egen familie. Hans søster og hans mor fik lige som han selv individuel psykologbehandling:

- Men der var ingen hjælp til os som familie, og det kunne vi godt have brugt.

Facebook
Twitter