Kristine var ensom under barslen: Hvorfor var der ingen, der havde fortalt mig det?

Det er ikke en dans på roser for alle at være på barsel.

Kristine Bjerre på 30 år fra Aarhus blev mor til sit første barn for et år siden og havde regnet med, at barslen ville give mulighed for at hygge sig, bage boller, læse en bog eller følge med i en ny serie.

- Jeg fik at vide, at jeg bare skulle nyde det, og at det er hyggeligt at være på barsel. Men det, synes jeg, er helt forkert. Det var enormt ensomt at være derhjemme.

Hun følte, at folk omkring hende ikke forstod, hvad det var for nogle dage, hun havde med sit barn, og hvorfor det ikke var fedt.

- Jeg har en dreng, som ikke sov særligt lang tid af gangen, så det var svært at planlægge, når man skulle ud af huset, synes jeg. Det blev et stort projekt at skulle ned i byen, siger hun.

- Der er ligesom en konsensus om, at det er fedt at være på barsel, og at man kan nå alle mulige ting, men det kunne jeg bare ikke. Min mand forstod det først, da han selv kom på barsel for et par måneder siden.

Misundelig på manden

Kristines mand arbejdede de første ni måneder af deres søns liv, og hun var misundelig over, at han havde et socialt liv og noget andet end barnet at gå op i.

- Det her med, at han tog på arbejde, det syntes jeg var lidt snyd, fordi han jo kom ud og var sammen med kollegaer og blev stimuleret, og det savnede jeg jo selv, siger hun.

Hun var ikke forberedt på, hvor stor en omvæltning det kom til at være at blive mor.

- Op til fødslen havde jeg rigtig meget fokus på det at skulle føde et barn, fordi det var første gang og virkede ret skræmmende. Alt, der kom bagefter, havde jeg ikke skænket en tanke.

Mor-titlen begrænser

Det var specielt omverdenens syn på hende, der overraskede hende. For nu så hendes venner hende først og fremmest som mor, og med det mærkat fulgte der en masse begrænsninger.

- Og det var jeg jo ikke vant til. Jeg følte, at de så en person, som jeg ikke selv havde lært at kende endnu.

Det betød helt konkret, at hun ikke længere blev inviteret til så mange ting.

- Og det var også ensomt. Jeg har jo stadig den samme identitet og vil de samme ting i mit liv.

Dårlige barselsoplevelser er overset

Kristine Bjerre lagde ikke skjul på, at hun synes, at det var hårdt at gå derhjemme uden nogen andre voksne at tale med, og hvor alle samtaler, hun så havde med andre voksne, handlede om barnet. Men hun synes ikke, at det blev forstået.

- Der blev ikke spurgt så meget ind til det. Men jeg tror, at det er de færreste, der har en barsel, hvor alt er en dans på roser. Så hvorfor kan vi ikke snakke mere om det?

Hun havde en oplevelse af, at ensomhed ikke er noget, man taler om, og at holdningen til barselsperioden er, at det er en vidunderlig tid.

- Jeg blev lidt irriteret på folk, og tænkte: ’Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig, at det kan være mega-ensomt at være på barsel?’ Så jeg synes, det er vigtigt, der kommer mere fokus på det, siger hun.

Har du også oplevet, at det var ensomt at være på barsel, så vil redaktionen bag P1-programmet Borgerservice Live gerne høre fra dig.

Borgerservice sender på torsdag klokken 9 og har fokus på, hvordan man undgår at blive ensom under barslen. Skriv til redaktionen på Borgerservice@dr.dk

Du kan også deltage i samtalen med andre lyttere i redaktionens facebookgruppe, Borgerservice på P1.