Lær at blive herre over eget humør

Det, du tænker, styrer dit humør. Og tanker, der ukritisk får lov at fylde, kan gøre livet surt for dig.

(Foto: °Œp± © Colourbox)

Du kan lære at balancere dine tanker og dermed dit humør.

- Det handler om at blive opmærksom på, hvad der går igennem hovedet på dig og overveje i hvor høj grad, det er hensigtsmæssigt for dig - og stemmer overens med virkelighedens verden!

Det forklarer psykolog Henrik Tingleff, faglig direktør i Mindwork Psykologisk Center og sideløbende er ekspert på Lev Nu, hvor han svarer på spørgsmål fra brugerne om livet – både når det er godt, og når det er mindre godt.

Sæt en stopper for tankerne, når de løber løbsk

Henrik Tingleff har også skrevet en række bøger – blandt andet Kognitive Terapi Metoder i hverdagen 1 og 2, hvor han beskæftiger sig med tankernes betydning for helt almindelige menneskers hverdag.

- Man skal ikke altid tro på det, man tænker. Hvis tankerne får lov til ukritisk at køre derudaf, så kan du få en helt forkert opfattelse af dig selv, af folk omkring dig og i sidste ende din hverdag.

Et sådan negativt tankemønster kan komme til at styre dit liv. Så det handler om at reagere og tage det alvorligt, hvis du kan mærke, at dine tanker begynder at ”løbe af med dig”, og du kan mærke, at du begynder at mistrives, forklarer han videre.

- Angst, depression og stress er blandt de faktorer, der kan være med til at skubbe dine tanker i en bestemt negativ eller selvkritisk retning, og hvis du begynder ukritisk at tage enhver tanke for gode varer, så vil det i sig selv gøre angst-, depressions- eller stressproblematikken værre.

Stemmer tankerne overens med virkeligheden?

For at imødegå det, så kan man lære at undersøge og evaluere sine tanker, når de opstår: Hvad bygger jeg egentlig denne her antagelse på? Hvem har sagt eller gjort noget, der entydigt bekræfter, at det er sandt? Kunne der ske noget andet, end det jeg lige nu frygter?

- Det er bl.a. dét, kognitiv terapi drejer sig om. At lære at optimere og tilpasse sin adfærd til de udfordringer og situationer, man møder, forklarer Henrik Tingleff.

- Det handler ikke bare om at ”helbrede sygdom” - men i mindst lige så høj grad om at forebygge, at håndtere helt dagligdags udfordringer - og i bund og grund om at trives.

Træk vejret og tæl til ti

Men hvordan bliver man så herre over sine egne tanker i en hverdag, der buldrer derudaf, og hvor der ikke just er tid til de store psykologiske refleksioner for hvert enkelt skridt.

Svaret er ifølge Henrik Tingleff ganske enkelt: Det handler ikke om et større stykke psykologisk analysearbejde.

- Hvis vi blot bliver bedre til - bare en gang eller to om dagen - når vi mærker vores humør skifte, nervøsiteten stige eller vreden komme snigende, lige trækker vejret tre sekunder og tænker: ”Hvad gik der lige gennem hovedet på mig dér?; Hvad var det for en tanke, der fik mig til at reagere sådan?” - så vil det for mange i sig selv være justerende og korrigerende.

- Man kan også hjælpe sig selv til denne refleksion ved to-tre simple opfølgende spørgsmål som ”Er jeg nu helt sikker på, at den tanke er sand?”, ”Er der noget, jeg glemmer at tage i betragtning?”, ”Kunne det være ment på en anden måde; Kunne der ligge noget andet - og mindre problematisk - bag?”

- Ofte vil sådan en lille refleksion hjælpe os til lige at kunne nå at justere vores reaktion og vores handlinger, så det, vi gør og siger - og den måde vi har det på - stemmer overnes med sådan som situationen rent faktisk er; ikke bare som vores tanker kommer til at tro.

Jo oftere vores tanker, følelser og handlinger er tilpasset den reelle situation - jo bedre trives vi!

Hør mere om at styre dit eget humør ved hjælp af dine tanker, når Henrik Tingleff gæster Bogforum i Bella Center på fredag. Det er klokken 16.15 på Lev Nu-scenen.

Facebook
Twitter