Ludomani rammer få, men har store konsekvenser

Mange ludomaner får ikke bare stor gæld, men også misbrug, psykiske lidelser og selvmordstanker.

(© Colourbox)

Hvert år rammes omkring 5.000 danskere af ludomani. Og det er ikke noget stort tal i forhold til, at over en million danskere hver uge spiller om penge.

- Ludomani er ikke den mest udbredte lidelse, men de få, der bliver ramt, rammes ofte meget hårdt. Mange får livsvarig gæld og andre alvorlige problemer, siger psykolog Henrik Tingleff, der har skrevet bogen Fri For Ludomani.

I aftes viste DR2 en temalørdagen om gambling, og her kunne man se 21-årige Daniel komme helt galt af sted, da han blev afhængig af spil for nogle år siden.

Daniel stjal 88.000 fra sin bedste ven for at spille

Han tabte alle sine penge og for at få råd til at spille mere, så stjal han 88.000 kroner fra sin bedste ven.

Og da han blev opdaget, så endte han med at flygte fra sin bolig, sin familie og en gæld på 250.000 kroner. Og han overvejede selvmord, inden han endelig fik hjælp mod ludomanien.

I dag har Daniel det godt. Han er i gang med en uddannelse som kok og har et liv uden spil. Men hans tidligere situation er desværre en typisk historie for mange ludomaner, fortæller psykolog Henrik Tingleff.

Disse problemer er typiske for ludomaner:

  • Øget risiko for at udvikle psykiske lidelser som angst og depression.

  • Øget risiko for at udvikle misbrug - især af alkohol.

  • Hyppigere frekvens af selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvmord.

  • Højere skilsmisserate end resten af befolkningen.

  • Stor sandsynlighed for at begå kriminalitet - især tyveri og dokumentfalsk for at skaffe penge til spil.

  • Børn af ludomaner kan udvikle følelsesmæssige forstyrrelser og har øget risiko for at udvikle ludomani.

  • Lange de fleste ludomaner har store økonomiske problemer og stor gæld.

  • Kilde: Fri For Ludomani (2012, Henrik Tingleff).

Facebook
Twitter