Måske Danmarks stærkeste mand: Mit mål er 100 procent fokus på én ting

I dag kæmper 12 mænd om titlen som Danmarks stærkeste mand. Mads er en af dem.

Mads Erenskjold
(© Dr)

I dag, lørdag, kæmper 12 mænd om titlen som Danmarks stærkeste mand. En af dem siger, at han føler sig allermest i live foran en vanvittig tung vægtstang, hvor han er nødt til at fokusere 100 procent på den ene ting.

- Det er de færreste situationer, hvor man er til stede 100 procent i nuet, siger Mads Erenskjold.

25-årige Mads blev nummer tre sidste år og går efter at vinde titlen i år.

- Når jeg træner og deltager i konkurrencer, kommer jeg ind i en sindstilstand, hvor det eneste, der betyder noget, er den vægt, der ligger foran mig. Alt andet lukker jeg ude.

- Det er en fantastisk følelse, og der hvor jeg yder allermest og føler mig allermest i live.

Mange piger vil træne hos Mads

Mads Erenskjold har trænet, siden han var 14 år og begyndte til kickboksning. Tre år senere blev han nummer to ved verdensmesterskabet i kickboksning.

Han fortsatte den intensive træning i militæret med crossfit og er i dag personlig træner og holder seminarer om træning.

- Jeg har fået overraskende mange henvendelser fra piger. De vil ikke have kæmpe store muskler, men gerne være lidt fastere rundt om for eksempel ballerne.

Mads’ vigtigste råd er, at du skal prioritere din tid, hvad enten du vil tabe fem kilo eller stille op til konkurrencen om Danmarks stærkeste mand.

- Nogle dage kan jeg næsten ikke kravle ud af sengen, fordi min krop gør ondt over det hele. Men du bliver overrasket over, hvor meget din krop kan klare.

- Det er oftest i hovedet, at begrænsningen sidder, fordi man har 100 undskyldninger for at springe over træningen. Kroppen siger derimod ikke nej.

Smerte, nedtur og godt kammeratskab

Mads advarer klart imod at overtræne:

- Det er direkte dumt at overtræne, men hvis du vil op på eliteniveau, er du nødt til at træne hårdt. Du er også nødt til at acceptere, at du nogle dage oplever smerte, nedture og skader.

Til gengæld venter der et kæmpe godt kammeratskab inden for stærk mand-sporten:

- Det er jo en individuel kampsport, hvor kampen står mellem dig og vægten – ikke imellem dig og din træningskammerat. Derfor har vi et super godt kammeratskab inden for sporten, siger Mads Erenskjold.

(© Dr)

Lørdag i Svendborg står kampen både mellem Mads og vægtene og de 11 andre stærke mænd, og kun én kan vinde mesterskabstitlen.

- Der er så mange discipliner inden for stærk mand-sporten, og derfor er den rigtig svær, men jeg brænder for at vinde.

Mads er ikke klar på, om han stopper, hvis han bliver kåret som Danmarks stærkeste mand:

- Jeg vil altid søge at forbedre mig og blive dygtigere. Jeg sætter mig altid nye mål. For mig er det en kamp mod sig selv, og heldigvis har jeg en kæreste, som forstår mig.

- Det kunne ikke lade sig gøre at bruge så meget tid på træning, hvis vi ikke var enige om at give hinanden plads til at prøve vores drømme og mål af og støtte hinanden undervejs.

Opdatering 27/10:

Mads sluttede på en flot 3. plads i konkurrencen.