Niels, Malene og Henning mødt med omsorg: Seerne inviterede på sommerferie og flyvetur

Malene, Henning og i særdeleshed deres søn Niels gik lige i hjertet på seerne, da "En vej - to verdener" løb over skærmen.

Familien er dog meget bevidst om, at det er en meget midlertidig situation, og at livet formentlig går tilbage til normalt meget snart. (Foto: BLU a/s © Type 2)

Husker du lille Niels, hans mor Malene og hans far Henning fra blokkene i Toveshøj i Aarhus?

Hvis du så DR1-programmet ”Én vej – to verdener”, så er der ingen tvivl om, at du husker dem. For de gjorde et stort indtryk på hele Danmark, dengang programmerne blev sendt i foråret som en del af DRs tema om ulighed.

Familien lever af en kontanthjælp og en førtidspension og har ikke meget at rutte med i hverdagen. Men de vandt netop seernes hjerter ved at vise os, at det ikke gør deres liv hverken ringere eller mindre fyldt med glæde og drømme end alle andres liv.

Undervejs i løbet af programmerne flytter familien til en større lejlighed. I klippet herunder ser vi far Henning, der har lejet en lille flyttebil og henter sønnen Niels på skolen for at tage ud og se på deres nye hjem:

Men hvordan er det egentlig gået dem, siden tv-kameraerne slukkede? Lev Nu har taget en snak med Malene Fiil:

- Det har stort set kun været en positiv oplevelse at være med i det program. Folk stopper os stadig på gaden og spørger, hvordan det går.

Her på dr.dk/levnu skrev vi også om familien, mens programmet kørte, og allerede dér kunne vi mærke den store positive interesse.

Brugere og seere sendte simpelthen mails, hvor de spurgte, hvordan de kunne komme til at hjælpe familien – især Niels.

Flyvetur og fodboldkamp

Rigtig mange af forespørgslerne mundede faktisk ud i gode oplevelser og hjælp til dagligdagen for Niels og hans forældre, fortæller Malene Fiil.

- Vi blev fx inviteret af en håndboldspiller i KIF til at komme ind og se en kamp. Det var en rigtig VIP-invitation, hvor vi blev inviteret til at spise med, og Niels fik en pose med spillertøj og en bold og forskellige andre ting.

- Vi har også været inviteret ud og se AGF spille fodbold. Det har været nogle rigtig gode oplevelser for Niels.

Familien har såmænd også været ude at flyve en tur i vandflyver.

- Jeg blev ringet op af en person fra firmaet bag vandflyveren en eftermiddag i juni, og spurgt, om vi ville prøve sådan en tur. Klokken var halv fem om eftermiddagen, og hun spurgte, om vi kunne være klar klokken syv.

- Så da fik vi travlt, for jeg havde lige sendt Niels og Henning over i Bazaren efter en rulle-kebab. Men det var en kæmpe oplevelse, vejret var med os, solen skinnede, og det var helt skyfrit.

Sommerferie i det nordjyske

Sidst men ikke mindst, så har familien også været på sommerferie som følge af en indsamling på Facebook. Gruppen ”Sommerferie til Niels” blev oprettet i kølvandet på programmerne, og det væltede ind med tilbud om hjælp.

- Så var vi på sommerferie i Thyborøn i ti dage. Der var en camping-hytte til os, togbilletterne var betalt, og vi fik stillet en bil til rådighed. Og så en hel masse oplevelser, mens vi var der.

- Og faktisk fik vi også noget tøj og forskellige ting, blandt andet en skoletaske til Niels, med hjem derfra. Det var meget overvældende.

Alle tilbud om hjælp er blevet modtaget med kyshånd, for de har forsødet tilværelsen for familien. Men de er også meget bevidste om, at det er en midlertidig tilstand.

- Vi har talt med Niels om, at det er en helt særlig situation lige nu, og at det ikke kommer til at ske igen. Han er rigtig glad for det hele, men han er også fuldstændig klar over, at det ikke kommer til at gentage sig. Det har vi gjort meget ud af at sige, forklarer Malene Fiil.

Job-situationen har også ændret sig

Meget er stadig ved det gamle for familien fra Toveshøj. De bor i den lejlighed, som de flyttede ind i, mens tv-holdet fulgte dem. Og Niels går stadig på Sødalskolen, nu i 1. klasse.

Henning, som på grund af sygdom ikke arbejdede, da tv-programmerne blev optaget, har sidenhen fået et job.

- Efter en artikel om os i Ude & Hjemme blev han kontaktet af et forsikringsselskab, som gerne ville ansætte ham et par timer om ugen til at ringe for sig. Så det passer han herhjemmefra.

- Og så er jeg blevet godkendt til flexjob efter den praktik, som jeg var i under optagelserne. Desværre har jeg endnu ikke fundet et job, flexjob hænger ikke på træerne, men jeg søger hver uge.

Både Malene og Henning har fået bevilget en scooter af kommunen, og det har ifølge Malene været en stor lettelse for familien i hverdagen og for muligheden for at komme rundt sammen.

Facebook
Twitter