Ny bog: Stress skal arbejdes væk

Folkesygdommen stress skal arbejdes væk, lyder den opsigtsvækkende konklusion i en ny bog.

Det gængse råd er, at stressede skal blive hjemme og blive raske. Men det er en dårlig idé, mener to psykiatere, der står bag en ny bog om stress. (Foto: © Janerik Henriksson/TT, Scanpix)

Stressramte danskere lander alt for ofte på langvarige sygemeldinger væk fra jobbet, og det gør dem endnu mere syge.

De burde i stedet hurtigst muligt vende tilbage til arbejdspladsen og yde det, de kan overkomme.

Det siger psykiater Lars Aakerlund, der sammen med psykiater Jesper Karle har skrevet en bog, der gør op med den gængse behandling af folkesygdommen stress herhjemme.

- Vi har i årevis behandlet stress med fred og ro og med isolation derhjemme. Det kan virke intuitivt rigtigt, og det er også rart for personen på kort sigt. Men der går ikke ret lang tid, så sker der det meget uheldige, at man bliver mere syg af det, man bliver isoleret, man kan miste sit job, og man fungerer dårligere og dårligere, siger Lars Aakerlund i P1 Morgen.

De rette udfordringer

I bogen 'Tag på arbejde – fra sygemelding til samarbejde' skriver de to forfattere, at sygemeldinger med stress koster samfundet, hvad der svarer til tre Storebæltsbroer om året.

De udgifter kan bringes ned, hvis sygdomsforløbene ikke trækker ud og nogle gange fører til andre sygdomme som angst og depression.

Lars Aakerlund understreger, at der ikke er tale om at presse syge mennesker til at gå på arbejde, hvis de er for syge, men virksomheder bør holde en tæt kontakt til den stressramte, så der hurtigt kan laves planer for, hvad der skal til, for at han eller hun kan vende tilbage til arbejdspladsen.

- Der er jo ikke nogen, der har glæde af at gøre mennesker med stress dårligere eller mere syge. Men vi kan se, at hvis man bliver udfordret og aktiveret på den rigtige måde, så bliver man hurtigere rask, siger han.

Mangler skånefunktioner

Erhvervspsykolog Pernille Rasmussen, der har speciale i stressforebyggelse, ser mange stressede, der i alt for lang tid er gået på arbejde, selv om de har haft det rigtig skidt.

De kan godt være bange for at komme tilbage til arbejdet, fordi de er bange for, at de ikke kan klare det. Mange kan ikke overskue helt hverdagsagtige ting som at gå ud og købe ind, og i de tilfælde er der først og fremmest brug for restitution og terapi.

Men hun er med på, at det kan være en god idé at lade enkelte komme tilbage på en deltidssygemelding. Hvis det skal lykkes, skal de lave lette og overskuelige ting, og det kan det ind i mellem knibe med.

- Jeg ser arbejdspladser, der er meget villige til at komme i møde og prøve at hjælpe, sådan så folk kan være deltidssygemeldt, men nogle gange er det også svært at finde opgaver til dem og skåne dem. Man kan heller ikke sætte en højtuddannet til måske bare at lave kaffe og kopiere, siger hun.

Stress er et kollektivt problem

Lars Aakerlund mener, at virksomheder skal behandle stress som et kollektivt problem, og ikke et som kun vedrører den enkelte sygemeldte.

Derfor er det vigtigt, at den stressramte hurtigt begynder at komme på arbejdspladsen igen, så der kan laves de ændringer, der skal til, for at det ikke sker igen.

Både for den stressramtes skyld og for kollegerne.

- Det her er jo ikke et personligt og isoleret problem. Det er et problem, der skal løses kollektivt, og vi ser alt for meget, at det bliver gjort til noget personligt, hvor man skal går derhjemme og så blive helt rask før man kommer tilbage, hvor det egentlig skal løses på arbejdspladsen.

Selvopfyldende profeti

Og så mener han i øvrigt ikke, det er rigtigt, at stressede bliver ødelagt for altid fremover.

Der skal bare laves de rigtige ændringer på arbejdspladsen.

- Hvis man laver de rigtige ændringer, så er der undersøgelser, der viser, at den person, der har været ramt af stress, sagtens kan agere fuldt på højde med det, han eller hun gjorde tidligere. Så forestillingen om, at man tager skade af stress og aldrig bliver sig selv igen, den er forkert, og den kan også gå hen og blive selvopfyldende.

- Man skal bare gøre det på den rigtige måde. Og man skal holde op med at betragte mennesker, som har fået stress, som knækæg eller sarte. De kan sagtens.

Bogen "Tag på arbejde - fra sygemelding til samarbejde" udkommer i dag.