Over en million danskere spiller om penge hver uge

Mere end hver fjerde dansker gambler hver uge små eller store beløb på pengespil.

Lotto, skrabespil, poker, spilleautomater, casino, sportsbetting. Der er nok af muligheder, hvis man kan lide pengespil. Og det kan rigtig mange danskere.

Lidt over hver fjerde dansker spiller om penge mindst en gang om ugen. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har lavet for DR.

Det vil altså sige, at mere end en million danskere ugentligt gambler for små eller store beløb.

Pengespil er harmløst for de fleste danskere

En del danskere forbinder pengespil og gambling med ludomani. Men langt de fleste danskere har faktisk et meget fornuftigt forhold til pengespil.

Det mener psykolog Henrik Tingleff, der sidste år skrev bogen Fri For Ludomani.

- Som med alt andet adfærd så er pengespil ok, så længe vi også kan lade være. Det er ligesom, at det også er ok at drikke alkohol en gang imellem. Men hvis vi bliver afhængige af at spille om penge eller drikke alkohol, så får vi et problem.

Omkring 5.000 danske ludomaner

Den seneste store undersøgelse om ludomani er lavet af SFI i 2006. Ifølge den er omkring 5.000 danskere hvert år plaget af ludomani, mens yderligere 9.000 har et problematisk forhold til pengespil.

- Ludomani er langt fra den mest udbredte form for lidelse, men for ludomanerne kan det have meget voldsomme konsekvenser både socialt, økonomisk og psykisk. Så det er vigtigt at tage alvorligt og behandle korrekt, siger Henrik Tingleff.

DR sætter den næste uge fokus på gambling, spilleglæde og ludomani. I den forbindelse vil Henrik Tingleff svarer på udvalgte spørgsmål. Spørgsmål kan stilles via mail på eksperterne@dr.dk.

De fire grupper af spillere i Danmark:

  • Uproblematisk spiller: Årligt omkring 97-98 procent af de danske spillere. Køber en Lottokupon og et skrabelod, spiller på sine favorit fodboldhold og kan nyde en enkelt aften på casino med vennerne.

  • Risikospiller: Årligt omkring 70.000 danske spillere. Pengespil er en hobby, der er en strukturet, planlagt og tidskrævende del af hverdagen. Men spillet forstyrrer på ingen måde spillerens liv.

  • Problemspiller: Årligt omkring 9.000 danske spillere. Spilleren bruger store mængder tid og penge på spil. Problemspilleren sætter ikke økonomi og familie over styr, men kan presse økonomien til grænsen, og humøret er tæt forbundet med succes eller fiasko i spil.

  • Ludoman: Årligt omkring 5.000 danske spillere. Pengespil er ludomanens faste holdepunkt i livet, og familie, job, venner og alt andet bliver gerne tilsidesat for spil. Kan opbygge stor gæld og der medfølger som regel psykisk mistrivsel og/eller misbrugsproblemer.

  • Kilde: Ludomani i Danmark (SFI, 2006) og Fri For Ludomani (Henrik Tingleff, 2012).