På Dagmarsminde er de ikke bange for demens

Alle er enige om at hade demens-sygdomme. Men der findes et sted, hvor man ikke hader og frygter dem – ja, faktisk taler man aldrig om dem på demens-plejehjemmet Dagmarsminde.

  • Plejehjemshunden, General Banton, der hellere end gerne vil klappes på hovedet. (Foto: Liz Margerum © Liz Margerum)
  • May Bjerre Eiby med en beboer, der netop har været i plejehjemmets varmtvandsbassin. (Foto: Liz Margerum © Liz Margerum)
  • Så er det tid til at få indblik i dagens nyheder. Souschef Dorte Toft Bank-Mikkelsen læser højt af aviserne for plejehjemmets beboere. (Foto: Liz Margerum © Liz Margerum)
  • Plejehjemmets geder er søde og sjove. men de har en funktion. Dels er det beboernes opgave at fodre, men når deres familier på besøg, så binder gederne helt naturligt børn og ældre sammen. (Foto: Liz Margerum)
1 / 4

Den høje havelåges håndtag sidder meget højt oppe.

Nærmest som om jeg skal besøge en børnehave i kæmpeversion. Jeg får en følelse af, at livet går i ring. Til en begyndelse er havelågerne høje, og det er de åbenbart også, når livet lakker mod enden.

For inde bag den høje gitterlåge ligger det nordsjællandske demensplejehjem, Dagmarsminde.

Her skal jeg besøge nogle ildsjæle, der driver et plejehjem langt væk fra det, vi normalt tænker på, når vi tænker på et sted, hvor ældre mennesker tilbringer deres sidste leveår.

Ved hoveddøren kommer en stor gylden retriever mig i møde. Med bløde puf lægger han sin kropsvægt mod mit ben, som om han ville sige til mig: Velkommen, jeg må gerne klappes.

Hunden hedder General Banton, og han er beboer på Dagmarsminde ligesom de øvrige 10 plejehjemsbeboere. Der er bare den forskel, at han jo altså er en hund, og han er købt til formålet. Han er plejehjemshund, der skal være med til at skabe tryghed og lægge ryg til beboernes talrige klap og kæl.

Personen bag sygdommen

Jeg træder ind i den store rummelige dagligstue. Frokosten er netop overstået og i en karnap ligger allerede et par beboere med tæpper over sig og sover trygt. Andre er på vej ned til deres værelser for at få sig en middagslur.

Når man har demens, har man nemlig brug for ekstra meget søvn, så midt på dagen er her ro. Her soves. Så beboernes hjerner kan regenerere og hente ny energi.

- Vores beboere er mellem 73 og 87 år, og de har alle sammen demens. Men for os er det lige meget, hvad deres demens-diagnose hedder, det er ikke den, der er vigtig – det er personen bag sygdommen, forklarer plejehjemmets leder, May Bjerre Eiby.

Det er May Bjerre Eiby, der i de sidste seks år har arbejdet på at skabe demens-plejehjemmet, fordi hun havde en mission: Hun ville skabe et plejehjem, som man, når man ser det, tænker – her vil jeg bare gerne bo!

- Jeg er uddannet sygeplejerske, og jeg har arbejdet i den traditionelle plejehjemssektor i mange år og har set, hvordan man anbringer demente mennesker i rammer, hvor de slet ikke passer ind. Og da min far for nogle år siden blev syg og døde af demens, begyndte jeg at arbejde på at skabe stedet her.

Tryg og aktiv med demens

Dagmarsminde åbnede i marts i år, og stedets beboere kommer både fra området men også fra København.

- Det gør ikke noget, at de pårørende bor længere væk, for det er vores opgave at skabe et godt liv for deres familiemedlemmer. De pårørende er trygge ved, at deres kære bor her, og de skal ikke gå rundt med kronisk dårlig samvittighed over en hel masse ting. Vi beder dem ikke deltage i behandlingen af deres kære – men beder om at de kommer, når de har tid og bruger kvalitetstid sammen med den pågældende.

Og hvad er det så for en filosofi, der ligger bag Dagmarsminde?

- Det er omsorgen, der er behandlingen af den demente, vi arbejder udelukkende humanistisk - diagnosen er ikke noget, vi tænker på, og vi taler heller ikke om den.

Når man læser om demens bliver den næsten altid omtalt som en sygdom, der kun fører én vej – mod enden, og det på den allerværste led.

- Man hører ofte om, at den ramtes hjerne svinder ind, og til sidst kan han/hun ingenting – ikke engang kende sin egen familie, forklarer May Bjerre Eiby, og hun fortsætter:

- Ifølge den gængse opfattelse, bringer sygdommen den ramte ind i det dybeste mørke og i en tilstand af angst og uro, og derfor bliver man nødt til at medicinere. Men det er ikke vores opfattelse. Her oplever vi mennesker, der, når de efter en periode er blevet trappet ud af deres medicin, er glade og trygge og som deltager aktivt i hverdagen. Så vi tror på udvikling, og at de her menneskers færdigheder kan genvindes – vi kan se, at det lader sig gøre.

Helt nye livsvilkår

Ifølge May Bjerre Eibye trækkes der således nærmest pr definition en masse dårligdom ned over hovedet på de mange mennesker, der får sygdommen. Ifølge Alzheimerforeningen har omkring 80.000 danskere en demens-diagnose.

- Det kan godt være, at man på skanninger kan se på et menneske med Alzheimers, at hjernen er svundet ind på grund af sygdommen, men det siger jo ikke noget om de symptomer og færdigheder, der kommer ud af det. Det giver ikke noget, vi kan arbejde med.

Så på Dagmarsminde er holdningen klar: Her behandler man ikke med medicin.

- Vi mener, at hvis demens giver menneskelige forandringer og giver andre livsvilkår, så skal det også løses menneskeligt og ikke behandles kemisk. Hvis vi vidste, at medicinen kunne afstedkomme en biologisk proces, der kunne afhjælpe eller helbrede sygdommen, så ville det give mere mening. Der findes i dag behandling mod Alzheimers, men den virker kun i kort tid og ikke på alle, så den er ret begrænset og i øvrigt med en lang række bivirkninger.

Søvn og aktivering er ny medicin

I May Bjerre Eibys optik er det snarere den voldsomme medicinering af mennesker med demens, der gør dem mere syge, end de i virkeligheden er. Så det første, der sker, når en beboer flytter ind, er, at de udtrappes af deres medicin i samarbejde med læger på stedet. Både den beroligende, den antidepressive og sovemedicinen, den antipsykotiske (som man får, fordi man er urolig og har vrangforestillinger) og den smertestillende medicin.

- Vi tror på, at deres udvikling går op, når man bruger omsorg i stedet for medicin. Og de to store områder, vi mener, man kan imødekomme og behandle beboerne med, er dels søvn og dels aktivering.

Så er det Tv-tid i dagligstuen.

Dagen på demensplejehjemmet har faste rytmer. Men grundlæggende arbejder man ud fra nu´et. Hvad har den enkelte behov for på dagen. Man lægger ikke planer ud i fremtiden, for det kan beboerne ikke rumme.

Høns, geder og kaniner på arbejde

På plejehjemmet bor der også en række dyr – udover General Banton - på den store omkringliggende grund, og de er her ikke bare, fordi de er søde at se på. Nej, de er her, fordi beboerne er med til at passe dem. Lige fra klappegeder til kaniner og høns.

- Alle dyrene har en funktion. For eksempel tager vi kaninerne med ind hver dag, når vi alle sammen sidder og læser avis. Der er et par beboere, der kan have for meget uro til at sidde stille og lytte – men hvis de sidder med kaninen, så får de ro på, og så kan de godt sidde stille og lytte med.

- Og gederne har dels den funktion, at de er søde og gerne vil kæle, men de er også et yndet samlingspunkt, når beboernes familier er på besøg – så samler gederne alle aldre, og det giver stor glæde for alle. Og hønsene sørger for, at vi hver dag kan indsamle æg.

Plejehjemmet har store lyse og venlige værelser med hver deres badeværelse, men faktisk er beboerne der kun for at sove om natten.

- Vi oplever, at beboerne ikke har lyst til at sidde isoleret på deres egne værelser. De er mere trygge, når de er inde i vores opholdsstuestue og deltager i de fælles aktiviteter, vi laver. De er kun hos sig selv, når de sover. De er meget sociale og vil alle gerne være med i det sociale liv her.

Personligheden kommer tilbage

For personligheden er der stadig. Den behøver ikke at sygne hen, mener May Bjerre Eibye.

- Det handler jo om, at vi tager medicinen fra dem og gør et stykke arbejde for at møde dem og finde ud af, hvad der interesserer dem – og jeg har flere gange oplevet de voksne børn sidde og pjatte og grine med deres gamle mor eller far og fortælle, at de igen kan opleve personen inde bag. Det siger mig noget om, at medicinen ikke er af det gode – men kun dæmper en masse symptomer, så personen inde bag helt forsvinder.

Men angsten og uroen kan stadig forekomme, og den har det med at snige sig ind på flere af beboerne om natten.

- Uroen og angsten er der, uanset om de får beroligende medicin eller, som her, ikke får medicin. Den er en del af sygdommen, og derfor bruger vores to nattevagter meget tid på at tale med den enkelte, holde en hånd eller ae en kind og forsøge at finde ud af, hvad det er, at den enkelte er ked af.

- Hvis det ikke hjælper, så går vi en tur ned i dagligstuen og sidder lidt og taler, og så går vi ind i seng igen, og som regel falder alle i søvn igen. Vi oplever faktisk, at de er nemmere at tale til ro igen, fordi de ikke er medicinerede. Dialogen bliver mere klar.

Demens er ikke det værste

May Bjerre Eibye har selv været overrasket over, at det er lykkedes at gøre beboerne medincinfrie og opleve, hvor meget mere kvalitet de får i deres liv, og derfor har plejehjemmet iværksat en Phd, der de næste tre år skal kortlægge de resultater, man opnår med omsorg som medicin.

- Jeg kan mærke, at med den interesse, der er for vores sted her – fra plejesektor til politikere – så tror jeg, at vi om ti år vil se mange flere plejehjem over hele landet, der har den samme filosofi som os.

-Et plejehjem skal jo være sådan et sted, hvor alle yngre mennesker kan sige: Her vil jeg gerne bo engang! Og da man regner med, at 200.000 i nær fremtid vil få sygdommen, så er vi nødt til at indrette os på den – og ikke symptombehandle og anbringe de syge på plejehjem, der slet ikke et gearede til at håndtere sygdommen.

-Man kan godt lære at elske demens. Jeg frygter sygdomme som muskelsvind og sklerose i langt højere grad. Men med demens har du jo stadig din fysik, og hvis man får de rette betingelser, så er demens ikke den værste sygdom, man kan få - hvis altså ens behov vil blive imødekommet, og man behandles ligeværdigt.

Facebook
Twitter