Heidi Møller Madsen er uddannet sosu-assistent. På et tidspunkt var hun i aftenvagt på det plejehjem, hun arbejdede på.

Det var sent, og der var travlt. En kvindelig beboer ringede efter hjælp.

- Da hun havde ringet nødkald for tredje gang den aften, gik jeg så ind til hende. Hun siger, at hun skal på toilettet. Jeg ved bare, at det her vil komme til at tage rigtig lang tid, og det har jeg ikke tid til. Så jeg siger til hende, at hun må vente – og hvis ikke hun kan det, så må hun tisse i bleen.

Da Heidi Møller Madsen susede ud ad døren igen på vej videre, slog det hende pludselig - kvinden havde jo ikke har nogen ble på.

- Samtidig slog det mig, at jeg havde lige bedt et andet menneske om at tisse i sin egen ble. Hvordan kan jeg det, jeg er jo ansat til at hjælpe hende! Jeg fik så dårlig samvittighed. Havde jeg ligget i den seng og havde fået den besked af et andet menneske, ville jeg virkelig have følt mig krænket og uværdigt behandlet.

Sagde ikke noget

Heidi Møller Madsen valgte herefter ikke at sige noget til sin leder. Hun følte, at hun allerede mange gange havde fortalt, at personalet følte sig presset til det yderste, men havde fået at vide, at hun brokkede sig.

Hun er ikke alene om at opleve den følelse og være nødt til at holde mund med den. Men når man gør det, så er man med til at opbygge en forråelse af sit arbejdsliv, fortæller psykolog Dorthe Birkmose, der er forfatter til bogen ’Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse’.

Hun siger til P1 Morgen, der i denne uge ser nærmere på tabuer:

- Man bliver jo bange, hvis man står i en situation, hvor man behandler et andet menneske dårligt, og når vi oplever os selv krænke eller ydmyge et andet menneske, så rystes vi i vores grundvold. Og især hvis man som professionel, der netop skulle hjælpe et andet menneske, oplever det modsatte, så bliver man rystet og føler sig afmægtig.

Kunne ikke lide sig selv

For Heidi Møller Madsen blev den ovennævnte episode den berømmelige dråbe, der fik bægeret til at flyde over. I stedet for at gå til sin leder valgte hun at skrive om episoden i et blog-indlæg.

- Jeg brugte nok blog-indlægget som en slags selv-terapi, fordi jeg havde brug for at få oplevelsen ud af kroppen. Efterfølgende oplevede jeg, at mange sagde til mig, at det var superfedt, at jeg turde sætte ord på nogle ting, som de selv oplevede på deres arbejde. Det gav mig mod. Men jeg har da stadig ondt i maven ved at tale højt om det, for det er et svært emne at tale om.

Heidi valgte herefter at opgive sit arbejde, fordi hun ikke kunne lide den person, hun efterhånden var blevet. Hun følte sig forrået.

Dorthe Birkmoses er ked af, at Heidi traf den beslutning, for i hendes optik har vi netop brug for den slags modige professionelle, der tør sige det højt, når de mærker, at noget er forkert.

- For mange af os tør nok ikke stå ved, at vi har gjort noget forkert. Jeg tror, at mange i en lignende situation ville forsøge at retfærdiggøre sig selv. I stil med – der skete jo ikke noget, beboeren må jo lære, at det er sparetider, eller mange ville måske helt fortrænge situationen for ikke at tænke over det.

Vi går i stykker af forråelse

Desværre er Heidis historie ikke ekstraordinær, og man må ifølge Dorthe Birkmose ikke opfatte den som en skandalehistorie:

- Det her er et generelt problem, og ikke bare på ældreområdet, men på hele velfærdsområdet. Og så længe vi ikke tør tale højt om problemerne og ikke tør tale om, at forråelse rent faktisk sker på mange gode arbejdspladser - jamen så bliver det bare et større og større problem. Og konsekvensen af det er, at man bliver slidt i stykker. Man bliver syg af afmagtsfølelsen. Og af ikke at kunne gøre det godt nok, men også når man oplever sig selv som et helt andet menneske ved, at man bliver så rå og brutalt overfor mennesker, som har det svært.

-Hvis tabuerne skal nedbrydes på de enkelte arbejdspladser, så kræver det, at alle tager et ansvar. For vi har alle et ansvar, når vi mærker forråelsen selv, eller vi ser den hos andre.

Heidi Møller Madsen kunne godt have handlet anderledes dengang, hun arbejdede som sosu-assistent, men så skulle hun have mødt mere tillid:

- Det ville have hjulpet mig, hvis jeg havde haft en leder, der havde lyttet og givet mig nogle redskaber til at handle anderledes, når jeg næste gang stod i en tilsvarende situation. Men holdningen var meget, at det kan man jo ikke gøre noget ved – men det føler jeg jo netop godt, at vi kan.