Sådan får du mere arbejdsglæde på jobbet

Det gælder om at fokusere på de rigtige områder, hvis du skal blive gladere for dit job.

Er du blandt de mange danskere, der ikke kan lide dit job, så gør noget ved det. Livet er nemlig alt for kort til at bruge en tredjedel af sin tid på noget, som man ikke bryder sig om.

Forfatter og ekspert i arbejdsglæde Alexander Kjerulf anbefaler, at man først og fremmest må afgøre med sig selv, om det er på tide at prøve en ny arbejdsplads.

- På nogle arbejdspladser er der så langt til arbejdsglæde på grund af kulturen eller en dårlig chef, at et jobskifte er den eneste løsning. Men generelt er alt for få danskere villige til at tage den konsekvens af manglende arbejdsglæde, siger Alexander Kjerulf.

Fokusér dine kræfter på det vigtige

Hvis du derimod stadig tror på, at du kan genfinde arbejdsglæden på din nuværende arbejdsplads, så gælder det om at rette dit fokus mod det rigtige.

Penge er vigtige for alle, men selve din arbejdsglæde afhænger ikke af din løn, frynsegoder og den slags. Arbejdsglæden bliver derimod påvirket af resultater og relationer.

- Resultater vil sige, om du føler dig god til dit job og synes, at du laver noget meningsfyldt, som giver værdi eller hjælper andre. Relationer handler om, hvorvidt du har det godt med din leder og kolleger, fortæller Alexander Kjerulf.

Små ting kan give større arbejdsglæde

Uanset om din manglende arbejdsglæde primært skyldes resultater eller relationer eller en kombination, så skal der nogle gange ikke meget til at rette op på det.

Husker du at rose dine kolleger mere, så ender du måske selv med mere ros. Du kan også huske at sige godmorgen og hilse på kolleger. Det er banalt, men med til at skabe relationer.

Det man kalder "uventet venlighed" er også godt. For eksempel at hjælpe eller gøre noget ekstra for kunder og kolleger, selv om du egentlig ikke behøvede. Og de små ting kan betale sig på den lange bane.

- Vi går ikke på arbejde for at være glade, men for at tjene penge. Men er man glad på sit arbejde, så har man det langt bedre privat og helbredsmæssigt, og på jobbet er man mere produktiv og motiveret, siger Alexander Kjerulf.