Sådan får du nye venner som voksen

De fleste voksne har brug for at genetablere et socialt netværk, hvis de flytter til en ny by.

En fritidsinteresse er en god anledning til at møde nye og åbne mennesker. (© COLOURBOX)

Når voksenlivet sætter ind, tager vi det ofte forgivet, at sociale relationer ikke kommer så let, som dengang vi indledte vores venskaber på institutionens gyngestativ.

Men de fleste af os har brug for at starte på en frisk i løbet af livet, når vi står foran en flytning, en skilsmisse eller har fået nyt arbejde eller studie.

Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard har erfaring på området, og hun giver her sine råd til, hvordan du skaber venskaber hele livet igennem.

  • Afmontér dine forhindringer – og lav en handleplan Mange af os er generte, når det kommer til at danne nye venskaber, og ifølge Camilla Carlsen Bechsgaard er det fornuftigt at tale med en nær person eller en terapeut om, hvis noget holder én tilbage. - Det kan være positivt at snakke med en nær person i familien om, hvad der konkret skal være første skridt og næste skridt. Og hvad der måske gør, at man ikke melder sig i aftenskolen med det samme, siger hun.

  • Brug internettet Før i tiden var det svært at orientere sig i foreningerne og aktiviteterne i en by, men internettet er en stor hjælp i dag. - Internettet er et godt redskab til at finde et sted, hvor man kan være med. I stedet for at kigge på Facebook, kan man se på frivilligportalen eller kommunens hjemmeside, siger Camilla Carlsen Bechsgaard. - En mulighed er at bruge et netforum som for eksempel ’Single Plus’, hvor man kan starte med at få en afsætningsplatform, inden man deltager i deres arrangementer i den virkelige verden.

  • Tag ud i verden Find ud af, hvad der interesserer dig, og tag udgangspunkt i at dyrke det, lyder rådende fra Carlsen Bechsgaard. Det kan være at gå en tur med hunden, begynde til sport, hilse på de andre forældre i børnenes institution eller at blive frivillig. - For eksempel kan man tage til et syng-sammen-arrangement, som er åbent for alle. Stille og roligt. Og når man først er ude blandt de andre, kan det være, at der faktisk er et gospelkor, man kan komme med i, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

  • Hav tålmodighed ​Indse, at det tager tid at starte forfra med dit sociale netværk, lyder rådet fra Camilla Carlsen Bechsgaard. - Det kan tage noget tid, hvor man må leve med, at man kun har en bekendtskabskreds i starten, og at med tiden vil nogen af dem blive tættere, siger hun. - Det kræver et socialt overskud at starte forfra, når man flytter, og det kan blive sådan en ond spiral at man får fortalt sig selv at man er kedelig, siger psykologen, der påpeger, at man heller ikke må hvile på laurbærene i processen. - Det kræver, at man gør en indsats. Og det kan være svært når man flytter og har travlt med sit nye arbejde.

  • Vedligehold dine bekendtskaber og venskaber​ Sidste råd er at holde fast i 'de gamle', og samle nye bekendte og venner hen af vejen. - Man skal holde fast i dem, der er der, når man flytter. Måske kan man holde fast i én fra ens uddannelsesinstitution og én fra hver arbejdsplads, selv om man flytter videre. Så er der alligevel et fundament. Det er enormt vigtig at bruge tid og energi på at vedligeholde venskaber. Man skal passe på med kun at ’like’ og kommentere på Facebook, for det er ikke nok, siger psykologen.

Flere end 200.000 danskere føler sig ensomme. Men på trods af, at rigtig mange kender følelsen af at være ufrivilligt alene, er det noget, vi sjældent taler om. Den tavshed vil DR være med til at bryde og sætter fra uge 17 fokus på ensomhed med indsatsen ’En som mig’. Følg med på radio, tv og her på dr.dk.

Facebook
Twitter