Sådan får HELE familien en god ferie

Strand eller seværdigheder? Der skal være plads til alle på ferien, så afstem forventninger hjemmefra.

(© Colourbox)

Vi har alle store forventninger til vores sommerferie, og dermed er der også stor risiko for, at nogle - eller i værste tilfælle alle - medlemmer af familien ender med at blive skuffede. Kode-ordet hedder forventnings-afstemning.

Fx kan man holde et familie-råd, hvor store som små kommer til orde.

Men hvordan gør man så lige det?

Bytte, bytte købmand

Mie Madsen Kaae, der er coach og kreativ direktør i Manning Inspire, råder til, at første runde i familierådet er præget af hv-spørgsmål: Hvad, hvor meget, hvordan osv. vil I hver især gerne have ud af ferien.

Som regel er det, vi aller helst vil, at slappe af og være sammen. Vi skal bare finde ud af hvordan.

Det er så godt som umuligt at opfylde alle ønsker, så Mie Madsen Kaaes råd er at lege købmand og forhandle sig frem til kompromiser.

Stil åbne spørgsmål

Begynd med at stille hinanden åbne hv-spørgsmål (Hvad, hvor, hvordan osv.). Det kan gøres til et spil, hvis I skriver spørgsmålene ned på kort, placerer dem i en bunke og skiftes til at trække og svare - evt. på tid. Det er vigtigt, at alle får svaret på de spørgsmål, der stilles. Spørgsmålene kan også laves til halve sætninger, der skal fuldendes:

Ferie er for mig...

Jeg elsker at tage på ferie sammen fordi...

Min bedste/værste ferie nogensinde var....

Det var den fordi...

Det, jeg drømmer om på vores ferie, er...

Jeg glæder mig til at tage på ferie i år, fordi jeg...

Jeg trænger allermest til ferie, fordi...

Hvis der er én ting, jeg gerne vil på min ferie i år, er det...

Det, jeg glæder mig allermest til, er...

Saml op

Lav en opsummering af alle de elementer, der har været enighed om:

Altså, de ferieønsker, erfaringer og ideer I har tilfælles og gerne vil opleve i år. Fx. tid til at sove længe, plads til at gøre, hvad man har lyst til, at være sammen, at der godt må være en, der planlægger hver dag, at alle kan byde ind med forslag, at vi hjælper hinanden med oprydning osv.

Husk at afslutte med at tjekke, om der er bred enighed om opsummeringen, eller om noget er glemt eller misforstået.

Kom med specifikke forslag

Hvert familiemedlem kommer nu med et eller to forslag til:

Hvad der er vigtigt, og hvad der specifikt skal til, for at ferien kan blive den ferie, I drømmer om. Gerne forslag, der er tænkt til at tilgodese alles behov bedst muligt. Børn helt ned til 3 år kan ofte komme med fornuftigt input, så lad endelig alle være med. Forslag kan fx lyde:

".. at vi skiftes til at lave mad, og vi laver en plan, så alle både bidrager til fællesskabet og samtidig har fri andre dage"

".. at vi laver en plakat med ideer til, hvad vi kan lave i regn eller solskin, så vi altid kan finde på noget"

".. at vi tager på tur 3 eller 4 gange. Måske 2 heldagsture og 2 halvdags-ture"

".. at jeg vil finder ud af, hvad der er at se i området og planlægger ture - men er også åben for at andre finder på gode ture og oplevelser"

"... at vi mødes til morgenmad hver morgen kl. 10.00. På 2 af dagene, beslutter vi, hvad der skal ske den dag"

".. at vi vælger, hvad vi skal, ud fra en række ønsker, vi hver især skriver ned. Ønskerne lægger vi i en hat. Så trækker vi lod ved morgenbordet og så gør vi alle det, der står på den seddel. Med et smil."

I beslutter jer

Nu er det tid til at beslutte, hvad I skal - og forpligte sig til aftalerne. Det er ikke sikkert, at alle forslag kan og skal indfries på én ferie, så det er godt at lege 'købmand' og forhandle lidt.

Vær opmærksom på at holde en god tone, og at trods alt er ferie, det handler om.

En plan

De ting, I er enige om, stiller I en række afsluttende spørgsmål til. Så bliver det til en slags plan - hjulpet på vej af flere hv-spørgsmål:

Hvad der skal ske på ferien?

Hvorfor det skal ske?

Hvordan det skal ske?

Hvornår (på ugen / dagen)?

Hvem er involveret? (Alle eller nogle af Jer)?

Hvilken rækkefølge skal det ske i?

Facebook
Twitter