Sådan holder du dit nytårsforsæt

GUIDE Glem alt om kuldsejlede nytårsforsæt med denne håndfuld råd fra en professionel vanebryder.

Overvej, om du skal involvere andre i dit nytårsforsæt. For nogle kan det virke motiverende med støtte og opbakning fra venner og familie. (Foto: Sofie Delauw © Getty Images)

Rådhusklokkerne bimler, champagnepropperne springer, og raketterne brager løs. Et nyt år tager form, og flere af os benytter lejligheden til at sætte os nogle nytårsforsæt.

Måske vil man træne mere, være en bedre forælder eller skære ned på rygningen. Men uanset hvilket mål man sætter sig, så handler det om dybest set om at bryde gamle vaner.

- Når man skal bryde en vane, så handler det om at sætte sig et mål, tænke over effekten, overveje hvad man mindst kan gøre hver dag for at nå målet, siger forfatter og foredragsholder Torben Wiese, der i årevis har arbejdet med at hjælpe folk til at bryde vaner.

Her får du Torben Wieses bedste råd til at holde dit nytårsforsæt:

  • Sæt dig et mål: Hvis du vil tabe dig, så gør dig klart, hvilken effekt du vil opnå. Måske handler det om, at du vil have mere energi til at lege med dine børn, der i sidste ende handler om, at du vil være en bedre forælder.

  • Skriv målet ned: Fat en kuglepen og en bunke post-its, hvor du nedfælder dit mål. Sæt så sedlen op på indersiden af dit klædeskab, i bilen, på computeren derhjemme, henne på arbejdet, så du hele tiden har øje på målet. Du kan også sende dig selv SMS’er, hvor du taster målet ind.

  • Overvej, hvad det mindste er, som du kan gøre hver dag: Et eksempel kan være, at du vil skære ned på sukkeret i kaffen. Her kan du sætte dig det mål at trappe langsomt ned ved at undvære en teskefuld den første dag, så to den næste og så videre.

  • Overvej, om du skal involvere andre: Det kan være meget individuelt, om man vil involvere andre, når man skal i gang med at skabe en forandring. For nogle kan det virke motiverende med støtte og opbakning fra venner og familie. Andre har nemmere ved at motivere sig selv ved egen drift. Hvis man vælger at involvere andre, er det dog vigtigt at huske på, at man altid er den person, som har hovedansvaret for, at man rykker sig. Det må aldrig blive en sovepude.

Facebook
Twitter