Signe lider af anoreksi: Det går heldigvis i den rigtige retning

Husker du billederne i foråret af den meget tynde Signe Grønnebæk? Sådan har hun det i dag.

Der er stadig lang vej, før 'hende Anoreksigne' er smidt på porten, siger Signe Grønnebæk om den del af hende, der lider af anoreksi. (© (c) DR)

- Jeg er kommet et meget stort skridt i den rigtige retning. Det kan godt være, at andre mennesker ikke kan se det, fordi de kun måler det i kilo. Men jeg kan mærke det indeni. Jeg har taget på, og jeg spiser.

Sådan lyder 36-årige Signe Grønnebæks umiddelbare svar, når man spørger hende i dag – her godt otte måneder efter at hun besluttede sig for at lade sig fotografere uden tøj og derefter lave en blog om sin anoreksi. Lige siden har hun skrevet om sit lange parløb med Anoreksigne, den del af hende, der har lidt af anoreksi i 16 år.

Hun er der stadig – hende Anoreksigne – men hun fylder heldigvis meget mindre, mens den fysiske Signe langsomt er ved at fylde mere, både mentalt og fysisk.

- Jeg diskuterer stadig dagligt med Anoreksigne, når hun viser sit ansigt. Nogle gange siger jeg til hende: Luk arret! Når hun vil styre, hvad jeg spiser. Anoreksigne har jo gjort mig sårbar. Det er jeg nødt til at acceptere, og derfor bliver jeg også nødt til at passe mere på mig selv.

- Det kan være i situationer, hvor jeg er inviteret ud til arrangementer, hvor jeg på forhånd ved, at de mennesker, jeg skal være sammen med, ikke forstår mig og kun dømmer mig på min anoreksi. Det kan gøre mig angst og give mig skyldfølelse. Det ved jeg i dag, at det er ikke godt for mig, og så melder jeg fra for at passe på mig selv.

Bloggen var startskuddet

Engang styrede Anoreksigne hele Signes liv. Det var hende, der suverænt dikterede, hvad Signe måtte spise. Sådan er det ikke længere:

- I dag er jeg blevet meget bedre til at sige til hende, at jeg ikke gider diskutere med hende. Det hjælper.

Det har haft afgørende betydning for Signe Grønnebæk at starte sin blog. Hun har faktisk oplevet det ret enestående, at hun udelukkende har fået positive reaktioner i kommetarsporet på bloggen.

- Folk kan stoppe mig på gaden og sige, at jeg er sej – og forældre til børn med anoreksi skriver til mig, at jeg er en stor inspiration for dem. Jeg kan se, at mere end 1000 er inde og læse min blog hver dag, og mange af dem beder mig ofte om at poste endnu mere.

- Det giver mig sådan en god fornemmelse. Jeg føler, at så har mine 16 år med sygdom ikke været spildt – når andre kan bruge mine erfaringer.

Har prøvet alt

Signe har prøvet alt i sin kamp for at blive sin sygdom kvit: Hun har været indlagt. Har gået hos psykiater. Hos NLP terapeut. Gruppeterapi. Hypnose. ’You name it’, som hun skriver på sin blog. Men lige lidt hjalp det, og det hele kulminerede i foråret, da hun lod sig fotografere for at bruge billederne på sin nye blog.

- Jeg vidste på en måde godt, at når jeg gik offentligt ud med det her, så ville jeg forpligte mig til at gå den rigtige vej. Jeg er fra naturens hånd stædig af natur. Men jeg vidste, at når jeg gjorde det her, så ville folk jo følge mig, og jeg ville blive en rollemodel for mange - så jeg vidste, at det forpligtede. Det her skulle bare gennemføres, forklarer Signe, der ikke ønsker at fortælle sin vægt, fordi det kan animere andre unge piger med anoreksi til at bruge Signe som rollemodel og hendes vægt som ideal.

Den vigtige ugentlige 'time-i-Signe'

Bloggen er blevet Signes vej til at blive rask på. Der er stadig lang vej, før hende Anoreksigne er smidt på porten. Men Signe tager hver dag små skridt fremad. Et af de større spring i den rigtige retning tog hun, da hun blev kontaktet af kropsterapeut Karina Højgaard på sin blog. Terapeuten inviterede hende til en gratis behandling, og det blev begyndelsen til et helt nyt kapitel.

  • Den ugentlige 'time-i-Signe' gør underværker for Signes velbefindende. (© privat)
  • Det går i den rigtige retning for Signe Grønnebæk, der her er i byen og fotograferet af en af sine veninder. (© (c) privatfoto)
1 / 2

- Det var fantastisk, og jeg føler, at hendes behandlinger er det, der har rykket mig allermest. Hun bruger en metode, hun kalder for 'Totum'. Det lærer mig, at jeg ikke bare er hoved – jeg er også mave, arm og ben, jeg er et helt menneske med en krop. Det har været en stor gave, og jeg går stadig hos Karina en gang om ugen. Jeg kalder det for min ugentlige ’time-i-Signe’.

Jeg vil gerne hjælpe andre

Efter bloggen har Signe Grønnebæk i dag fået en aftale med et forlag i hus, og hun skal i gang med at skrive en bog om at være syg med anoreksi. Hun holder også mange foredrag, og så er hun blevet kontaktet af et behandlingssted, der har spurgt om hun vil være med til at hjælpe en ung pige med anoreksi.

- Så jeg er kontaktperson for en skrøbelig ung pige. Jeg er bindeleddet mellem hende, sygdommen og personalet. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre endnu mere. Man kan godt sige, at det kan blive en måde at bruge min læreruddannelse på. Jeg har ingen ambitioner om, at jeg en dag skal ud og være folkeskolelærer – sådan som jeg har det nu, kan jeg jo ikke være en god rollemodel for børn. Det er jeg udmærket godt klar over.

- Men jeg vil gerne bruges til at hjælpe unge med anoreksi – det vil jeg gerne meget mere i fremtiden.

Jeg er faktisk ret tilfreds

I foråret fortalte Signe Grønnebæk til Aftenshowet, at hun håbede, at hun ikke sad som 40-årig i samme situation – at det stadig var Anoreksigne, der styrede hendes liv.

- Jeg vil da gerne have en mand og børn. Jeg er bare ikke dér lige nu, men måske en dag, fortæller hun og føjer til:

- Jeg er faktisk ret godt tilfreds med mit liv nu. Mine veninder og forældre holder mig oppe, og jeg får så mange positive kommentarer på min blog. Når folk siger ’du er sej, Signe, vi følger dig på bloggen’ – så kan det redde en hel uge for mig. Jeg behøver ikke mere. Eller jeg drømmer ikke om mere på nuværende tidspunkt.

For det er stadig skrøbeligt. Selvom Signe spiser i dag og også har taget på, så ved hun af erfaring, at Anoreksigne godt kan kræve sin opmærksomhed igen.

- Men jeg har mine veninder og forældre. De er mit liv. Jeg elsker dem, for de er jo dem, der ser mig som et helt menneske. De dømmer mig ikke. Mine veninder sidder ikke og stirrer på mig og tænker, at hvor er det irriterende, at hun ikke spiser skålen fuld af peanuts, som de selv gør. De er der for mig, de kan lide mig – uanset hvad. Vi er der for hinanden.

- Mine veninder gør mig tryg. De har set mig både spise og drikke mig fuld – de har selv set, at jeg godt kan slippe kontrollen, og dermed også give slip på sygdommen.

Jeg har mine to piger

Børn har Signe Grønnebæk faktisk også andel i. En af hendes nærmeste veninder har to døtre – på fire og syv år – som også er en del af Signes liv.

- Vi er så tætte, jeg henter dem i institution og passer dem ret ofte – jeg kalder dem for ’mine piger’.

Selvom Signe er en meget gladere Signe i dag – også selvom hun hader de vintermørke dage og lige nu er ret trist over, at hendes lille hund er død – så fortæller hun, at der bliver stadig flere af de gode dage.

- De dårlige dage er dem, hvor jeg slår mig selv i hovedet over, at jeg har spildt 16 år af mit liv med den her sygdom. Folk forstår ikke, at den her sygdom ikke kun handler om bare at putte mad i munden – den er så meget mere end det. Det vil jeg gerne være med til at fortælle mange andre om.

Hvad med drømmene?

Dem har Signe Grønnebæk fået mange flere af:

- Jeg drømmer om at blive større og større. Jeg drømmer om at være glad hver dag. Og jeg drømmer om at finde en tilfredshed med mig selv.

Facebook
Twitter