Sisse Fisker sendt til tælling af rygsmerter: Jeg var desperat

Hun var ved at opgive håbet om at slippe af med smerterne. Men nu tror hun selv på, at alt går mod lysere tider.

Det var ikke kun de fysiske smerter, der var ved at få krammet på hende. Men i lige så høj grad det psykologiske aspekt af ikke længere at være den, hun var. (Foto: agnete schlichtkrull © Sisse Fisker)

Der var engang, hvor Sisse Fisker kunne løbe maratonløb, tæve sin mand i squash og feste og danse på bordene til den lyse morgen.

Nu ligger hun på sofaen, går lange ture i naturen og spiller spil med sine børn.

En smertefuld ryglidelse har sendt hendes liv ud på lidt af en kolbøttetur de seneste år og tvunget hende til at sadle om i en grad, så hun næsten kan have svært ved at genkende sig selv.

- Det ramte mig en aften, hvor jeg brød grædende sammen og sagde til min mand: ”Jeg er sådan en kedelig kone, og en dårlig mor. Du må ikke gå fra mig”.

Det var der nu ikke nogen udsigt til, at han ville gøre, tilføjer hun, men hun følte sig som en belastning, mens hun lå sygemeldt på sofaen.

- Han har simpelthen haft så travlt de sidste par år. Ud over sit arbejde har han handlet, støvsuget, lavet mad og alt det andet, der følger med det at have to mindre børn. For jeg har ikke kunnet.

- Jeg har været bange for, hvordan han ville tackle det, og om han kunne holde til det, for den Sisse han mødte på Skanderborg Festival, er ikke den samme, som han er gift med i dag.

Syg i fire år

Sisse Fiskers årelange sygdomsforløb tog sin begyndelse en dag, hvor hun gik hjemme på barsel med sit andet barn.

- Jeg skulle bukke mig ned og samle min søn op fra gulvet, og da gav det et stik i ryggen, som en syl ind i min lænd. Jeg faldt sammen og krabbede mig hen til en telefon og fik ringet efter min mand.

Derfra fulgte et langt, langt forløb med smerter, læger, kiropraktor, røntgen-billeder, osteopat og eksperimenter med forskellige former for træning. Men intet virkede, i halvandet år var der konstant større eller mindre smerter i ryggen.

- Den første sætning, min yngste søn kunne sige, var ”Mor, av ryg”. Jeg var ved at blive skør.

På penicillin-kur

På et tidspunkt kom hun, nærmest ved et tilfælde, på sporet af, at hun kunne lide af noget, der hedder modic-forandringer i ryggen. Det er en betændelses-tilstand i knoglerne. Og en MR-scanning bekræftede, at det var det, hun havde.

Den eneste mulige behandling af modic-forandringer er en kraftig antibiotika-kur. Så Sisse Fisker skulle igennem en 100 dage lang kur bestående af penicillin og sofa-ligning.

- Det havde jeg selvfølgelig ikke lyst til. Overhovedet.

- Men jeg var desperat, og jeg tænkte, at jeg var nødt til at forsøge noget. Så jeg tog den kur, og det var den længste vinter i mit liv.

Kuren virkede i første omgang, og Sisse Fisker fik det bedre og håbede på, at nu var hun kureret.

Så hun kastede sig ud i arbejdet med programserien ”Livets Opskrift”, hvor hun rejste ud til de fem såkaldte blue zones. De steder i verden, hvor folk gennemsnitligt lever allerlængst.

Blandt andet var Sisse Fisker på Sardinien for at leve med en sardisk familie i nogle dage:

Savner det gamle liv

Det blev en programserie, der kom til at vende alting på hovedet.

Ikke alene fik hun tiltagende smerter i ryggen under optagelserne, hun fik også i processen øje på nogle andre værdier i livet, end dem der tidligere havde betydet allermest for hende. Og dem begyndte hun at holde foredrag om rundt omkring i hele landet.

- Og det var til et af de foredrag, i Aabenraa, hvor det rigtigt gik op for mig, hvor meget mit liv havde forandret sig.

- Til det foredrag var der en kvinde, der spurgte mig: ”Hvis du selv kunne vælge, ville du så helst leve det liv, du har i dag, eller det liv du havde før?”.

De fleste forventede, at hun ville svare det liv, hun har i dag, fordi hun netop havde fortalt om alt det, hun havde lært om sig selv i arbejdet med ”Livets opskrift”.

- Men jeg var slet ikke i tvivl. Hvis jeg kunne vælge, ville jeg til enhver tid vælge det gamle liv uden smerter. Gud, hvor jeg savner bare at kunne løbe en tur, eller at stå op uden at tænke på, om det er en dag med mange eller få smerter. Jeg savner det så meget.

- Og da begyndte jeg bare at græde. Det har jeg aldrig gjort før – eller siden – til et foredrag. Men der gik det op for mig, at det liv, jeg havde, måske er endegyldigt slut. Jeg kommer nok aldrig til at løbe et maratonløb igen eller banke min mand i squash.

En runde mere i behandlingssystemet

Dét spørgsmål til foredraget i Aabenraa gav Sisse Fisker modet og kræfterne til at prøve igen, om ikke hun dog kunne blive smerterne i ryggen kvit.

- Dét, og så det at jeg i sommer fyldte 40, fik mig til at tænke, at jeg skyldte mig selv og min familie at tage en runde mere. En 40 års fødselsdag er jo sådan lidt en mærkedag, hvor man gør status over, hvor man er i livet, og hvor man gerne vil hen.

Det førte til Glostrup Hospital, som kunne konstatere, at det ikke ”bare” var modic-forandringer, hun led af. Der var også en diskos, som var svundet ind til næsten ingenting.

Derfor fik hun for en måned siden indopereret en protese og fire skruer i ryggen. Derfor restituerer hun nu og er så småt i gang med genoptræning for at genvinde styrken i ryggen. Drømmen om færre smerter og et nyt liv lever igen.

Troen og håbet er kommet tilbage

Sisse Fisker tilskriver det selv sit medfødt positive sind, at hun er kommet så godt igennem krisen, som hun er.

- Jeg tænker på, at vi jo alle kæmper med noget, og at der er masser af mennesker, der kæmper med noget, som er meget værre end min ryglidelse.

- Og så tænker jeg på, at der er en masse ting, som jeg stadig kan. Jeg kan arbejde – nogle gange liggende i sofaen. Jeg kan gå lange ture i naturen, og jeg kan hygge mig med familien. Så pyt med maratonløb og byture.

- Lige nu er jeg super positiv og tror på, at jeg bliver flyvende i 2017 og 2018 – og resten af livet. Og det er egentlig det, der er mit budskab til andre, der er ved at gå ned på smerter i ryggen. Opgiv ikke håbet, giv det lige en runde mere, og sæt pris på de ting, du trods alt stadig kan.

Facebook
Twitter