Det var det nyerhvervede jagttegn og en trang til at være helt alene i en vild natur, hvor hans færdigheder som friluftsmenneske skulle stå sin prøve, der gjorde, at Jesper Hede en kold oktober-dag i 2008 sad og skumlede rundt i den firehjulstrækker, der skulle bringe ham ud i det øde naturområde, Gullehaugen, i det sydlige Norge.

Den militærgrønne rygsæk var pakket til bristepunktet – frysetørret mad, rensdyrskind, sovepose, vandtæt bivuakpose, kniv, strygestål, stålpotte, riffel og patroner. Den var tung og indholdet var ikke baseret på, at han skulle ud og gå meget langt.

Målet var, at han skulle ud og afprøve sit nye jagttegn og se, om han kunne skaffe sin aftensmad selv, måske nedlægge et rådyr, en fugl eller måske en hare.

På turen ud i vildmarken kunne Jesper se, at chaufføren, hans norske kontaktperson, så lidt bekymret ud.’Han synes sikkert, jeg er en tosset dansker', tænkte Jesper om nordmandens tankefulde ansigtsudtryk – men nordmanden sagde ikke så meget. Ikke andet end at med de tyve cm sne havde det måske været på sin plads at bruge ski eller snesko. Men det havde Jesper ikke med, han havde ikke troet, at vejret i oktober ville være så vinterligt.

En test af sig selv

Han havde besøgt det fantastiske område med fyrretræsskov, store søer og omgivet af fjelde med birketræsbevoksning den foregående sommer sammen med sin familie. Det var i telt, og det var varmt og lyst.

Men nu ville han afprøve sine vildmarksfærdigheder, og han havde brug for en solotur med plads til egne tanker, så de næste fire dage skulle han klare sig på egen hånd i ødemarken.

Bilen bumlede videre op ad en grusvej, hvor en bom spærrede af for al uvedkommende kørsel. Chaufføren låste bommen op og kørte videre ind i området og til et sted på kanten af den gigantiske fyrnåleskov.

Med bemærkningen ’vi ses samme sted på mandag’, vendte nordmanden sin bil og vendte atter snuden mod civilisationen.

Jesper vinkede farvel, og da han hørte det sidste knasen fra bilens hjul, kunne han godt mærke et svirp fra nogle lette sommerfugle i maven. Han var ikke bange, men glad over at de næste dage stod på eget selskab, og at han nu skulle afprøve noget af alt det, han siden barnsben havde uddannet sig i – at klare sig på den helt primitive facon i naturen.

Turen mod det ukendte

Han begyndte at gå mod skoven, der tårnede sig mørkegrøn op foran ham. Med sig havde han et kort, og han lagde en plan om primært at følge de stier, der var aftegnet på kortet. Området var 10.000 hektar stort. Rygsækken vejede til, men det gjorde ikke noget, hans tanker var vendt mod det ukendte, der ventede.

Det gik godt. Men efter fem kilometers vandring røg mobilsignalet pludselig. Jesper havde ikke GPS med, han havde kun sit kort, og familien vidste jo godt, hvor han var blevet sat af, trøstede han sig med.

Han slog lejr under nogle graner for natten, og ved siden af lejrbålet reflekterede han over, hvor godt det var at få ro i hovedet og være alene i den storslåede natur. 'Man tænker så godt, når man sidder sådan og kigger ind i indianer-tv´et’, tænkte han glad. I stålgryden nåede vandet kogepunktet. Han hældte vandet i posen med den frysetørrede aftensmad.

Han lå tidligt i sin sovepose og faldt hurtigt i søvn i sit ly. Der lever bjørne i Norge, men det skænkede han ikke en eneste tanke, før søvnen indhentede ham.

Uopmærksom i et splitsekund

Dagen efter fortsatte han ufortrødent sin vandring, stadig uden mobildækning, riflen var spændt over skulderen og havde endnu ikke været i brug. Det ville blive godt, når han fik den i brug i dag. Han blev enig med sig selv i, at når bare han fulgte sit kort, så skulle han nok nå tilbage til udgangspunktet på mandag.

Føret var uvejsomt og stierne glatte. Hans blik fangede med ét en bevægelse i det fjerne. Var det mon aftensmaden, der bevægede sig hastigt af sted derude, han rettede opmærksomheden mod det, der bevægede sig – og i et splitsekund var han uopmærksom. Fødderne gled under ham. I næste øjeblik ramte han den sne- og isdækkede jord sammen med sin oppakning og stadig med riflen på skulderen.

’Hvad hvis jeg har brækket noget’, var hans første tanke – ’jeg har jo ikke noget sikkerhedsnet herude, folk ved ikke, hvor jeg er’.

Og pludselig kunne han mærke en følelse af, at hvis han havde brækket eller forstuvet en fod eller en ankel, ville der være langt til opsamlingsstedet og – ’vil de så være i stand til at finde mig herude!’.

Fokus på det sikre

Der var heldigvis ingen brækkede lemmer, og den nat lå han i sin sovepose og mærkede, hvordan han savnede sin familie derhjemme.

Dagen efter gentog historien sig, Jesper faldt igen i det glatte føre – hans gevær var ladt, men nu valgte han for en sikkerheds skyld at aflade det, ligesom hans hjerne begyndte at gennemgå, hvilke forholdsregler, han måtte tage for at nå sikkert frem. Han vidste, han ikke ville kunne nå til opsamlingsstedet, hvis han forstuvede en ankel. Han måtte fokusere på det sikre, ingen genveje over frosne søer, kun gå på de stier, der var aftegnet på kortet og fokus på sporet.

Det lykkedes. Han nåede frem til opsamlingsstedet i tide den følgende mandag, dog uden at have nedlagt et eneste dyr, men også uden brækkede lemmer.

’Næste gang du skal herop, så vælg at tage af sted i september, hvor vejret og føret er bedre’, lød den smule tørre, men velmenende, kommentar fra den norske chauffør, da firehjulstrækkeren bumlede tilbage ad grusvejen.

Naturen kan ikke styres

Turen i den norske vildmark lærte Jesper Hede en hel del. Når man, som han, er bushcrafter og dyrker det ekstremt primitive vildmarksliv, så skal man huske at pakke fornuften med i rygsækken, man skal fortælle andre, hvor man befinder sig, og man skal ikke gå rundt i den tro, at man kan styre naturen, selvom man tror, at man kan. Det er naturen, der sætter dagsordenen – og derfor er planlægning nøgleordet, før man drager ud i det vilde.

Jesper Hede har sådan set altid været bushcrafter. Som barn slugte han de få bøger, der var dengang, om primitivt liv i naturen. Og han kunne godt lide at lave sine egne ture, hvor han overnattede alene under en presenning – selvom turen nogle gange kun gik ud til forældrenes baghave.

Men selvom han ikke var ret gammel, før han faldt for livet i naturen, så blev han hverken spejder eller siden soldat. Han uddannede sig til pladesmed, men brugte aldrig uddannelsen, fordi han interesserede sig mere for at arrangere ture i naturen for andre mennesker.

- Jeg er ikke stolt over den tur til Norge dengang, men det er ikke fordi, jeg synes, at det er pinligt at fortælle om. Jeg bruger ofte oplevelsen i min undervisning for at fortælle andre, hvor vigtigt det er at være forberedt, når man skal leve primitivt i den fri natur.

Enspændere i naturen

Han forklarer, at mange bushcraftere nok er lidt nogle enspændere, som godt kan lide at arrangere soloture i naturen. Men de fleste har det alligevel bedst med at have oplevelserne sammen med andre.

Men hvad er det med det der primitive vildmarksliv, der fascinerer og som for tiden trækker flere hundrede tusinde seere til blandt andet DR3-programmet, 'Alene i vildmarken'?

- Bushcraft, som man jo kan oversætte til vildmarksfærdigheder, er netop det med at holde det så simpelt som muligt og ikke gøre det nemt for sig selv. Man skal det hele fra bunden. Finde bark og tørre kviste til bål, finde det god sted, hvor du kan rejse dit shelter af birkegrene og en tarp (en presenning) osv.

- Og vi bruger historien, vi kigger helt tilbage til stenalderen og lærer os at skære flintesten til knive, laver ild med friktion, vi studerer alle de ting, der gennem historien har virket. Vi sover med uldtæppe eller under kanvas-presenning, som man gjorde for halvanden hundrede år siden – det er jo gennemtestet af mennesker dengang, og det er en tilfredsstillelse, at vide, at det stadig virker, forklarer Jesper Hede og føjer til, at han ikke vil undvære sine ture i naturen.

- Selvom en tur kan være strabadserende, så giver den mig alligevel energi til en hel uge.

'Alene i vildmarken' sendes på DR3 onsdage, kl. 21.30.