Spil dig tilbage i job-gear

Fyr op for et stykke musik med gang i og masser af rytmer, så bliver du klar til at arbejde igen.

(Foto: gosphotodesign © Scanpix Iris)

Så er ferien forbi, og vi skal tilbage på arbejde og i skole. Forbi er lange dage uden planer,tid til middagslur og sene aftener. Nu står den på deadlines, stress og travle dage, og hvordan kommer man så lige i gear til det?

Ja, du kan jo fx fyre op for et stykke musik med gang i og masser af rytmer, siger en ekspert i hjerner og musik.

Stress ned og step op

Inden sommerferien begyndte, skrev vi en artikel om, hvilken musik der først falder os ind, når vi tænker på ferie. En undersøgelse viste, at det i høj grad var gamle barnlige sommersange som "Ferie, ferie, ferie" og "Det er sommer, det er sol, og det er søndag", der sætter os i feriestemning.

Men nu er ferien forbi. Arbejdet kalder, og hvilken musik skal vi så sætte på for at komme op i gear igen?

Vi har spurgt Peter Vuust, der er hjerneforsker og musiker. Og han mener, at der er to elementer, man forbinder med det at komme på arbejde efter ferien: Stress og tempo. Og her kan musik være en rigtig god hjælp til at forebygge det ene og få gang i det andet.

- Lige præcis hvilket stykke musik, der virker på den enkelte, kan jeg godt nok ikke sige. For det er meget individuelt og kulturelt betinget. Nogle stresser af til klassisk musik andre stresser af til dødsmetal.

Men et bud på afstressende musik kunne være Pachelbels canon i D-dur (find den øverst i artiklen) - det viser et forsøg, der blev lavet med nogle studerende for et par år siden:

- Man bad dem forberede et foredrag, de skulle holde og forsøgte at stresse dem ved at give dem relativt kort tid til forberedelsen. Den ene halvdel af gruppen hørte ingenting, mens de forberedte sig, den anden halvdel lyttede til musikstykket, mens de forberedte sig.

- Og det viste sig, at de, der hørte musik, var markant mindre stressede. Det kunne man blandt andet måle på deres kortisol-niveau.

Sov bedre

Og et andet forsøg, som Peter Vuust selv har været med til at gennemføre sammen med sin phd-studerende Kira Jespersen, peger i samme retning.

- Vi arbejdede med en gruppe traumatiserede flygtninge, som havde store søvnproblemer, og det, vi gjorde, var at spille musik for dem ½-1 time, inden de skulle sove. Det var et stykke afslappende standardmusik, vi spillede for dem. Og det viste sig, at de fik lettere ved at falde i søvn, når de havde hørt musik, forklarer Peter Vuust.

Så der er i hjerneforskerens optik ingen tvivl om, at musik kan hjælpe os med at forebygge stress. Men for at vælge det helt rigtige nummer, må man lige gennemgå sin egen musik-samling, for at finde det, der virker på en selv.

Du kan dog med fordel gå efter et stykke musik med gang i:

- Musik med et hurtigere tempo påvirker os i opadgående retning og får os mere op på dupperne. Desuden giver musik, hvor rytmikken bliver mere og mere kompleks, os mere lyst til at bevæge os.

- Men kun til et vist punkt. Når kompleksiteten i rytmen passerer det punkt, så vender kurven og så får vi faktisk mindre lyst til at danse og bevæge os. Kurven er som et omvendt U, forklarer Peter Vuust.

Hvilken musik kunne du forestille dig at spille for at komme i humør til at arbejde? Deltag i debatten herunder:

FacebookTwitter