Tidligere feltpræst: Du er et andet menneske, når du kommer hjem

Som feltpræst er du konstant sammen med din menighed og skal være tilgængelig døgnet rundt, fortæller præst Christian Madsen.

Præst Christian Madsen har årelang erfaring som feltpræst, og han har derfor coachet Morten Hee Andersen, der spiller præst i 'Herrens Veje' og også er udsendt som feltpræst. (Foto: Martin Fält © Dr)

Når raketter flyver om ørerne på en, soldater mister livet, og du stadig skal være den, der er ovenpå, kræver det noget af dig som menneske.

Og det forandrer en.

Det ved Christian Madsen. Han har gennem mange år været i Forsvaret. De sidste 20 år har han arbejdet som feltpræst, hvor han ad flere omgange har været udsendt. Både i Kosovo, Irak og i Afghanistan.

Selvom præstegerningen grundlæggende er den samme, er der stor forskel på at stå foran et alter i sin præstekjole en søndag formiddag og så stå i over 40 graders varme og prædike foran en gruppe soldater midt i ørkenen.

- Når du er udsendt som feltpræst, er alting ganget op med 100 eller 1.000, siger Christian Madsen.

Som feltpræst er man sammen med sin menighed – de danske udsendte soldater – hele tiden, fortæller Christian Madsen. Man både sover, spiser, bader og træner sammen og er konstant tæt på hinanden.

Den udsendte præst skal være tilgængelig både nat og dag.

- Det nytter ikke, hvis der kommer én til dig som præst og spørger, om I kan tale sammen, og du så siger: ”Nej, jeg er flad, du må komme igen i morgen”, for så risikerer du, at vedkommende gør skade på både sig selv og sine omgivelser. Soldaten kræver din fulde opmærksomhed og støtte, siger Christian Madsen.

Afsted som præst - ikke soldat

En feltpræst har ikke sin præstekjole med, så det eneste, der adskiller præstens uniform fra soldaternes, er et kors på uniformen.

Alligevel er det centralt, at en feltpræst altid husker, at vedkommende ikke er kampsoldat. Præsten må ikke deltage i kamphandlinger, men må kun forsvare sig selv.

Derfor skal præsten nøje vurdere, hvilke patruljer han eller hun tager med på. For det nytter ikke, hvis præsten vender tilbage og er voldsomt påvirket af turen på patruljen. Så kan vedkommende ikke længere være den person, som står klar med overskud, hvis soldaterne har brug for det.

Feltpræstens opgave er derimod at sende soldaterne godt afsted og være den, der tager imod dem, når de kommer tilbage. Ofte har soldaterne været udsat for ting undervejs, som gør, at de har brug for en at tale med, når de vender hjem.

- Jeg skal være den ressourceperson, som soldaten er tryg ved og roligt kan henvende sig til og sige: ”Jeg var så bange, at jeg var ved at skide i bukserne”. Eller hvis en soldat føler skyld over at have oplevet en form for rus eller opstemthed over at have skudt og måske nedkæmpet en fjende, siger Christian Madsen.

Ikke to ture er ens

Christian Madsen har været udsendt ad flere omgange fra tre uger op til seks måneder ad gangen, og ikke to ture har været ens.

- I Kosovo havde jeg det som blommen i et æg, fortæller han.

Christian Madsen ser med et smil tilbage på det hold, der var afsted tilbage i 2002 til 2003, og de danske soldaters samspil med befolkningen, for det var et af de steder, hvor de danske soldaters kulturelle uddannelse gav pote.

- Vi mistede ikke nogen. Vi havde et godt forhold til såvel serberne som til Kosovo-albanerne. Vi gik frit ud og ind hos begge parter og blev budt på kaffe og te. De danske soldater var meget velanskrevne og vellidte.

  • Feltpræst Christian Madsen i Irak.
  • Feltpræst Christian Madsen i Irak.
  • Feltpræst Christian Madsen i Irak.
1 / 3

Helt anderledes var oplevelsen, de to gange Christian Madsen har været i Irak som feltpræst. To på holdet mistede livet på den ene tur, og selvom ingen fra holdet blev dræbt på den anden tur, var det opslidende på en helt anden måde.

Raketter fløj flere gange i døgnet ind over lejren, som var under sammenpakning og tilbagetrækning, fortæller Christian Madsen. Nat som dag gik raketalarmen.

- Vi havde konstant fragmentationsvest og hjelm inden for rækkevidde. Og det eneste der var at gøre, når alarmen gik, var at kaste sig ned på jorden, og se at få udstyret på i en fart, og så ellers blive liggende, indtil alarmen blev afblæst. For ellers var der fare for at blive ramt af splinter og andet skidt, hvis raketten slog ned i nærheden.

Det var ren held og tilfældighed, at de ikke blev ramt. I den britiske lejr, der lå inden for synsafstand af den danske, ramte en raket ned i et beboelsestelt, hvor flere britiske soldater mistede livet.

- Heldigvis var de irakere, der affyrede raketterne ikke særlig gode til at beregne raketternes bane og nedslagssted, så raketterne faldt tilfældigt ned, men det var skræmmende nok endda.

Et hospital, der har sat sine spor

Den sidste tur Christian Madsen var på som feltpræst var i 2010. Det var hans anden tur til Afghanistan, så landet og området var ikke ukendt, men for første gang var han primært tilknyttet felthospitalet.

Det var en af de hårdeste ture for den erfarne feltpræst. En tur, der kun varede tre måneder, for længere holder man ikke til i sådan en funktion, siger Christian Madsen.

- Da jeg kom hjem, var jeg mast. Der var simpelthen udsolgt. Jeg var konstant på arbejde – og tiden var fyldt med døde, sårede og frustrerede soldater. Det var krig og ødelæggelse, fortæller præsten med en lavmælt stemme.

Når en melding om en såret eller dræbt soldat kom ind, var praksis, at et hold bestående af lejrens danske sygeplejersker, militærpolitiet og feltpræsten blev alarmeret. Når helikopteren med de sårede var ankommet til felthospitalets landingsplads, og de sårede var transporteret det sidste stykke med feltambulance til felthospitalet, stod holdet klar.

- Det første menneske, den sårede soldat skulle se ved hospitalet, var en dansker – en de kendte og havde set før. Når vi åbnede ambulancen, anede vi ikke, hvad vi ville få at se. Men det vigtigste var, at det første menneske den sårede så ved hospitalet, var én, de kendte, siger Christian Madsen.

Alt virker kaotisk

Der er feltpræstens opgave ikke som det første gå i gang med en masse præstesnak og bønner, men derimod at være til stede i situationen.

- For en såret soldat – én, der måske har fået sprængt et eller flere lemmer af – eller bare en, der har været ude for en voldsom hændelse og er lettere tilskadekommen, men hvor andre er blevet hårdt såret, måske dræbt – der kan alt forekomme som kaos, siger Christian Madsen.

- Soldaterne har måske ligget stille på post i ørkenen i flere dage, og så sker det, der ikke må ske. Alt går galt. Og pludselig ser de sig selv på felthospitalet. Ordene slår ikke til, eller er der ikke. Ofte er det første, en sådan såret soldat gør, at gribe fat i én til et regulært kram. At få nærkontakt. Det er måske det eneste at gøre i nogle situationer.

"En skræmmende fabrik"

Felthospitalet kan være skræmmende at komme ind på - selv for en soldat, der har været i kamp. Blod, ledninger og patienter, der bliver behandlet og måske giver lyd fra sig. Det kan virke som en skræmmende fabrik, hvor nogen ryger ind og ud hele tiden.

- Der er det godt at have et menneske, til hvem man kan sige, at man er bange, eller at man ikke vil mere. Et menneske man kan spørge, hvad der skete med den eller de kammerater, han så ryge i luften i en eksplosions støvsky, siger Christian Madsen.

På den sidste tur Christian Madsen var afsted mistede fem danskere livet og adskillige blev sårede, og opgaverne tyngede.

Kisterne skulle sendes hjem, der skulle arrangeres mindehøjtidelighed for soldaterne, og der skulle skrives kondolencebreve til de efterladte hjemme i Danmark.

- Man er ikke den samme, når man kommer hjem. Det sætter sine spor.

Feltpræstens opgaver

  • Samtalen er helt central i en feltpræsts arbejde. Soldater, der har været ude for voldsomme oplevelser – måske set dræbte børn og andre voldsomme ting – skal have et fortroligt menneske med tavshedspligt at tale med. En måde at komme videre på og finde sig selv igen er at fortælle sin historie og sin oplevelse om og om igen. Det er almindelig sund psykologi, fortæller Christian Madsen.

  • Gudstjenesten er også et fast element i en feltpræsts hverdag, og i felten bliver det legitimt for folk at gå til gudstjeneste. Gudstjenesten bliver nærværende derude, også for den der ikke normalt går til gudstjeneste hjemme i Danmark, påpeger Christian Madsen. - Hvis vi havde haft en uge med rigtig mange klø, havde jeg mange til gudstjeneste. Havde vi mistet, havde jeg flere til gudstjeneste, siger præsten.

FacebookTwitter