Unge studerende bliver boende hjemme hos mor og far i længere tid

Historien om mangel på studieboliger er ikke ny. Langtfra. Men er unge i dag blevet mere kræsne, når det drejer sig om at finde egnet studiebolig? Nej, mener forbrugerøkonom.

Ifølge Nordeas undersøgelse vælger mange unge studerende at blive hjemme hos mor og far, hvis de ikke kan finde en studiebolig. (© Gettyimages)

Intet nyt er desværre ikke godt nyt, når det gælder historien om manglende studieboliger. Der er nemlig intet nyt i historierne om, at de nye studerende i landets store universitetsbyer mangler tag over hovedet.

-Desværre. I dag er det jo nærmest sådan, at det næsten er nemmere at vinde i lotto end at finde en bolig i nærheden af sin uddannelse, forklarer Ann Lehmann Erichsen, afdelingsdirektør og forbrugerøkonom hos Nordea.

Nordea har i samarbejde med Gallup netop udarbejdet en analyse, som viser, at andelen af unge, der bor i studieboliger er faldet markant. Fra 22 procent i 2013 til 12 procent her i 2016.

- Og det hænger jo sammen med, at man i de senere år kraftigt har opfordret unge til at tage en videregående uddannelse, så der er rekordoptag på landets uddannelsessteder – men man har så bare ikke sideløbende sat turbo på ungdomsbolig-byggerierne, siger Ann Lehmann Erichsen.

Ikke udtryk for kræsenhed

Ifølge Nordeas undersøgelse, så vælger mange unge derfor i en konsekvens af de lange ventelister på studiebolig at blive boende hjemme i længere tid. 28 procent af de unge under uddannelse bor således hjemme hos deres forældre.

- Jeg tror ikke, at de tal er et udtryk for, at de unge i dag er mere kræsne og kun vil bo helt centralt, og hvis man så ikke kan det, så er det nemmere at blive boende hjemme hos mor og far. Jeg tror, det er en konsekvens af, at de simpelthen ikke kan finde noget, og er alternativet et sted langt væk fra studiestedet - jamen, så bliver de hellere boende hjemme, forklarer Ann Lehman Erichsen videre.

En stadig større andel af de unge har så været så heldige at få det, hun kalder for en VIP løsning, nemlig at mor og far køber en studiebolig til dem.

-Det er ikke min opfattelse, at det er fordi forældre i dag ikke ved, hvad de skal bruge deres penge til - jeg tror, de gør det for deres børn, fordi de kan se, at der ikke er andet at gøre. Det er en konsekvens af et håbløst boligmarked. Og det positive ved den model er så, at så optager de unge jo i hvert fald ikke pladser på ventelisten til studieboliger.

Cykelafstand er bedst

Der er også dem, der mener, at der er boliger til alle unge, hvis man vel at mærke er indstillet på at bo længere væk.

Ann Lehmann Erichsen er ikke helt enig i, at det nødvendigvis er et godt alternativ for de unge boligsøgende studerende.

-Det kan godt være, at nogle siger – fint nok, så må de jo tage de boliger, der er – også selvom de ligger længere væk. Men det kan hurtigt blive en dyr affære – især når man tænker på, at der netop er kommet nye regler for ungdomskortet, som er steget for de studerende, der netop bor langt fra deres uddannelsesinstitution.

-Jeg mener, at det ideelle er at bo i cykelafstand til sin uddannelsesinstitution, eller hvis det fx er i København, så et eller andet sted i nærheden af S-tog nettet. Det er godt at være tæt på det sociale liv, der nu engang er i forbindelse med det at være studerende, når man skal mødes med sin studiegruppe osv.

Facebook
Twitter