At være ulykkelig er ikke en psykisk sygdom

Det er vigtigt at debattere, om vi diagnosticerer for mange med psykiske lidelser, mener Psykiatrifonden.

Der er stor forskel på at være trist eller ulykkelig og så have en decideret psykisk sygdom. (© ColourBox)

Stadig flere personer i de vestlige lande bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom.

Spørgsmålet er, om flere personer i virkeligheden bliver psykisk syge, eller om læger kommer til at give for mange diagnoser til raske mennesker, som blot er præget af almindelig sorg, tristhed og træthed på grund af livets op- og nedture.

I DR1-dokumentaren ’De raske syge’ fortæller psykologiprofessor Svend Brinkmann, at han er bekymret for, om vi er på vej ind i en syg diagnosekultur, og han bliver bakket op af Psykiatrifonden.

- Jeg synes, at det er en utrolig vigtig debat. Psykisk mistrivsel er ikke lig med psykisk sygdom, siger Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt, der er speciallæge i psykiatri.

Kriterier for sygdom forklarer ikke alt

I dokumentaren ’De raske syge’ diskuteres det, om kriterierne for at få en diagnose med eksempelvis depression er blevet sænket for meget.

Men Anne Lindhardt mener ikke, at det er hele forklaringen på, at stadig flere bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom.

- Det amerikanske diagnose-system DSM-5 er slemmere til at sygeliggøre raske end diagnose-systemet ICD-10, som bruges i Europa og løbende bliver revideret af verdenssundhedsorganisationen WHO. Og spørgeskematest om symptomer kan aldrig stå alene. Speciallæger skal give en diagnose ud fra et samlet helhedsbillede, siger Anne Lindhardt.

Der skal være plads til ulykkelighed

Hun mener, at der også er komplekse samfundsmæssige og kulturelle årsager til, at for mange raske danskere i dag bliver medicineret for psykiske lidelser.

- Vi lever i en tid, hvor der bliver stillet meget store krav til lykke og perfektion, og den diskurs bliver vi nødt til at ændre. Vi må have fokus på, at vi skal kunne rumme og tale om ulykke og de svære ting i livet, siger Anne Lindhardt.

En anden udfordring er den måde, som vores system er skruet sammen på. Det kan være svært at få støtte og hjælp, hvis man har problemer, men ikke har en konkret diagnose.

- Der er ingen tvivl om, at det også er medvirkende til, at vi er ude i en lidt usund udvikling, siger Anne Lindhardt.

Stor gråzone er svært dilemma

I modsætning til fysiske sygdomme så er der en kæmpe gråzone mellem rask og syg, når det gælder psykiske lidelser.

Og derfor er det en hårfin balance, hvornår man skal gribe ind, og hvornår man ikke skal.

- Almindelig psykisk mistrivsel er ikke sygdom. Men psykisk mistrivsel kan føre til sygdom, og sygdom skal behandles. Og for eksempel er ubehandlet angst blandt de sygdomme, der giver det allerstørste produktionstab i Danmark, så det er et svært dilemma, siger Anne Lindhardt.

Debatten om overdiagnosticering af psykisk sygdom fortsætter i næste uge på dr.dk og DR1, når Sundhedsmagasinet inviterer politikere og eksperter til debat om, hvordan vi bedst prioriterer vores ressourcer i sundhedsvæsenet.

Se hele dokumentaren 'De raske syge' på dr.dk/tv.