VIDEO Alderspolitiet holder øje - især med kvinder

Især kvinder ligger under for de normer og regler, vi har defineret omkring alder. Det sætter programmet 'Min bedste alder' blandt andet fokus på.

Der er noget, der hedder alderspolitiet, som holder øje med, hvad man må i en vis alder. De sidder et eller andet sted oppe på en sky og holder øje med især kvinder: Hvordan de skal opføre sig, hvad de skal leve op til, og hvad de for Gud skyld må være og ikke må være.

Sådan forklarer forfatter Maria Marcus, 89 år, blandt andet om kvinder og alder i programmet 'Den bedste alder'.

- Alderspolitiet ved alt om kvinder: Hvordan de skal te sig - og især hvad de skal have rigtig dårlig samvittighed over, forklarer Maria Marcus videre.

Og det er først, når kvinder kommer op i alderen, at de kan tænke...ja, ja, ja - det kan godt være, at min røv ser stor ud i den her kjole, men hvad så!

- Det er synd for kvinder, at det tager så lang tid at blive frigjorte, men det er til gengæld noget af det dejlige ved at blive ældre som kvinde, at man bliver frigjort, og man holder op med at frygte, forklarer den 48-årige tv-direktør, Maiken Wexø i programmet.

Kun bange for hajer og højder

Maiken Wexø supplerer:

- Jeg frygter ingenting, måske bortset lige fra hajer og højder! Ellers er jeg ikke bange for noget, når jeg træder ind i et lokale, så er jeg ikke længere bange for, at der er nogen, der skal vælte mig. Jeg er ikke bange for at sige noget, der er forkert - hvis jeg gør det, så siger jeg hovsa og undskyld.

- Men øøøj, hvor har det taget lang tid at få den sikkerhed. Tænk, hvis vi kvinder fik den selvtillid, vi får som ældre, meget tidligere i livet - tænk hvor meget mere vi kunne have opnået!

Der knytter sig i det hele taget en række normer og idealer til de forskellige aldre. Men på trods af det, så er der også kvinder, der ikke vil ligge under for de regelsæt.

Nyt liv med motorcykel

I 'Den bedste alder' fortæller en af dem, der giver pokker i normer omkring alder, 65-årige Ester Jensen. Hun mistede sin mand for 10 år siden, dengang havde hun aldrig drømt om, at hun en dag ville rejse jorden rundt på motorcykel.

Ester Jensen har siden kørt på sin Harley i 38 forskellige lande. Mange af de ting, hun har oplevet på sine mange rejser, har hun bragt med sig hjem og bruger i sin hverdag som kroejer.

Hendes opfordring til andre - både kvinder og mænd - er, at alder er ingen hindring:

- Jeg befinder mig utrolig godt på en motorcykel. Jeg ser sådan på det, at vi skal huske at leve, mens vi gør det. Vi ved jo ikke, hvordan dagen i morgen ser ud - så lad være med at udsætte noget som helst til i morgen!

'Den bedste alder', DRK, klokken 21.30.

Facebook
Twitter