VIDEO DR-vært tager på voldsom rejse i underbevidstheden med ulovligt syretrip

I ’Mellem himmel og jord’ rejser Michael Jeppesen i fodsporene på den psykedeliske urtedrik ayahuasca, der påstås at kunne kurere alt fra småproblemer til alvorlig depression.

Michael Jeppesen flyver igennem et ormehul og lander på et torv i Babylon, hvor han ser sin datter brænde på et bål midt på pladsen.

Sådan beskriver DR-værten en del af sit syretrip på det sydamerikanske stof ayahuasca. Han kalder synet ”det mest forfærdelige øjeblik” i sit liv, og han garanterer, at han aldrig vil prøve det igen.

Det er i sjette og sidste afsnit af DR2-serien ’Mellem himmel og jord’, at værten Michael Jeppesen undersøger fænomenet ayahuasca på egen krop. Nogle danskere vil nemlig hellere benytte sig af psykedeliske stoffer end antidepressiv medicin.

Ayahuasca er en urtedrik, der påvirker nervesystemet og forårsager hallucinationer. Hovedkomponenten er det hallucinerende stof Dimethyltryptamin - også kendt blot som DMT - der er ulovligt.

Ved at lade ayahuasca’en sende en på et otte timer langt syretrip påstås det, at alt kan kureres – lige fra hverdagens små problemer til alvorlig depression og angst.

- Ayahuasca gav mig de værste mareridtsbilleder, som jeg nogensinde har set, og jeg håber, at jeg aldrig skal se dem igen. Jeg kommer aldrig til at prøve det igen, og jeg vil ikke anbefale nogen at gøre det, fortæller Michael Jeppesen efter at have prøvet af drikke ayahuasca.

Se Michael Jeppesen indtage ayahuasca og hør hans efterfølgende refleksioner over oplevelsen i videoen i toppen af artiklen, og se 'Mellem himmel og jord' i aften kl. 21.30 på DR2.

Facebook
Twitter