Voxpop: - Ja, du må gerne fortælle en hemmelighed videre

At spørge andre om råd og give tid er måden at håndtere en kritisk hemmelighed på. Og du behøver ikke altid at holde på hemmeligheden, lyder det fra en række tilfældige danskere.

Hemmeligheder kan være svære at holde på. 24 procent af danskerne har fortalt en anden persons hemmelighed videre, selvom den var fortalt i fortrolighed, viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR. (Foto: Christine Hyldal © dr)

- Kan du holde på en hemmelighed?

Hvis et familiemedlem, en ven, en kollega eller en helt fjerde begynder en samtale sådan og derefter fortæller dig sin hemmelighed, må du selvfølgelig ikke fortælle den til nogen. Eller hvad?

For hvad nu, hvis det er en hemmelighed, som du egentlig helst ville være foruden? Er det nogensinde i orden at fortælle en hemmelighed videre, selvom du har fået den fortalt i fortrolighed - eller måske selv har fundet ud af det?

Det har dr.dk spurgt fire tilfældige mennesker på gaden om. Se deres svar herunder.

- Der kan være en god grund til at fortælle noget videre

Rebekka Quistgaard, 19 år, Birkerød (Foto: Christine Hyldal © dr)

Hvad gør du, hvis du får en hemmelighed at vide, som du egentlig ikke bryder dig om at kende?

- Hvis jeg hørte, at en person, jeg kender, for eksempel har været utro, ville jeg være hundrede procent sikker på, at det var rigtigt, inden jeg gjorde noget. Jeg har faktisk prøvet det. Jeg hørte fra en pige, at hun havde været sammen med en fyr, som var en af mine veninders kæreste. Pigen anede ikke, at jeg kendte ham, hun havde været sammen med.

- Den var svær. Min veninde havde været sammen med sin kæreste i lidt over et år, og jeg brugte lige et par dage på at tænke over, hvad jeg skulle gøre. Men jeg fortalte hende det. Hun blev ked af det, men i dag er hun glad for, at hun ikke er sammen med ham mere.

Hvornår er det ok at afsløre noget, man har fået at vide i fortrolighed eller tilfældigvis finder ud af?

- Faktisk er det ikke ok at fortælle noget videre, som man har fået at vide i fortrolighed. Men der kan være en god grund, og det kan være, at hemmeligheden vil komme til at betyde en stor ændring i en persons liv.

- Hvis folk har dummet sig, holder jeg tæt

Gustav Sinding, 17 år, Birkerød (Foto: Christine Hyldal © dr)

Hvad gør du, hvis du får en hemmelighed at vide, som du egentlig ikke bryder dig om at kende?

- Jeg kan godt finde på at sige det videre, hvis jeg vurderer, at folk har brug for at vide det. Altså hvis det er små sjove ting, hvor folk nærmest er til grin, hvis de ikke kender hemmeligheden. På efterskolen var der en del af den slags småting. Rygter går hurtigt, og derfor kan det være ok at sige hemmeligheder videre. Hvis det er alvorlige ting, så holder jeg tæt.

Hvornår er det ok at afsløre noget, man har fået at vide i fortrolighed eller tilfældigvis finder ud af?

- Hvis folk har lavet noget, som de fortryder. Hvis de har dummet sig, så holder jeg tæt. Men hvis det bare er sjovt og ikke alvorligt, så kan jeg godt fortælle en hemmelighed videre.

- Det er ok at afsløre noget, hvis nogen er i knibe

Malou Angelo, 26 år, Nørrebro (Foto: Christine Hyldal © dr)

Hvad gør du, hvis du får en hemmelighed at vide, som du egentlig ikke bryder dig om at kende?

- Jeg vil spørge min kæreste til råds. Han er min nærmeste fortrolige, og han vil aldrig skabe drama. Og han vil heller ikke sige det videre til andre. Og så vil jeg se tiden an. Hvis det nu var en venindes kæreste, der havde været hende utro... Jamen, måske havde de givet hinanden lov, og så skal man ikke skabe drama.

Hvornår er det ok at afsløre noget, man har fået at vide i fortrolighed eller tilfældigvis finder ud af?

- Hvis nogen er i knibe. Hvis jeg nu havde en veninde, der knoklede løs på sit arbejde, og jeg havde hørt, at hun stod til en fyring, så ville jeg forsigtigt fortælle hende, hvad jeg havde hørt. Jeg ville gøre det for at hjælpe hende. Og så ville jeg stå ved, at det var mig, der havde sagt det videre. Der er så mange situationer, hvor folk siger: "Ej, du må ikke sige, at jeg har sagt det". Men man skal stå ved, det man siger - det er det vigtigste. Og så skal man forklare, hvorfor man har sagt det videre.

- En hemmelighed kan skade mere, hvis den ikke bliver fortalt

Tilde Bjørkskov, 32 år, Nørrebro (Foto: Christine Hyldal)

- Hvad gør du, hvis du får en hemmelighed at vide, som du egentlig ikke bryder dig om at kende?

- Jeg vil dele den med en anden. En udenforstående for lige at vende det og for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre.

Hvornår er det ok at afsløre noget, man har fået at vide i fortrolighed eller tilfældigvis finder ud af?

- Det er svært at svare på. Det er helt 'Mads & Monopolet'-agtigt! Men hvis jeg vurderer, at hemmeligheden skader en anden, hvis jeg ikke fortæller vedkommende om den, så vil jeg gøre det. Jeg ville igen vende situationen med en udenforstående, men jeg tror, at en hemmelighed kan skade mere, hvis den ikke bliver fortalt, end hvis den bliver fortalt.

Facebook
Twitter