Carlos hjælper unge ud af kriminalitet: Nu hyldes han med kæmpe pris på 500.000 kr.

Caféen Carlos’ Kitsch’en i Svendborg får årets Tine Bryld-pris for at hjælpe socialt udsatte.

Tine Bryld Prisen, der er Danmarks største socialpris, går i år til Carlos’ Kitsch’en i Svendborg.

Caféen serverer alt fra ribbensandwich, falafelsandwich og burgere, der er lavet af tidligere fængselsindsatte, som enten har afsonet deres domme eller er i et udslusningsforløb fra fængslerne.

Her forsøger ejeren, Søren Carlos Rasmussen, at minimere risikoen for, at de vender tilbage til kriminalitet ved at skabe en almindelig hverdag på en almindelig arbejdsplads.

Desuden har virksomheden også til formål at genskabe de straffedes tillid til samfundet og skabe en ny identitet uden kriminalitet.

- Med prisen til Carlos’ Kitsch’en sætter vi mennesker i centrum i deres eget liv – og det ville Tine Bryld have elsket. Det begrunder, hvorfor det netop er Carlos’ Kitsch’en og deres seje idémand og deltagere, der dette år modtager Tine Bryld Prisen, siger Helle Degn, formand for foreningen bag prisen.

Det svarer til en Oscar

Carlos' Kitsch'en åbnede i gågaden i Svendborg for to et halvt år siden. Siden har omkring 20 personer været ansat i caféen, som ellers har haft svært ved at få adgang til arbejdsmarkedet på grund af en plettet straffeattest.

Søren Carlos Rasmussen, der åbnede stedet, har tidligere været ansat i Nyborg Statsfængsel, hvor han undrede sig over, hvor mange der igen havnede i fængsel, efter de havde afsonet en dom.

Han er helt målløs over, at caféen modtager prisen.

- Det her er for os den ypperste blåstempling af projektet. Det svarer næsten til at få en Oscar for en film, siger han.

Vil åbne i flere byer

Prisen inkluderer en check på 500.000 kroner, som skal gå til at videreudvikle konceptet, mens idémanden selv får en personlig pris på 50.000 kroner samt en statuette.

- Intentionen er at få skabt Carlos’ Kitsch’en i Odense, Aarhus og København, fordi potentialet er større der, og det også vil give os mulighed for at lave en mere sund forretning. Men vi lukker aldrig i Svendborg. Denne café vil altid være nummer ét, siger Søren Carlos Rasmussen.

Trygfonden, DR og Projekt B står bag Tine Bryld Prisen.

Tidligere modtagere af Tine Bryld Prisen

  • 2016: Den somaliske kvindeforening Sahan i Vollsmose på Fyn.

  • 2015: Lisbeth Høstgaard Møller og Kvisten Viborg for at hjælpe personer, der havde været udsat for seksuelt misbrug.

  • 2014: Værestedet Muhabet for traumatiserede og psykisk sårbare indvandrere og flygtninge.

  • 2013: Flora Ghosh, der hovedsageligt arbejder med behandling og rehabilitering af mennesker med prostitutionsskader.

Facebook
Twitter