Mine venner og jeg tager i byen næsten hver weekend.

Byturene starter i en af mine venners anneks, hvor vi sidder og spiller kort eller et brætspil, mens vi drikker nogle drinks. Der går det egentlig fint nok. Men det ændrer sig, når vi tager toget mod København.

I toget kommer de latterlige sange, tilråb til hinanden og en opførsel, som minder om gorillaers, hvor man bare skal vise sig frem.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Vi kan råbe bøsserøv til hinanden, som, andre i toget synes, er lidt for offensive.

Drikker og rager på piger

Når vi så ender i byen, bliver vi møgstive og drikker vodkadrinks, hvor det nogle gange er 80 procent af drinken, der består af vodka. Det kan udvikle sig til en konkurrence om, hvem der brækker sig flest gange.

Tværs - Du er ikke alene

Tværs er tilbage med Sara Bovin som vært.

Sara Bovin er 32 år gammel, uddannet tv-tilrettelægger og har lavet flere tv-programmer om udsatte unge blandt andet POV på DR3.

Hvis du har et problem, som du gerne vil dele med Tværs, kan du skrive til skrive til Sara Bovin på Facebook i gruppen Tværs - Du er ikke alene.

Tværs sendes hver søndag klokken 20:03 på P3 og kan også høres som podcast.

Jeg kan forestille mig, at pigerne ikke har det så godt, når vi er i nærheden.

Der bliver råbt til dem om, at de skal komme over og få en drink, og så bliver det ret hurtigt 'noget for noget' oppe i drengenes hoveder. De mener, at de må kysse pigerne og tage dem på brysterne og røven, når de har fået drinks.

Det er over min grænse, og det, synes jeg, ikke er i orden.

Tør ikke gribe ind

Når det sker, sidder jeg mest for mig selv og gør ikke rigtig så meget. Jeg forholder mig passivt, og på den måde kan man sige, at jeg selv er en del af det, når jeg ikke griber ind.

Hvis jeg bryder ind, frygter jeg, at jeg bliver kaldt en idiot eller en cock blocker – sådan en, der stopper et samleje, lige inden det skal begynde. Jeg vil helst ikke have, at de bruger det ord om mig, hvis jeg for eksempel stopper en af mine venner, når han er i gang med at pille en pige i underbukserne, når hun ikke har lyst.

Nogle gange siger jeg: ’Nej, lad nu være’.

For dem lyder det nok bare som om, at jeg joker. Men jeg har ikke lyst til at blive vred og skabe en dårlig stemning, når vi er i byen. Jeg føler mig ikke tilpas, når jeg er i byen med dem, og jeg sidder mest med min drink uden rigtig at snakke med dem.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Bange for at sidde alene derhjemme

Jeg har kendt flere af dem fra min vennegruppe, siden jeg skiftede skole på grund af mobning i 5. klasse. Andre af dem har jeg kendt siden gymnasiet, hvor de her drukture også begyndte.

Hvis jeg bliver ved med at tage i byen med dem, er jeg bange for, at jeg bliver lidt ligesom dem.

Jesper

Jeg ses også med dem til fodbold i løbet af ugen, hvor der ikke er noget problem. Og de er virkelig solidariske, så man ved, man hører til gruppen næsten lige meget hvad.

Men ingen fyre gider at være sammen med en anden gut, der forhindrer dem i at komme hjem med en pige. Jeg er bange for, at de vil lade mig sidde alene derhjemme i weekenden, hvis jeg beder dem om at stoppe.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Svært at skifte vennerne ud

Jeg har flere gange tænkt på, at jeg skulle udskifte min vennegruppe.

Men når jeg har forsøgt, er det ofte endt med, at jeg kom krybende på knæ tilbage til dem efter et par uger, fordi jeg har følt mig alene. Jeg har svært ved nye ting, og jeg føler, det er ret scary, hvis jeg bare cutter dem væk og starter noget nyt.

For hvis det mislykkes, så skal jeg krybe tilbage til vennegruppen, og så vil jeg føle mig latterliggjort.

Hvis jeg bliver ved med at tage i byen med dem, er jeg bange for, at jeg bliver lidt ligesom dem.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

At jeg bliver en, som ikke længere kan finde ud af at opføre mig pænt. For jeg har før været virkelig tæt på at rage en pige på røven og spørge hende, om hun ville med hjem. Det skræmmer mig ad helvede til.

Jeg håber, at jeg kan få nogle redskaber til at komme ud af det her, så jeg ikke ender med at blive ligesom dem.

Hør podcast

  1. Tværs på P3

    Tværs er podcasten, der går helt tæt på den personlige historie.