Jonas på 21: Jeg overvejede at køre mig selv og mine forældres bil ud over bjergsiden

Jonas Hulgaard Ammundsen blev ramt af stress og depression. Det fik ham til at overveje selvmord under familieferien i de italienske alper denne sommer.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Klokken var 2.30 på en sommernat i år. Mine forældre, min søster og jeg var på bilferie i Italien. Ikke så langt fra Comosøen i Norditalien.

Jeg kunne ikke sove. Det eneste, der var i mit hoved, var, at jeg bare havde brug for at være helt alene.

Jeg vidste, min fars bilnøgler lå i hans lomme. Jeg tog nøglerne, åbnede mine forældres sølvgrå Fiat Scudo og kørte op i bjergene. Da jeg havde kørt en times tid, fandt jeg en parkeringsplads, hvor jeg kørte ind. Jeg gik ud ad bilen. Den der italienske alpemusik, de spillede i radioen, kunne jeg på ingen måde holde ud.

Det var først, da jeg kiggede ned fra bjerget, at jeg fandt ud af, hvor højt jeg var kommet op. Da jeg satte mig tilbage i bilen igen, kom tanken: Hvad ville der ske, hvis jeg kørte ud over skrænten?

Jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne håndtere tingene længere. Jeg kunne ikke blive ved med at bilde mig selv ind, at alting nok skulle gå. Jeg kunne ikke se nogen positiv udgang på de situationer, jeg var havnet i.

Det eneste, jeg vidste, var, at det ville være nemt og befriende, hvis jeg ikke længere skulle forholde mig til noget i livet længere.

Jeg kom til at tænke på mine forældre og min søster. Det var planen, at vi skulle videre til Paris, inden vi tog hjem til Danmark. Hvis jeg begik selvmord, ville min families ferie være ødelagt.

I det samme øjeblik ringede min mobiltelefon.

Var afhængig af andre

Siden, jeg blev født, har jeg haft en anderledes opvækst end de fleste. Jeg har haft ADHD, som tidligere var ubehandlet, og jeg blev født med en immunforsvarsdefekt.

Allerede tre uger efter, jeg blev født, blev jeg indlagt på hospitalet. Sådanne indlæggelser har gentaget sig igennem mit liv, siden jeg var helt lille.

Opholdene på sygehusene har betydet, at jeg har været meget afhængig af andre mennesker, og at jeg har haft svært ved at finde mig tilpas i sociale sammenhænge, fordi jeg i min barndom har været væk fra skolen i flere omgange og op til flere måneder ad gangen.

Mine forældre har brugt meget tid på mig, og det har betydet, at mine søskende er blevet nødt til at give afkald på mine forældre i perioder, hvor de havde brug for dem.

Jeg skammer mig over, at jeg har været så altopslugende i min familie.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Det har givet mig en trang til at give noget tilbage og en følelse af, at jeg ville klare det hele selv. Jeg havde skabt et tankesæt om, at jeg skulle alting selv, og at jeg skulle klare alting godt.

Det har på nogle punkter været positivt for mig, men det var også en af årsagerne til, at jeg fik stress i gymnasiet.

Jeg ville kunne alt

Det begyndte i 2.g., selvom jeg først fandt ud af, at det var stress, efter jeg kom hjem fra sommerferien i Italien.

I tiden på gymnasiet havde jeg voldsomt travlt. Jeg var formand for en lokal politisk ungdomsafdeling. Jeg ville stille op til kommunalvalget, jeg ville være folketingskandidat, og jeg var med i gymnasiets bestyrelse. Jeg spillede med i musicals, og jeg spillede håndbold.

Jeg ville bare bevise, at jeg kunne alting.

Jeg begyndte at blive en ubehagelig person. Jeg havde ingen empati for de nye venner, som jeg havde fået på gymnasiet. Hvis de fortalte om et problem, de havde, så kunne jeg finde på at sige, de bare pissede mig totalt af, og at deres problem var helt patetisk. Det fik mange til at vende mig ryggen.

Sådan er jeg normalt ikke som person.

Jeg havde megatravlt, og mit fravær steg. Samtidig blev jeg mere ligeglad med gymnasiet, fordi jeg skulle til musicalprøver og møder andre steder.

Jeg færdiggjorde årsprøverne i 3.g. i 2016. Jeg var på det tidspunkt sikker på, at jeg ikke ville blive smidt ud, selvom mit fravær var for højt, og mine karakterer var faldet sindssygt. Men det blev jeg. Jeg husker tydeligt, at rektoren stod klar fredag eftermiddag, efter den sidste årsprøve i samfundsfag var overstået.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Jeg troede, han var kommet på grund af noget bestyrelsesarbejde. Men min verden brød fuldstændig sammen, da han sagde, at jeg ikke kunne fortsætte på gymnasiet. Jeg følte, jeg havde mistet hele min identitet. Det var først halvanden måned senere, at jeg kunne fortælle det til mine forældre.

Jeg afviste mine bekymrede forældre

Jeg blev i 2017 ansat i en børnehave. Det var jeg superglad for. Men børnetallet faldt, og jeg blev flyttet til en anden børnehave, hvor jeg ikke var glad for at være.

Da jeg kom hjem fra arbejde, var jeg ked af det hele tiden. Men jeg tænkte bare, det var fordi, jeg var et dårligt sted. Mine forældre var bekymrede, men jeg afviste dem og blev sur, når de spurgte, om der var noget galt.

Jeg har været sammen med min kæreste i tre år, og inden ferien i Italien i sommer, fik jeg at vide, at hun skulle til Sydamerika. Det havde jeg svært med.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Fortalte ikke om selvmordstankerne

Alt det fik mig til at få selvmordstankerne, da jeg sad i bilen på bjerget. Men da mobilen ringede, og min bekymrede far var i røret, besluttede jeg mig for at lade være. Jeg tog tilbage til hotellet, men fortalte dem kun, at jeg var taget af sted for at være alene.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til min læge. Det kom som en pludselig tanke en dag på arbejdet. Jeg fandt bare ud af, hvor sindssygt det havde været på bjerget under ferien i Italien.

Da jeg talte med lægen, brød jeg helt sammen. Han var den første, jeg havde fortalt hele historien til.

Det var en lettelse at få at vide, at jeg havde en depression, så jeg kunne forklare over for mig selv og over for andre, hvorfor jeg havde opført mig sådan. Selvom det også var hårdt, at jeg igen skulle være omdrejningspunktet i min familie, fordi jeg skulle i behandling.

Har brug for at komme videre

Mange venner var forsvundet, fordi jeg havde været sur og aggressiv, men efter jeg er kommet i behandling, er det lykkedes mig at genoprette nogle af relationerne. Jeg er heldig at have nogle gode personer omkring mig, der er så forstående og empatiske. Det sætter jeg enormt stor pris på.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

I dag har jeg det meget bedre. Men jeg har brug for hjælp til at komme videre fra den situation, jeg havnede i, og bruge det hele til noget positivt i fremtiden.

Oplevelsen er en væsentlig del af mit liv, og jeg er ikke i stand til bare at glemme det.