Leander på 20: Jeg har været på stoffer, siden jeg var 14

Et projekt, der netop har vundet Trine Bryld Prisen, har hjulpet Leander med at droppe sit seks år lange stofmisbrug. Her er hans historie.

Jeg stoppede med at ryge hash for 25 dage siden, og det har jeg jo røget hver dag i seks år. Det, synes jeg, er helt vildt.

Det har sgu været hårdt, og når jeg er sammen med mine venner, der ryger, så har jeg ikke haft lyst. Jeg får det dårligt bare at lugte til det. De andre stoffer stoppede jeg med at tage for 3-4 måneder siden. Det er egentlig ret godt gået, synes jeg.

(Foto: Martin Fält © dr)

Jeg blev mobbet meget i folkeskolen, og jeg havde et meget stort temperament, så det endte med, at jeg gik amok på en fra 9. klasse, som havde mobbet mig og min tvillingebror i langt tid. En dag kunne jeg se, at han mobbede min tvillingebror, og så fik jeg bare nok. Jeg løb hen og tog en plastikspade, som jeg slog ham med en del gange i hovedet.

Mobning påvirkede mig rigtig meget. Så da jeg var 14 år, begyndte jeg at tage en masse stoffer og ryge en masse hash, for jeg havde ikke rigtig så mange at være sammen med.

Jeg blev inviteret ind i en vennegruppe, hvor de andre var en 18-19 år og tog rigtig mange stoffer, som de også solgte. Så jeg har også solgt en del … Både kokain, MDMA og hash ad flere forskellige gange. Også når jeg gik i skole. Jeg havde stoffer med i skole hver dag.

(Foto: Martin Fält © dr)

Det første jeg prøvede var hash. Der fik jeg det meget, meget dårligt, for jeg røg det af sådan et tyrehorn. Jeg troede, det var det, man gjorde, for jeg anede jo ikke noget dengang. Jeg blev så skæv, at jeg vågnede op på en togstation, hvor jeg blev vækket af mine forældre. De havde været ude at lede efter mig. Ingen vidste jo, hvor jeg var henne, for jeg var bare smuttet.

Jeg blev smidt ud af 8. klasse, fordi politiet kom ind og anholdt mig. Der havde været noget med en pedel dagen før. Han havde taget hårdt fat i min arm, så jeg gik amok og skubbede ham ind i en væg og sagde, at jeg ville smadre ham, hvis han gjorde det igen. Så ringede han til politiet og sagde, at jeg havde truet med at slå ham og hans familie ihjel. Men det havde jeg jo ikke sagt. Det var en kæmpe løgn.

Jeg fik job i Jem & Fix resten af skoleåret, men det var noget skidt, for de fleste af dem dernede var tidligere dømte og kriminelle, så vi rendte alle sammen rundt og tågede meget.

(Foto: Martin Fält © dr)

Da jeg startede i 9. klasse, tog jeg rigtig mange stoffer. Faktisk var jeg påvirket hver dag det skoleår.

Jeg gik i en klasse for folk, der var smidt ud af skoler og dem, der ikke gider lære, og der havde jeg de bedste lærere, jeg nogensinde har haft. De kunne se, at jeg var helt væk på stoffer, når jeg kom i skole. Engang kravlede jeg ned i en fryser på skolen. Så jeg tænkte: Jeg bliver sgu nødt til at få noget hjælp, for det går jo ikke at have det sådan her.

Min ene lærer i 9. klasse kendte Carlos, der har restauranten Carlos Kitsch’en. Carlos var lærer og havde engang været vikar for vores klasse i en uge, og dengang kunne han godt se, at jeg var rimelig langt ude.

Så da jeg blev smidt ud af 10. klasse, syntes Carlos, at det var en god ide, hvis jeg begyndte at arbejde på hans restaurant.

(Foto: Martin Fält © dr)

Det gik ikke så godt, første gang jeg kom ned til Carlos på hans restaurant. Jeg tog for mange stoffer og skulle kun være der to timer om dagen, så det var slet ikke nok for mig, når jeg skulle ud af alle de ting. Så havde jeg jo stadig hele dagen til at lave, hvad fanden jeg ville. Så det gik ikke.

Så rendte jeg rundt og lavede en masse kriminalitet igen og tog en helvedes masse stoffer. Men så mødte jeg Carlos i Kvickly en dag. Han spurgte, hvad jeg gik og lavede, og så fortalte jeg, at jeg skulle mødes med min sagsbehandler for at finde ud af, hvad jeg skulle. ’Sig til hende, at du starter hos os igen i morgen’, sagde Carlos – og det gjorde jeg så. Og så har jeg været der lige siden.

(Foto: Martin Fält © dr)

At være ansat hos Carlos Kitsch’en giver mig et fællesskab, og når jeg er der, kan jeg kun være glad.

Det kan godt være, at jeg indimellem har nogle dårlige dage, for jeg har oplevet en del. Jeg tror, jeg har været til 4 eller 5 begravelser, mens jeg har arbejdet der. En kammerat døde af en overdosis, en anden blev kørt over og så var der en, der skød sig. Carlos siger også, at jeg er en stærk person – fordi jeg kan møde op på arbejde, selvom der sker så mange ting.

Jeg vil gerne blive i Carlos Kitsch’en, så længe jeg kan, og så må jeg jo se, hvad der sker. Jeg vil gerne videre med kokkefaget, men uddannelse er ikke lige mig, for når der er mange mennesker på et sted, så kan jeg godt blive lidt underlig. Jeg er heller ikke så god til at sidde stille.

Jeg har fået et sammenhold med de andre på Carlos Kitsch’en, som jeg ikke har oplevet før. Det kan godt være, at jeg havde en masse venner, og jeg følte, at de var venner. Men det var de jo ikke i sidste ende. Men dem, jeg har mødt hos Carlos, de er ligesom en familie for mig, så jeg er meget, meget taknemmelig for det, der nu er sket med mig.

Facebook
Twitter