Pauline på 23: Jeg føler, mit liv er gået i stå, efter min mor døde

Pauline har svært ved at gøre de mest basale ting i sin hverdag, efter hendes mor døde.

En tirsdag morgen klokken kvart over seks for tre en halv måned siden blev jeg vækket ved, at min telefon ringede. Det var en sygeplejersken fra hospitalet. Hun fortalte, at det var nu, jeg skulle komme.

Sådan et opkald havde jeg fået før, men jeg vidste, min mor ville dø denne gang.

Min mors veninde og jeg skyndte os op på afdelingen, og da jeg så min mor, var jeg endnu mere sikker på, at hun var ved at dø. Hun var ikke længere til stede på samme måde, som hun havde været tidligere.

Jeg fik lov til at lægge mig op i sengen ved siden af hende. Imens åbnede min mors veninde vinduet, så min mors sjæl kunne komme ud.

Jeg lå egentlig bare der og holdt om min mor. Jeg snakkede med hende, og jeg spillede en sang for hende. Til sidst kunne jeg ikke sige andet end: ’Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.’

Da klokken var 9.29, døde hun. Jeg holdt om hende, mens det skete.

Det var et vildt mærkeligt øjeblik. De timer var de smukkeste i hele mit liv, og jeg føler mig vildt priviligeret over at have kunnet give min mor sådan en afsked. Men det var også det mest forfærdige, jeg har været udsat for.

Min mor og jeg har nærmest haft et symbiotisk forhold. Vi har altid været utrolig tætte, fordi jeg ikke rigtig har haft kontakt med min far og ikke har nogen søskende.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Min mor har selvfølgelig også været som en ganske almindelig mor, men hun har været mere end det. Hun har været alt. Hun har været min hverdag og mit liv.

Jeg har altid troet, at jeg selv ville dø, den dag min mor døde. Men da min mor gik bort, og jeg fandt ud af, at jeg stadig var i live, fik jeg det svært. Det, at få revet båndet over til nogen, der er så tæt på en, er virkelig mærkeligt og virkelig ensomt.

Min mors sygdomsforløb begyndte i september 2010. Hun fik en blodprop i hjertet, og efterfølgende kom der en masse sygdomme. Et år inden hun døde, fandt lægerne ud af, at de små sygdomme kom fra en sjælden lungesygdom, som hun kunne blive opereret for.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Min mor har altid gerne villet livet. Så da hun fik at vide, at operationen indebar en risiko for, at hun kunne dø, var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville opereres.

Efter min mor døde, føler jeg, at jeg er ved at gå i stå. Jeg er bange for, at jeg falder, og ingen vil gribe mig, som min mor plejede at gøre.

Jeg har svært ved almindelige dagligdagsting. Nogle gange kan jeg ikke handle ind. Andre gange kan jeg ikke vaske tøj, og jeg kan ikke være for social, men heller ikke være helt alene. Jeg har svært ved at koncentrere mig om mit studie, jeg har svært ved at sætte mig ned for at læse, og nogle gange har jeg endda svært ved at trække vejret.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Jeg bor i min mors lejlighed og sover der hver nat. Jeg føler, min mor er der lidt mere, end hvis jeg er i min egen lejlighed.

Jeg sætter stor værdi i min mors ting. Jeg ved godt, at min mor ikke er i den gamle colaflaske eller de visne blomster, der er i hendes lejlighed. Men det at være i min mors hjem føles trygt, fordi jeg ved, hun har været der.

Jeg ved, jeg skal lade være med at lægge følelser i fysiske ting, som har tilhørt min mor. Men sorgen er så ukonkret, at jeg gør sorgen konkret ved at beholde colaflasken, som min mor har rørt ved.

Jeg tror, jeg har måttet indse, at jeg aldrig bliver den samme Pauline igen. Jeg skal lære at acceptere, at det nu er en del af min fortælling, at jeg som ret ung mistede min mor.

Jeg har stadig svært ved at navigere rundt i mit nye liv. Før var jeg meget socialt anlagt, og jeg var en, der kunne have en masse bolde i luften på én gang. Sådan har jeg det overhovedet ikke længere.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Sorgen fylder rigtig meget, men jeg ved, at den heller ikke må overskygge alt andet.

Jeg skal indse, at min mor er død, og jeg skal ikke lade sorgen æde mig op, som jeg lidt føler, den er ved at gøre. Jeg ved, det er usundt, og det er vigtigt at få bremset det i tide.

Men hvordan lever man egentlig uden sin mor?

Tværs på DR3 har fulgt Pauline i dokumentaren 'Pauline er gået i stå'. Du kan se programmet her.

Facebook
Twitter