Pernille på 20: Jeg føler skam over ikke at have nogen nære veninder

Pernille har haft svært ved at skabe nære venskaber, hvor hun føler, hun kan være sig selv.

Egentlig synes jeg, at jeg kender mange fantastiske mennesker, og at jeg er god til at involvere mig i sociale sammenhænge. Men jeg har den her følelse af, at det kan være svært virkelig at kunne være mig selv, når jeg er sammen med andre.

Jeg føler kun rigtig, at jeg kan være helt mig selv sammen med min kæreste og min familie.

Når jeg er sammen med andre end dem, så føler jeg, at jeg får et ekstra lag udenpå, der skal beskytte mig på en eller anden måde.

Følelsen kom første gang, da jeg gik i folkeskolen. Dengang viste følelsen sig mest som en usikkerhed for, om andre kunne lide mig, selvom jeg havde mange at være sammen med, når man ser logisk på det.

Jeg følte mig forkert

Følelsen ændrede sig senere hen. Jeg begyndte at føle, at jeg havde en distance til andre, og at jeg ikke kunne føle mig til stede og tryg i andres nærvær.

Da jeg tog på efterskole i 9. klasse, fik det lave selvværd frit spil, og jeg kunne ikke finde ud af at være mig selv. Jeg nåede derfor ikke at knytte de helt dybe venskaber. Dengang kunne jeg ikke sætte ord på, hvordan jeg havde det. Jeg følte mig bare forkert.

Når jeg tænker tilbage på det nu, var efterskoleåret lidt af et chok for mig. Jeg havde ikke været i en situation før, hvor ingen kendte mig. Det gjorde, at jeg blev handlingslammet, og at det føltes som om, der var et skjold omkring mig, som gjorde, at andre ikke fik adgang til at se, hvem jeg virkelig var. Derfor gled mange af venskaberne hurtigt ud i sandet.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Vennerne var langt væk

Da jeg kom hjem igen efter opholdet på efterskolen, boede jeg et halvt år hjemme hos mine forældre.

Her begyndte jeg på gymnasiet, men efter et halvt år flyttede vi til Aarhus. Der startede jeg på et nyt gymnasium, men droppede ud få måneder senere, blandt andet fordi jeg var i tvivl om, om gymnasiet var noget for mig.

Jeg begyndte at arbejde i en biograf, men jeg mødte ikke rigtig så mange nye mennesker. Og da jeg så fik en skade i knæet og ikke kunne fortsætte med at arbejde, havde jeg ikke rigtig nogen at ses med i hverdagen.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Det er ikke fordi, jeg overhovedet ikke havde nogle venner, men geografisk set var dem, jeg kendte, langt væk fra mig, samtidig med at de fleste havde travlt med gymnasiet.

Jeg havde ikke rigtig noget at stå op til om morgenen, og så kom ensomhedsfølelsen for alvor.

Fik følelsen af at høre til

Det var først for to år siden, at det begyndte at blive lidt bedre. Jeg begyndte på HF og kom i en klasse, hvor jeg ikke rigtig følte mig hjemme. Men jeg kom i elevrådet, hvor jeg mere følte, at der var andre ligesom mig.

Det var her, jeg begyndte at få en følelse af at høre til igen, og på et valghold fandt jeg min kæreste.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Mens jeg var på HF, fik jeg flere venskaber, men efter vi er blevet studenter, føler jeg, at jeg skal starte forfra igen. Da de fleste af os har sabbatår, kan det være rigtig svært at samles.

Det er først det sidste års tid, at jeg er begyndt at kunne kæde min egen historie sammen og forstå, hvorfor jeg har følt mig forkert. Følelsen af at være forkert hænger sammen med ensomheden. Det har min psykoterapeut og kæreste været en stor del af at få forståelsen for.

Skamfuldt at være ensom

Min kæreste og min familie ved godt, hvordan jeg har det. Men jeg oplever, at det er et tabu at sige, at man ikke føler, man har nære veninder.

Det er skamfuldt at være ensom, fordi sociale relationer har så stor en plads i vores liv. Oftest kædes sociale relationer sammen med prestige.

Jeg har brug for at bryde den skam ved følelsen af ikke at have nogen nære veninder som 20-årig, og jeg har brug for at vide, hvordan man knytter dybe venskaber, når de sociale rammer hele tiden bliver udskiftet.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
Facebook
Twitter