Rasmus på 27: Jeg stod frem med min stress – og så følte jeg mig ikke alene mere

Da journalisten Rasmus skrev om at have panikangst, væltede det ind med reaktioner. Og sygdommen begyndte pludselig at give mening for ham selv.

– Hvor er det dejligt ikke at føle sig alene.

For to år siden satte jeg mig bag tasterne for at skrive en meget personlig klumme. På det tidspunkt var jeg lige begyndt at arbejde igen efter at have været sygemeldt med stress i tre måneder.

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville dele min oplevelse, og hvordan jeg havde fået min panikangst under kontrol. For at sætte ord på det hele – og for måske at hjælpe andre i samme båd.

Som journalist er man af og til heldig at få reaktioner på sine artikler fra læserne. Men aldrig før har jeg modtaget så mange mails, beskeder og personlige henvendelser, både fra folk jeg ikke kender og fra nogle af mine nærmest.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Vi spoler tiden tilbage.

I 2015 er jeg er 25 år, og jeg plejer ikke at være bange for særlig meget – men lige pludselig er jeg bange for alt.

Metroer, biler, busser, pladser, parker, helikoptere, mange mennesker, få mennesker, larm, stilhed, trapper, elevatorer, fysisk kontakt, lyden af min telefon, lyden af min dørklokke, lyden af mine overboer, når de tramper over gulvet. Alt kan få mit hjerte til at fare op i halsen på mig og min krop til at gå i baglås.

Det hele begyndte, efter to bevæbnede mænd truede sig adgang til det franske satiremagasin Charlie Hebdo og dræbte tolv mennesker.

På det tidspunkt arbejder jeg på Berlingske midt i København, og efter angrebet i Frankrig bliver jeg ved med at forestille mig, hvordan scenen vil udspille sig, hvis den skulle ske på vores redaktion.

Min chef har indkaldt mig til møde. Vi er dybt uenige om et eller andet, og jeg har en underlig og forkert følelse i kroppen. Når jeg tænker mig om, kan jeg mærke, at det er en mørk følelse, som har boet i mig længe. En følelse, jeg har ignoreret.

Da jeg kommer ud af mødelokalet, følges min kollega og jeg ud i et tekøkken. Jeg holder fast i bordkanten, mens der løber kaffe ned i min kop. Min kollega griber min arm og fører mig ind i et mødelokale. Da jeg hører døren lukke, bliver alting mørkt. Jeg føler, at noget bliver knust i mig. Jeg kan ikke kontrollere min vejrtrækning, og jeg græder voldsomt.

Da jeg forlader Berlingske, har jeg en seddel med et nummer på Falck Healthcare i hånden. Jeg ringer til min mor. Jeg kan ikke huske, hvad vi taler om. Så ringer jeg til Falck.

– Hej, du taler med Rasmus.

– Hvad kan jeg gøre for dig?

– Jeg tror, der er noget galt med mig.

(Foto: Martin Fält © Dr)

De første uger taler jeg med en psykolog over telefonen, og hun fortæller mig, at jeg skal sygemelde mig. Det jeg har oplevet er et angstanfald, som er et symptom på stress. Det er nu, jeg begynder at være bange for alt. Der skal ingenting til at slå mig omkuld.

Nogle gange falder jeg om i min lejlighed eller ligger og vrider mig og græder i min seng. Andre gange slår et angstanfald ned i mig, når jeg er ude i offentligheden. Jeg glemmer at spise og taber mig hurtigt uhyggeligt meget. Det føles som at være omringet og besat af et uovervindeligt mørke. Eller at skrige højt under vandet, hvor ingen kan høre mig.

Jeg får en tid hos en psykolog, der hedder Søren. Han rådgiver mig til altid at have en bog med, når jeg er ude, og at jeg skal lave skemaer til mig selv, så min hjerne har nogle forventninger at forholde sig til. Derudover skal jeg finde noget at bruge mine vågne timer på.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Jeg har danset ballet de sidste år, men det er længe siden, jeg har haft tid til at tage timer. Det bliver dét, jeg fylder mit skema ud med. Det hjælper mig at have et skarpt fokus på én ting. Hvordan min fod vender. Om mine inderlår drejer nok udad. Om mit bryst er skudt nok frem.

Jeg kan mærke, at jeg bliver dygtigere meget hurtigere, end jeg gjorde tidligere. Det er en vild følelse pludselig at kunne så meget med kroppen. Jeg danser næsten hver dag, og mens jeg gør det, så glemmer jeg, at jeg engang var journalist i et stort mediehus.

  • (Foto: Martin Fält © Dr)
  • (Foto: Martin Fält © Dr)
1 / 2

Efter tre måneders sygemelding beslutter jeg mig for at sige op på mit arbejde og begynder et liv som freelancejournalist. Senere sammen år skriver jeg så artiklen om, hvordan jeg fik min panikangst under kontrol.

Reaktionerne er mange, efter klummen er blevet bragt. Der er særligt én, som går igen, og som sætter sig fast i mit hoved:

– Hvor er det dejligt ikke at føle sig alene.

Selvom jeg skriver og taler om min egen sygdom, så har jeg jo stadig følt mig forkert og enormt alene. Men efter alle de mange tilkendegivelser bliver følelsen af ensomhed erstattet af noget andet. En følelse af, at der kan være en mening med det.

Jeg beslutter mig for at fortælle så mange om min sygdom som muligt, og det har jeg gjort lige siden.

Efter klummen kommer ud, bliver jeg kaldt til jobsamtale i DR. Jeg fortæller ærligt om mit sygdomsforløb, og jeg møder ikke andet end forståelse – og jeg bliver ansat alligevel. Endelig er jeg en del af et skema og en vagtplan. Det er en enorm lettelse.

(Foto: Martin Fält © Dr)

I dag er jeg så trænet i at distancere mig selv fra angsten, at den stort set ikke generer mig. Jeg kan næsten vifte den væk som en myg på min arm. Det ville jeg ikke kunne have gjort, hvis jeg følte mig forkert og alene.

Næsten hver fjerde ung føler sig presset og stresset. Det er virkelig skidt – men det bliver kun værre af, at vi ikke tør tale om det.

Facebook
Twitter