Vis omsorg, når din mand lider af mande-influenza

Psykologens bedste råd til kvinder: Giv ham kærlighed, når han lægger sig!

For hvis han møder omsorg ved mild sygdom, kan det være, han bliver mere åben den dag, det gælder en alvorlig sygdom. (Foto: Clerkenwell © Getty Images)

Vinteren nærmer sig og dermed også influenza-sæsonen.

Og som de fleste - i hvert fald de der lever i et parforhold - ved, så findes der to slags influenza: Almindelig influenza og så mande-influenza.

Du ved, den hvor en mand er så uendeligt dårlig, til trods for, at han blot har lidt snue, at han må passes og plejes og ynkes i alle ender og kanter af sin kone. Til stor irritation for hende.

Men hvad er det egentlig for et fænomen, mande-influenza? Vi spørger Svend Aage Madsen, chefpsykolog ved Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed:

- Ja, det er jo egentlig noget underligt noget. Når kvinder ser mænd lægge sig på sofaen med dramatiske 37,4, mens bjerget af snotklude vokser på sofabordet, og han stønner højt, så bliver de bare død-irriterede.

- Man kan undre sig over, at dette ikke udløser omsorg og kærlighed frem for irritation. Men det gør det altså ikke. Og det er helt gennemgående i alle familier – så der må jo være noget om snakken, siger han.

Ynkelig på et ufarligt grundlag

Svend Aage Madsen pointerer, at mande-influenza i sagens natur kun eksisterer i samspil med kvindens oplevelse af det:

- Hvis manden lå alene derhjemme, uden at nogen kunne se ham, så ville der ikke være nogen mande-influenza.

Han mener, at begrebet er opstået af mænds og kvinder forskellige forhold til sygdom:

- Jeg tror, at det handler om, at manden kan få lov at give sig hen til sygdommen under nogle omstændigheder, hvor det er helt ufarligt. Hvor kvinder ofte holder stand, selv om de er syge og har feber, og får familien til at køre alligevel.

Anderledes ved alvorlig sygdom

Det forholder sig lige omvendt, når der er tale om alvorlig sygdom:

- Så skilter mænd bestemt ikke med det, og de taler ikke med nogen om det. De gemmer sig ofte og sætter sig helt alene på en bænk og trækker sig væk, siger Svend Aage Madsen.

- Hvorimod kvinder, hvis de får en alvorlig diagnose, når at foretage fem telefonopkald og sætte tre-fire aftaler i stand, inden de overhovedet har taget elevatoren ned på sygehuset.

Vi kan lære af hinanden

Mænd kunne godt lære noget af kvinders måde at tackle alvorlig sygdom på, og kvinder kunne måske nok lære noget af mænds måde at tackle ufarlig sygdom på, siger Svend Aage Madsen.

- Det gode råd er at give ham omsorg, når han har det sådan. Hent noget saftevand eller endnu bedre en romtoddy.

- For hvis det blev mere okay, at manden reagerer sådan ved ufarlig sygdom, så kunne man håbe, at han også ville reagere anderledes, når der er noget alvorligt på spil. For så bliver det mere accepteret at vise svaghed, og det kan være gavnligt, når man pludselig fejler noget alvorligt.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter