Youtube: Den digitale berømmelse har en slagside

Unge kan tjene godt på Youtube. Men det er ikke kun guld og grønne skove, advarer eksperter.

På Youtube deler børn og unge ting fra deres hverdag. Dermed får børnene en deres egen stemme. Men den nye tendens kræver, at der bliver taget nogle forholdsregler. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Der kommer flere og flere af dem. Og de største danske youtubere har flere end 100.000 af abonnenter og flere millioner visninger.

De er unge og digitalt anlagt. De sidder på deres værelser og optager hverdagsvideoer, hvor kærlighed og kærestesorger vendes, udfordringer i klassetimerne berettes om og tricks, til hvordan makeuppen skal lægges, gives.

Men selvom tendensen kan virke uskyldig og endda kan blive økonomisk favorabel for de unge, så bliver forældrene nødt til at komme på banen, så der bliver taget nogle forbehold, siger eksperter.

Voksne skal blande sig i de unges digitale færden

Hos Børnerådet er man en smule bekymret for tendensen, hvis forældrene ikke interesser sig for, hvad deres børn og unge laver på sociale medier, som eksempelvis Youtube.

- Det er vigtigt, at der er en dialog mellem de voksne og deres børn. De voksne skal være med på sidelinjen uden at have hundred procent kontrol med de unge, siger Per Larsen, formand for Børnerådet.

For selvom udviklingen går mod det digitale, så kender de unge ikke baren for, hvornår de bevæger sig ud på usikker grund:

- Børn og unge kan komme til at udlevere sig selv eller afsløre hemmeligheder, som senere i livet vil koste dem store spekulationer og personlig ulykke. Derfor er det vigtigt, at de voksne tager et ansvar, mener Per Larsen.

Digitale 'firstmovers' uden digital opdragelse

Den bekymring deler ekspert i medieudvikling, Katrine K. Pedersen:

- Det kan godt være de unge mennesker er digitale ’firstmovers’. Men de har ikke lært, hvordan de skal navigere digitalt. En ting er digital dannelse, men vi må ikke glemme den digitale opdragelse: Hvilke værdier er der digitalt, hvad er det for et fællesskab, man indgår i og hvad skal man være opmærksom på.

Derudover er de unge simpelthen ikke trænet i at begå sig foran et publikum, forklarer Katrine K. Pedersen:

- De stiller sig op på en scene uden at være trænet i at have et publikum. Modsat den professionelle skuespiller, der har lært, hvornår man skal have masken på, og hvornår man tager den af og går hjem, må de selv føle sig frem, uddyber hun.

Den digitale succes kan smitte af på virkeligheden

Hvis man så lykkes med at få succes på Youtube, som mange af de unge drømmer om, så kan det smitte af på det virkelige liv.

De unge erfarer, at de kan retouchere sig selv. Dermed begynder de at tænke mere over, hvad de siger og gør i virkeligheden, fortæller Katrine K. Pedersen.

- Der er undersøgelser, der peger på, at de unge risikerer at blive mere narcissistiske, mindre empatiske og har sværere ved at indgå i relationer, da de simpelthen foretrækker en digital besked, hvor de kan 'redigere' deres svar og dem selv, fortæller hun.

Selvom der er nogle risici, som de unge skal være opmærksomme på, understreger Katrine K. Pedersen, at der også er positive sider ved de unges brug af YouTube.

- Der opstår et helt særligt fællesskab mellem Youtuberen og hendes følgere, der kan give den enkelte utrolig meget. Man kan dele svære ting med andre og overvinde personlige kampe. Så man skal virkelig heller ikke undervurdere de gode ting, siger hun.

Den pointe er medieforsker Stine Liv Johansen enig i:

- Det her er en måde, hvorpå børn har fået adgang til selv at fortælle historien om deres liv. De kan ytre sig på egen hånd, og andre børn kan spejle sig i deres fortællinger om og perspektiver på verden og bruge det til at danne deres egen identitet, siger Stine Liv Johansen.

Positiv digital socialisering

Stine Liv Johansen fortæller, at der opstår en anden form for barn-til-barn eller ung-til-barn relation, end vi har set tidligere i andre medier.

- Der opstår altså en ny slags positiv socialisering. Det er nok også derfor, det er så populært, som det er, siger hun.

- Der er selvfølgelig nogle negative sider, som man skal være opmærksom på, og forældrene skal være opmærksom på, hvad de unge laver på nettet, ligesom alle mulige andre ting, de går og laver. Men det er vigtigt, at vi holder fast i de positive muligheder, det giver unge mennesker, afslutter Stine Liv Johansen.

Facebook
Twitter