11 kommuner har nu forbud mod afbrænding

Fire østjyske kommuner og Bornholm er kommet på listen over kommuner, som forbyder afbrænding i det fri.

Dele af Randbøl Hede nær Billund blev for nylig raseret af en naturbrand. (Foto: Michael Drost-Hansen © Scanpix)

Det varme vejr får flere kommuner til at forbyde afbrænding i det fri, fordi der er risiko for brande.

Fire østjyske kommuner har søndag indført forbud mod afbrænding, og Bornholm indfører forbud mod afbrænding fra mandag.

Dermed har 11 kommuner nu indført forbud mod afbrænding.

Forbud plejer at være i august

Niels Henrik Nielsen er beredskabsinspektør i Beredskab & Sikkerhed i Østjylland.

Han siger, at der før har været forbud mod afbrænding. Men det er sket senere på sommeren, gerne i slutningen af august.

- Jeg kan ikke mindes, at vi har haft sådan en periode i maj-juni, hvor det har været så tørt som nu, siger Niels Henrik Nielsen.

Det er ok med grill i haven

Forbuddet betyder, at man ikke må brænde eksempelvis haveaffald af i det fri.

Men man må godt bruge en grill i haven eller tænde bål, hvis det foregår på grill- og bålpladser, der ikke har et brændbart underlag.

Dele af Randbøl Hede nær Billund blev for nylig raseret af en naturbrand.

/ritzau/

Kommuner med forbud mod afbrænding

  • Kolding

  • Vejle

  • Fredericia

  • Billund

  • Vejen

  • Middelfart

  • Randers

  • Favrskov

  • Syddjurs

  • Norddjurs

  • Bornholm

Facebook
Twitter