45-årige Heidi fik tvillinger med græske æg

Heidi Wassini havde svært ved at blive gravid. Men efter 3,5 års fertilitetsbehandling og ved hjælp af to græske æg lykkedes det.

Kvinders fertilitet falder, når de bliver ældre. Det betyder, at det bliver sværere for kvinderne at blive gravide.

Men med moderne fertilitetsbehandling er det nu muligt for flere kvinder at blive gravide i en højere alder. Risikoen for komplikationer stiger dog også.

Heidi Wassini ville i mange år ikke have børn. Men hun ombestemte sig, da hun kom i 40’erne.

Heidi og hendes mand prøvede én sidste gang

Heidis mand havde lav sædkvalitet, og Heidis æg var ikke så gode. Derfor var det svært for hende at blive gravid.

Heidi og hendes mand begyndte i fertilitetsbehandling, men der skete ikke noget i lang tid. Parret besluttede sig for, at nu var det sidste chance.

- Jeg mærkede simpelthen en stor sorg indeni, da vi tog den beslutning. Og min mand ville enormt gerne have et barn, så vi besluttede os for at prøve én sidste gang, siger Heidi Wassini.

Heidi fik to græske æg

Her ses Heidi Wassini med den ene af sine to tvillingedrenge. (Foto: Maja Hald)

Heidi fik lagt to æg op, fra en græsk donor med samme øjenfarve og blodtype som Heidi. To æg øger dog sandsynligheden for, at man får tvillinger.

Sammen med Heidis alder øgede alt dette risikoen for, at noget kunne gå galt i graviditeten. Men Heidi bekymrede sig ikke.

- Jeg vidste selvfølgelig, at der var en forøget sandsynlighed for eksempelvis Downs Syndrom. Men den var stadig forsvindende lille. Jeg har været langt mere bekymret for, at jeg slet ikke ville blive gravid, siger hun.

Heidi fik to sunde drenge

Graviditeten blev da også hård for Heidi. Hun fik blandt andet svangerskabsforgiftning, og hun måtte sygemeldes på grund af plukveer. Men hun fødte to sunde og raske tvillinge-drenge, Daniel og Gabriel.

Nogle gange spørger folk hende om, hvad hun mener om, at drengene kan miste hende, mens de er små.

- Til det kan jeg kun sige: Man kan ikke planlægge livet. Du ved ikke, hvad der sker i morgen. Min mand mistede begge sine forældre til kræft i en ung alder, men hans farmor er 102 år gammel, siger Heidi Wassini.

Fertiliteten falder og risikoen stiger med alderen

  • Kvinders fertilitet falder støt fra 30 års-alderen.

  • Sandsynligheden for at blive gravid over en periode på 24 måneder er for en 30-årig kvinde på 90 procent. For en 35-årig kvinde er den på cirka 75 procent, og for en 40-årig kvinde er den på bare 40 procent.

  • Mandens sædkvaliteten begynder først at falde i 40-50 års alderen.

  • Flere vestlige mænd har dog nedsat sædkvalitet.

  • I Danmark har 40 procent af alle mænd en sædcellekoncentration på under 40 millioner sædceller per milliliter sæd. Det betyder, at det kan tage længere tid at gøre en kvinde gravid.

  • Risikoen stiger

  • Høj alder øger også kvinders risiko for komplikationer med graviditet. Blandt andet har kvinder over 40 år øget risiko for lav fødselsvægt, for tidlig fødsel, svangerskabsforgiftning og kromosomfejl.

  • Risikoen for at tabe fostret bliver også større, når man er ældre end 35 år, og cirka halvdelen af alle graviditeter mislykkes, når kvinden er over 42 år.

  • Også fertilitetsbehandling giver forøget risiko for komplikationer. Det øger blandt andet risikoen for svangerskabsforgiftning, som ofte fører til for tidlig fødsel.Kilder: Professor, overlæge Anja Pinborg, Fertilitetsklinikken på Københavns Universitetshospital og Rigshospitalet.

Facebook
Twitter