Aarhus har Danmarks første ungdoms-bydel

For første gang er et større postnummer i Danmark domineret af unge.

Cirka halvdelen af de 72.000 der bor i Aarhus C er i 20'erne. (Foto: © Kåre Kildall Rysgaard (DR))

Postnummeret 8000 ligger i Aarhus C og er det første større postnummer i Danmark, hvor halvdelen af beboerne er unge i 20'erne.

Dermed er Aarhus C det sted i Danmark, hvor andelen af unge her højest.

Der bor cirka 72.000 personer i Aarhus C, og cirka halvdelen af dem er altså unge i 20'erne.

Borgmester: Det er fedt

Jacob Bundsgaard (Socialdemokratiet) er borgmester i Aarhus. Han er generelt glad for, at der er mange unge i Aarhus.

- Det er fedt. Det passer godt til byens image. Det gør byen kreativ og giver et godt og rigt kulturliv med masser af energi, siger Jacob Bundsgaard.

I de her dage er der studiestart, og Jacob Bundsgaard mener, at de unge både tiltrukket af universitetet og de mange uddannelser i byen.

Luna: Det betyder meget at være tæt på kulturen

Luna Marie Vad Knudsen på 22 år er lige flyttet til Aarhus C for at læse. Hun valgte Aarhus C, fordi hun gerne vil være tæt på byen.

- Aarhus er en populær studieby. Det giver et særligt ungt liv og dynamik. Det betyder meget at være tæt på kulturen, Aros, Musikhuset – især når man kommer fra Fredericia, hvor der ikke er så meget af den slags, siger hun.

Postnummeret 8200 Aarhus N er nummer to på listen over større postnumre i Danmark med flest unge i 20’erne.

Nedenfor kan du indtaste dit postnummer og se gennemsnitsalderen på postnummeret.

Sådan har DR udregnet alderen

  • Kilde til data er Danmarks Statistik (POST1A).

  • Nogle postnumre ligger i forskellige kommuner. DR har lagt alle dele af postnumrene sammen, så der kun er et tal per postnummer.

  • Tallene dækker, hvor mange personer der de pågældende år bor i postnummeret.

  • Enkelte postnumre har dog ændret sig de seneste fem år og dækker ikke det samme område. DR har kigget i Postnords oversigt over ændringer i postnumre og markeret med stjerne, hvis postnummeret ikke dækker det samme område i 2014 og 2019.

  • Aldersgennemsnittet for postnumrene er udregnet ved at gange antallet af femårige med fem. Seksårige med seks og så fremdeles.

  • Derefter har DR udregnet den samlede alder for alle i postnummeret og divideret med indbyggertallet for at få et gennemsnit.

  • Til sidst har DR lagt et halvt år til gennemsnittet. Forklaringen er, at folk på 32 år godt kan være 32 år og for eksempel to, syv eller ni måneder. Ved at lægge et halvt år til svarer tallet tættere til virkeligheden, fordi månederne bliver regnet med.

  • Danmarks Statistik bruger samme metode i deres beregninger.